Regeringen vil afsætte millioner til statsministerens nytårsløfte

FINANSLOV: Med sit finanslovsudspil har S-regeringen fundet millioner til nye initiativer rettet mod udsatte og anbragte børn. Men det er slet ikke nok, mener Børns Vilkår.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Thor Stefansson Hiis

Der er brug for at styrke indsatsen overfor udsatte og anbragte børn.

Det lovede Mette Frederiksen (S) allerede i sin første og eneste nytårstale som statsminister. Her slog hun fast, at regeringen ville hjælpe udsatte børn - især fremhævede hun et ønske om, at flere udsatte bliver bortadopteret. 

Ni måneder senere, 31. august 2020, præsenterede finansminister Nicolai Wammen (S) så S-regeringens finansudspil for 2021, hvor der netop var ekstra penge til børnene.

”Alle børn skal have et godt liv, derfor har vi afsat midler til en række initiativer, der skal sætte børnene først,” sagde Nicolai Wammen på pressemødet, hvor han også konstaterede, at de konkrete initiativer kommer senere på efteråret.

Konkret vil regeringen i 2021 afsætte 150 millioner kroner, året efter hæves beløbet til 250 millioner kroner og i 2023 og 2024 skal der afsættes 500 millioner kroner hvert år.

Socialdemokratiets socialordfører, Camilla Fabricius, glæder sig over, at der i "corona-finansloven", er fundet penge til udsatte og anbragte børn. 

"Havde vi ikke stået i den her situation, kunne jeg som socialordfører selvfølgelig godt have ønsket mig, at vi havde rykket noget mere på det her område," siger hun til Altinget.

Hun kalder det "startskuddet" og håber på, at der kommer endnu flere midler til området de kommende år. 

"Det er alt, alt for tidligt at sige noget om, hvordan det konkrete udspil kommer til at tegne sig," siger Camilla Fabricius, der påpeger, at man stadig er i gang med at få input fra forskellige interesseorganisationer og øvrige interessenter. 









0:000:00