Regeringen vil sende indvandrere i 37-timers aktivering, men ny forskning viser, at effekten er tvivlsom
INTEGRATION: Tidlig kontakt med arbejdsmarkedet giver kun kortvarig effekt på flygtninges beskæftigelse, viser ny VIVE-rapport. Eksperter advarer mod ensidigt fokus på virksomhedspraktik.
Cecilie Toft
JournalistpraktikantRegeringen er på vej med et lovforslag, som skal indføre et krav om 37 timers aktivering for indvandrere og nytilkomne flygtninge, som er på integrationsydelse eller kontanthjælp.
Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job.
Men ny forskning sår tvivl om effekten af at stille skrappe aktiveringskrav til nytilkomne flygtninge.
Flygtninge, der kommer i virksomhedspraktik i løbet af deres første år i Danmark, får i gennemsnit en lavere karakter til eksamen i dansk. Samtidig giver tidlig kontakt med arbejdsmarkedet kun en kortvarig positiv effekt på flygtninges beskæftigelse.
Det viser en ny rapport fra VIVE.
Danskundervisning er nøglen til at komme i fast beskæftigelse, understreger seniorforsker på VIVE, Iben Bolvig, som er en af forfatterne på rapporten.
"Hvis de 37 timer, som regeringen foreslår, kun eller hovedsageligt består af virksomhedspraktik, synes jeg ikke, det er den bedste løsning," vurderer hun.
Iben Bolvig foreslår, at regeringen sidestiller virksomhedspraktikken med danskundervisning, så nytilkomne som minimum modtager lige så meget danskundervisning som virksomhedspraktik i løbet af de 37 timers aktivering, eller at de først bliver sendt i aktivering, når de har lært nok dansk til at kunne anvende det på arbejdspladsen.
Risikerer et ”parallelarbejdsmarked”
Konkret viser VIVE-rapporten, at når nytilkomne indvandrere og flygtninge kommer i virksomhedspraktik i løbet af deres første år i landet, så er det på bekostning af danskundervisning. Mange taler derfor ikke dansk, når de er færdige med deres virksomhedspraktikforløb, og har derfor svært ved at finde fast arbejde.
Rapportens konklusioner:
Rapporten ’Early labor market entry, language acquisition and labor market success of refugees’ er udarbejdet som en del af forskningsprogrammet Economic Assimilation Research Network (EARN), der er et forskningssamarbejde mellem LG Insight, VIVE og Københavns Universitet.
Den viser, at flygtninge, der kommer i virksomhedspraktik i løbet af det første år i landet, får i gennemsnit en lavere karakter ved deres eksamen i dansk. Den tidlige virksomhedspraktik går derfor ud over flygtninges formelle sprogkundskaber.
Desuden viser undersøgelsen, at den tidlige kontakt til arbejdsmarkedet har positive effekter for flygtninges beskæftigelse på kort sigt. Effekterne udjævnes dog allerede omkring et år efter deltagelse, hvor løn- og beskæftigelsesniveauet er det samme som blandt de flygtninge, der ikke deltager i tidlig virksomhedspraktik.
Den tid, flygtninge bruger i virksomhedspraktik, påvirker den tid, de bruger på danskundervisning. Undersøgelsen viser, at den mistede tid på skolebænken ikke bliver indhentet inden for de første fire år i landet.
Den negative effekt på formelle sprogkompetencer og fraværet af en længerevarende positiv beskæftigelseseffekt skyldes derfor formentlig, at virksomhedspraktikken tager tid fra danskundervisning.
Tidlig kontakt med arbejdsmarkedet for nytilkomne flygtninge kan med andre ord ikke opveje den tid, de ellers ville have brugt på skolebænken, hverken i forhold til sprogtilegnelsen eller i forhold til deres beskæftigelseschancer på længere sigt.
Undersøgelsen peger derfor på, at man bør prioritere danskundervisningen sideløbende med en tidlig virksomhedspraktik. En alternativ løsning kunne være, at man venter med at anvende den virksomhedsrettede indsats, indtil flygtningene har opnået de mest basale sprogkundskaber.
Kilde: VIVE
Du kan finde rapporten her.