Efter intern uenighed: Regeringen dropper naturmål kort før valget

KONFLIKT: Uenigheder i regeringen tvinger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til at droppe centralt løfte om langsigtede naturmål.

Jakob Ellemann-Jensen (V) har ikke kunnet få enderne til at mødes i forhandlinger om naturmål.
Jakob Ellemann-Jensen (V) har ikke kunnet få enderne til at mødes i forhandlinger om naturmål.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anders Redder

Naturmålene, en af regeringens grønne hjørnesten, bliver ikke til noget på denne side af folketingsvalget.

Sådan lyder det fra flere af regeringspartierne, der melder om konfliktfyldte og kuldsejlede forhandlinger på området.

”Der er ingen aftale om naturmål, og vi kan nok ikke nå at få fastlagt målene inden folketingsvalget,” siger Carsten Bach, miljøordfører i Liberal Alliance.

Ifølge Altingets oplysninger var en aftale om specifikke naturmål ellers så godt som færdig for nogle uger siden. Men i sidste ende trak Konservative sig fra aftalen.

Vi vil have konkrete, ambitiøse naturmål. Ikke varm luft.

Mette Abildgaard (K), miljøordfører

Et forløb, som partiets miljøordfører, Mette Abildgaard, bekræfter.

”Der lå et aftaleudkast klar med nogle naturmål. Men de var ikke ambitiøse nok til, at Konservative kunne lægge navn til dem,” siger K-ordføreren.

LA: Vi var klar til aftale
Det er særligt ambitionsniveauet for naturmålene, der har skabt konflikter i forhandlingerne.

Ifølge Carsten Bach har Konservative trukket i håndbremsen og forhindret, at en aftale kunne bringes i mål.

”Vi har været klar til at fastsætte naturmålene, men Konservative ville ikke være med til at kalde de ting, vi kunne blive enige om, for naturmål. Og så har vi gjort det på en anden måde,” siger Carsten Bach.

Konservatives Mette Abildgaard forklarer, at partiet takkede nej til en aftale om naturmålene, fordi de ikke var grønne nok.

”Vi vil have konkrete, ambitiøse naturmål. Ikke varm luft,” siger Mette Abildgaard.

Mette Abildgaard langer samtidig ud efter Finansministeriet, som ifølge K-ordføreren er skyld i miseren. Læs, hvorfor i den fulde artikel på Altinget: miljø, hvor du også kan læse finansminister Kristian Jensens (V) svar på kritikken.

Dokumentation

Fakta − Det ville regeringen med naturmålene

"Ambitiøse naturmål

Regeringen vil i forlængelse af EU’s biodiversitetsstrategi formulere en række ambiti­oner på naturområdet frem mod henholdsvis 2020 og 2030. Ambitionerne skal udgøre pejlemærker for regeringens naturpolitik og indsatsen i kommuner og regioner. Det kan f.eks. være en særlig indsats for beskyttelse af ferske enge eller overdrev. De kon­krete mål vil blive formuleret på baggrund af et arbejde, der skal kortlægge behovet på naturområdet."

- Kilde: Regeringsgrundlaget fra 2016.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)









0:000:00