Regeringen har selv et ansvar for de voldelige demonstranter foran Minkkommissionen

Politikere bliver nødt til at kunne tåle kritik. Det er en mangel, som synes at være Socialdemokratiets akilleshæl lige nu. I stedet fornærmes partiet over kritik og skyder på oppositionen for at rejse den. Den går ikke.

For nylig så vi billeder i vores fjernsyn, som er et forholdsvis sjældent syn i Danmark. I forbindelse med mink-kommissionens afhøring af Mette Frederiksen, var der voldsomme protester mod netop landets statsminister. Der var plakater med et billede af statsministeren bag tremmer og ordene ”lock her up”, demonstranterne gik til angreb på statsministerens bil, som fik smadret en lygte, og et par af dem endte med selv at måtte tilbringe natten bag tremmer.

Begivenhederne fik socialdemokraterne på banen. På Twitter kunne man snart efter hændelserne læse ledende socialdemokratiske folketingsmedlemmer rette anklager mod de borgerlige partier for med deres kontante politiske retorik at opildne demonstranterne til sådanne ugerninger.

Kultur- og retsordfører Kasper Sand Kjær rettede i et tweet en meget direkte anklage mod Jakob Elleman-Jensen med ordene, ”når statsministerkandidater kaster om sig med konspirationsteorier og ubegrundede anklager, så ender vi her”. Også politisk ordfører Jeppe Bruus var ude med riven og anklagede de borgerlige partier for at føre en ”Trumpkampagne … som opildner til splittelse, mistillid til myndigheder og fodrer ekstreme kræfter”.

Det er stærke ord, og de blev da heller ikke taget godt imod af de borgerlige partier. Som Rasmus Jarlov meget rammende sagde i samme dags udgave af ”Debatten”, så er det jo regeringens politik, demonstranterne protesterer imod, hvilket regeringen måske skulle tage ansvar for. Og derfra fortsatte skyderierne i en udgave af debatprogrammet, som lignede alle andre udgaver: Med gensidige beskyldninger, hårde ord, ansvarsfralæggelse og intet, der er i nærheden af at forsøge at tage et fælles ansvar for eller måske endda prøve at forstå, hvad der får voksne borgere i et af verdens ældste og stærkeste demokratier til at reagere så voldsomt over politiske beslutninger. 

Måske skal vi smide anklagerne på porten, og i stedet forsøge at forstå (ikke forsvare), hvorfor den folkelige modstand, vi så udenfor Retten på Frederiksberg den pågældende dag, er så voldsom. 

Carolina Magdalene Maier

For sagen er jo den, at både højre og venstre side af Folketinget bærer et ansvar for den tiltagende aggressivitet i den politiske retorik, vi ser både på de sociale medier og i radio og fjernsyn. Lad mig blot give et par eksempler: Vi husker nok alle Rasmus Stoklunds tweet fra foråret, hvori han anklagede advokat Knud Foldschack for at være ”part i sagen, der er hyret af IS-terrorister” i forbindelse med, at Foldschack argumenterede for at hjemtage de danske børn fra syriske fangelejre. På den borgerlige fløj er blandt andet Rasmus Jarlov kommet galt afsted, da han i et tweet, som efter sigende skulle være humoristisk, fik insinueret, at præsten, der dræbte sin hustru, skulle være offer for MeToo-bølgen. Og så er der naturligvis Naser Khaders legendariske ”knep en ged”-svar i en Facebook-tråd.

Retorikken er hård, kynisk og til tider usmagelig. Det må alle politikere, der deltager i den offentlige debat, tage ansvar for og forsøge at gøre bedre. For vi borgere er ikke tjent med at skulle være tilskuere til en politisk debat, der er så syg og hadefuld. Det forpester vores alle sammen sprog, det hindrer den vigtige og nødvendige demokratiske samtale, og det skaber bjerge af mistillid til det politiske system.

Politikere bliver altså nødt til at tale ordentligt sammen, men de bliver også nødt til at kunne tåle kritik. Det er en mangel, som synes at være Socialdemokratiets akilleshæl lige nu. Den kritik, der som følge af mink-sagen lige nu rammer regeringspartiet, er helt sikkert ikke rar at være skydeskive for. Men den kommer altså som følge af først og fremmest et lovbrud (uagtet om det var intenderet eller ej) samt af en elendig kommunikativ håndtering af sagen.

Socialdemokratiet har ageret håbløst i sagen om de slettede sms’er og har til dato ikke kunnet svare på, hvorfor der dog gik et halvt år og en afsløring i BT, inden man fik afleveret sms’erne til mink-kommissionen. I stedet fornærmes partiet over kritikken og skyder på oppositionen for at rejse den. Den går ikke. Den første sætning i lærebogen om, hvordan man begår sig som politiker er, at man tager ansvar for sine handlinger. Det gælder alle. Også når man er socialdemokrat.

Måske skal vi smide anklagerne på porten, og i stedet forsøge at forstå (ikke forsvare), hvorfor den folkelige modstand, vi så udenfor Retten på Frederiksberg den pågældende dag, er så voldsom. Hvad opildner voksne borgere i et demokrati til at gøre brug af så voldelig og hadefuld retorik? Hvor kommer den voldsprægede adfærd fra, som vi så i vores fjernsyn den dag?

Det, de møder, når de ytrer deres kritik, er en regering, som ikke lytter.

Carolina Magdalene Maier

Jeg tror ikke, det handler om mennesker, der er blevet opildnet af en oppositionsleder, som udtrykker, at han ikke har tillid til statsministeren. Der er alligevel lidt langt fra det ene til det andet. Mit gæt er, at det ene og alene handler om én ting: Afmagt. Det handler om, at disse mennesker, som de færreste af os er enige med, rent faktisk har en demokratisk ret til at mene noget andet end flertallet. Uagtet at vi er mange, der ikke forstår dem.

Det, de møder, når de ytrer deres kritik, er en regering, som ikke lytter. De møder en statsminister, som på pressemøderne undgår journalister fra den kritiske presse, og som i de populære tv-shows flere gange har reageret med forurettehed, når der kom kritiske spørgsmål. De møder en statsminister, som bruger de sociale medier som sit primære kommunikationsmiddel. Medier, som holder kritikken fra døren, fordi kommunikationen er en-vejs, og hvor alene dét kommunikeres, som statsministeren finder bekvemt – om det handler om politik eller leverpostejsmadder.

De møder også en statsminister, for hvem det er blevet ikke bare opportunt, men ligefrem legitimt at besvare kritiske spørgsmål om demokratiske rettigheder og grundlovsbrud med at pege på folkesundheden, som var den synonym med Danmarks overlevelse.

Da 2. Verdenskrig var slut drøftede man, hvad man skulle gøre ved de tyske skoler på den danske side af den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Mange af skolerne var voldsomt nazificerede. Det ville have været oplagt at lukke dem og forbyde tyske skoler i Danmark. Men det var andre tider, og man vidste, at man ikke får mindretallets ideer til at gå væk ved at lukke dem ude. I stedet favnede man dem som en del af det demokrati, som altid har – og altid bør – kunnet rumme og respektere, at nogle borgere bærer på ideer, de fleste af os ikke forstår.

Jeg forsvarer ikke demonstranternes voldelige handlinger på Frederiksberg den dag. Men jeg tror, at hvis regeringen viser, at den favner forskelligheder og stiller op til nødvendig kritisk debat, så forsvinder afmagten hos dem, der ikke føler sig hørt og forstået. Og dermed forsvinder også volden. Og så kan politikerne begynde at bruge tiden på at diskutere politik i stedet for på at skyde beskyldninger efter hinanden med løst krudt.