Regeringens vision for hovedstaden får kritisk modtagelse
UDSPIL: Regeringen lancerede torsdag sit længe ventede hovedstadsudspil, der blandt andet tackler klimasikring, nye grønne områder og modernisering af fingerplanen. Det gav både ris og ros fra aktørerne på det grønne område.
Anders Brønd Christensen
Debatredaktør og journalistRegeringen lancerer i disse dage udspil på samlebånd, og torsdag var turen så kommet til det længe ventede hovedstadsudspil.
41 sider, der beskriver regeringens vision for hovedstaden frem mod 2030 inden for infrastruktur, transport, boliger og grønne områder. Flankeret af ministerkollegaerne Ole Birk Olsen (LA) og Rasmus Jarlov (K) lagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vægt på den nødvendige klimasikring af fremtidens hovedstad.
"Vi har en af verdens dejligste hovedstæder fyldt med grønne åndehuller. Bare spørg Lonely Planet. Vi kan udnytte de grønne områder til at opsamle de voksende vandmængder, der desværre vælter ud af skyerne stadig oftere. Klimasikring med for eksempel en sø, et vådområde eller en skaterbane, der opsamler regnvand, kan gå hånd i hånd med vores friluftsliv," sagde Jakob Ellemann-Jensen.
På listen over nye tiltag er blandt andet et dialogforum for stormflodssikring, en arbejdsgruppe om klimatilpasning og en revision af fingerplanen, der fyldte 70 år i 2017.
S: Varm luft
I Socialdemokratiet får udspillet dog en hård medfart.
Udspillet vil øge privatbilismen og flytrafikken og dermed CO2-udledning og luftforurening, så det er ikke et grønt udspil.
Claus Ekman
Direktør, Det Økologiske Råd
”Hvis man kun læser udspillet i overskrifter, så kunne man godt få den vildfarelse, at det var et grønt udspil. Men når man læser teksten, så bliver det tydeligt, at det hele er varm luft,” siger partiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen.
Han efterlyser nye tiltag, der kan sikre en bedre luftkvalitet i hovedstaden.
”Kommunerne skal have lov til at regulere de forurenende brændeovne og dieselbiler, og så skal omegnskommunerne omfattes af miljøzoneloven, men de tiltag går regeringen i en stor bue uden om,” siger han.