Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Regeringsforhandlinger er en opvisning i linedans og kamelslugning

Mængden af de kameler, der skal sluges for at lykkes med et brugbart regeringsgrundlag over midten, nærmer sig livsfarlig politisk overspisning. Lykkes projektet vil det til gengæld blive et politisk eksperiment af dimensioner.

Mette Frederiksen er ude på en linedans, hvis det politiske grundlag i en regering over midten skaber mislyde i baglandet og åbner en ladeport for vælgerflugt til en skuffet venstrefløj, skriver Lisbeth Knudsen. 
Mette Frederiksen er ude på en linedans, hvis det politiske grundlag i en regering over midten skaber mislyde i baglandet og åbner en ladeport for vælgerflugt til en skuffet venstrefløj, skriver Lisbeth Knudsen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringsforhandlingerne er gået ind i en afgørende fase efter uendeligt mange sonderingsmøder, temamøder og hvad det nu ellers har heddet. Hele 49 af slagsen ifølge statsministeren med alle Folketingets partier og de nordatlantiske mandater. Godt vi nu endelig er kommet videre.

Den fungerende statsminister og kongelige undersøger har åbnet døren på klem til en regering over midten ved at tilkendegive en positiv tro på projektet, og på at det giver mening at forsøge den vanskelige øvelse. Det lød onsdag som om valgkampens hårde retorik mellem partierne er lagt på hylden. Først var der 12 partier ved forhandlingsbordet inklusive Socialdemokratiet. Nu er der otte tilbage: Dem, der ikke har lyst til at slippe bordkanten helt hos Mette Frederiksen, men som håber på en eller anden form for indflydelse.

Der forestår et virkelig benhårdt arbejde med at finde politiske fællesnævnere fra SF til Liberal Alliance på den økonomiske politik, skattepolitikken, reformpolitikken, sundhedspolitikken, midlerne til velfærdsudvikling, klima-, natur- og miljøpolitikken og udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken. Læg dertil, at der også lige er en minksag og en sag om Forsvarets Efterretningstjeneste, der skal bindes politisk sløjfe på og lægges til side, før en regeringsaftale kan falde på plads.

Det ser mildt sagt svært ud, selv om både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen har fået lang snor af hver deres politiske baglande.

Lisbeth Knudsen

En regering over midten med landets to største partier, S g V, har ikke i sig selv flertal, selv om de forhandlede til juleaften og fandt hinanden i et nyt regeringsgrundlag. Der skal flere med i regeringen eller flere med i en bred forståelsesaftale, der gør, at regeringen ikke får et flertal imod sig, når den præsenteres. Men hvem vil have lyst til at være tredje eller fjerde hjul til et i forvejen udfordret parforhold? Det kommer nok med en høj pris.

Det ser mildt sagt svært ud, selv om både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen har fået lang snor af hver deres politiske baglande. Mængden af de kameler, der skal sluges, nærmer sig livsfarlig politisk overspisning. Lykkes projektet vil det til gengæld blive et politisk eksperiment af dimensioner. Og her er der grundlag for lidt motivanalyse.

Lykkes det for Mette Frederiksen at få et brugbart regeringsgrundlag på plads, vil det være en markant politisk bedrift, der lægger yderligere alen til hendes image som en stærk leder med krisestyringsevner og mod til at tage dristige skridt. Men hun er ude på en linedans, hvis det politiske grundlag skaber mislyde i baglandet og åbner en ladeport for vælgerflugt til en skuffet venstrefløj.

Formentlig har hendes vurdering været, at hun ikke vil kunne komme igennem med de nødvendige politiske og økonomiske reformer med det spinkle røde flertal med de nordatlantiske mandater, som blev valgets resultat. Men mislykkes forhandlingerne om den brede regering, så kan oppositionen efterfølgende ikke beskylde hende for ikke at have gjort et grundigt forsøg. Og så kan hun indkalde Enhedslisten og Alternativet til forsoningskaffe.

Lykkedes det for Jakob Ellemann-Jensen at få et brugbart regeringsgrundlag på plads, vil det også for ham være en markant politisk bedrift, der kunne tjene et stort formål: at få givet mindst mulig indflydelse til de to andre Venstre-partier: Danmarksdemokraterne og Moderaterne.

De konservative har brug for et længere genopbygningsarbejde efter en maveplasker ved valget og vil formentlig ikke gå hårdt til angreb på Venstre i en eventuel SV-regering men søge indflydelse, hvor det måtte være muligt. Mislykkes regeringen efter kort tid med at holde sammen eller mislykkes regeringsforhandlingerne allerede i de kommende uger, så har også Ellemann vist politisk mod og vilje og oprigtigt forsøgt at gøre Venstre til det indflydelsesparti, som han kaldte det på V-landsmødet sidste weekend. Og så må han nok invitere til forsoningskaffe i det, der er tilbage af blå blok.

Læren af SV-regeringen dengang må være, at man ikke kan bygge en regering over midten på et system af ministre fra det eneste parti og kontrolministre fra det andet.

Lisbeth Knudsen

Og så et par ord fra en, der fulgte den daværende SV-regering fra 1978-1979 på aller tætteste hold og ind i mellem som politisk reporter på Christiansborg ved tilfældigheder sad inde i baglokalet hos den daværende Venstre-formand og udenrigsminister Henning Christophersen til fortrolig briefing, når den daværende socialdemokratiske formand og statsminister, Anker Jørgensen, kom forbi. Dengang havde statsministeren og udenrigsministeren kontor overfor hinanden på Christiansborg.

Læren af SV-regeringen dengang må være, at man ikke kan bygge en regering over midten på et system af ministre fra det ene parti og kontrolministre fra det andet. At man ikke kan bygge en regering over midten på mistillid men kun på en høj grad af fingerspidsfornemmelse for, hvornår et eller flere regeringspartier har nogle smertegrænser, der ikke skal overtrædes, eller en rigtig god forståelse af, hvad der lige skal koordineres internt af følsomme sager, inden noget blæses ud til offentligheden.

Ellers vil regeringssamarbejdet blive opfattet på den måde, som Socialdemokraterne dengang oplevede, at Venstre både var i regering og opposition på en gang, fordi man aldrig var helt sikker på, hvornår regeringen kunne bryde sammen. Og Venstre oplevede regeringens samarbejde som dagligt undergravet af en Anker Jørgensen, der måtte tage hårde interne sværdslag og kugler mod regeringen fra sine egne folk i baglandet fra fagbevægelsen.

Den konservative Poul Schlüter lykkedes senere med at styre flerparti-regeringer med succes, fordi hans udgangspunkt ikke var mistillid og kontrol i forhold til andre partier end hans eget. Snarere ganske stor tillid og frihed.

Kan det gøres igen? Det tror jeg bliver langt sværere for Mette Frederiksen som leder af landets nu suverænt største parti at kunne udvise den fleksibilitet og slippe den stærke centralistiske styring, som hun hidtil har været forkæmper for. Hun er også en langt mere ideologisk orienteret politiker, end Schlüter var som regeringsleder i perioden fra 1982 til 1993 som den længst siddende statsminister siden 2. verdenskrig.

Og lad os bare tage Lars Løkke Rasmussens periode som statsminister for flerparti-regeringer med. Han kørte jo flere gange fast i regeringspartnere, der kravlede op og ned af for høje træer og skabte uro i tilrettelæggelsen af det politiske samarbejde. Så meget at han til sidst blev træt af presset fra fløjene og fandt frihedens øjeblik i at arbejde for en reformregering over midten.

Hvis vi nu lægger de historiske erfaringer til grund, så er regeringsførelse og politik i dag helt anderledes end både i SV-regeringsårene, Schlüter-årene og Lars Løkke Rasmussen-årene. Der er langt flere og komplekse problemstillinger, som flyder gennem ministerierne i dag.

Den netop afgåede socialdemokratiske etpartiregering havde lagt en meget ambitiøs og velbeskrevet strategisk politisk plan for de første fire år ved roret. Så kom først pandemien, siden Ukraine-krigen og nu energikrisen og væltede korthuset.

Planen om en fortsættelse af etpartiregeringen blev væltet omkuld af regeringens eget støtteparti - de Radikale. I dag er regeringsførelse nok så meget krisestyringsøvelser.

En anden meget forandret dimension for regeringsførelse siden Anker Jørgensens og Poul Schlüters regeringer er mediepresset og kravet om politisk handlekraft og langt hurtigere reaktionsevne. Antallet af daglige møgsager, konfliktsager og akutte sager, der skal håndteres af ministrene og deres rådgivere og embedsmænd, er taget til i antal, fordi magten og udtaleretten er blevet meget mere koncentreret hos ministrene.

Skal en ny regering over midten være en reformregering, så kræver det ikke bare en fantastisk stærk evne til at kommunikere, koordinere og være afstemt i udmeldinger og handlinger. Det vil også kræve noget helt andet. Nemlig en konkret ideudvikling af reformpolitikken, som ministerierne i dag ikke er gearet til, og en langt stærkere implementeringsevne. Altså kræfter og medvind til at føre reformerne ud i livet.

Der er lang vej til vi får afklaret, om der overhovedet bliver en regering over midten af Folketinget, som kan samle et bæredygtigt flertal bag sig. Der er lang vej igen, før parterne kan komme ud af døren i Statsministeriet i fællesskab og signalere troværdig tillid. Vælgerne husker godt, hvad der blev sagt i valgkampen.

Kommer sådan en regering, er det interessante ikke alene fordelingen af ministerposter, men i høj grad hvordan dens indre styringsmodel, den indre tillidspagt og regeringens indre magtcentre bliver aftalt og tilrettelagt. Det må der holdes skarpt øje med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)