Replik: Gensyn med rindalismen – nu står arkitekturen for tur

Af Kasper Lægring

Arkitekt MAA, ph.d.-studerende og underviser ved KADK

Forfatteren Jens Christian Grøndahl har set sig gal på Vikingeskibsmuseet, hvilket giver ham mulighed for at tale som en mand af folket. Arkitekten bag dette brutalistiske hovedværk, Erik Christian Sørensen, vedkendte sig åbent, at der var tale om et eksperiment, som byggeteknisk var slået fejl. Men som bekendt er eksperimenterne ofte de mest epokegørende, selv når udførelsen slår fejl.

Modernismen var besat af at "glemme fortiden og kun se fremad", skriver han, men udsagnet ender som en boomerang. "Grib hakker og økser og hamre og læg dem øde", skrev Filippo Marinetti om museerne, og måske vil Grøndahl føre hammeren?

Kasper Lægring
Arkitekt MAA

"Bauhaus affødte arkitektoniske mesterværker, men eftersnakkerne har ikke bidraget med andet end depressionsfremkaldende trøstesløshed", polemiserer Grøndahl. I dag er den gængse holdning tværtom, at Bauhaus var ophav til nogle af de mest abstrakte, kliniske og mekaniske løsninger på basale menneskelige behov. Den erkendelse nåede Poul Henningsen til allerede i 1927.

Læs Jens Chr. Grøndahls klumme: Et fredet skrummel

"Der skal også opnås enighed om kriterierne for, hvad der er værd at bevare", skriver Grøndahl, som vil have konsensus om bevaringen af offentlige bygninger. Javel. Hvis de samme kriterier blev anlagt på museernes bestande, forudser jeg en større reduktion af kunst, som ikke falder i folkets smag.

Heldigvis foregår hverken museernes eller Det Kgl. Biblioteks indkøbspolitik pr. folkeafstemning. I 1950'erne kunne fremsynede erhvervsfolk som Knud W. Jensen og brødrene Damgaard i Herning uden besvær værdsætte mangfoldigheden i modernismens arkitektur og billedkunst. Derfor er det en sær anakronisme at opleve en nutidig forfatter bejle til rindalismen.

Så vidt det populistiske element. Konspirationsteorier er også oppe i tiden, og Grøndahl er leveringsdygtig. Det Særlige Bygningssyn er i hans synsfelt et indspist sammenrend af elitære arkitekter, som tænker robotagtigt ens, men har han gjort sig den ulejlighed at undersøge sagen?

Rådet er sammensat af alskens fagligheder – arkitektoniske, historiske, arkæologiske osv. Det er åbenbart en sammensværgelse, som spænder vidt. Og da rådet har et rotationsprincip, så medlemmerne udpeges for en bestemt periode, må det være en konspiration, som man fødes ind i på tværs af generationer.

Det pudsige er, at Grøndahl er tæt – men ikke tæt nok – på at indlede en interessant debat om, hvad vi freder for eftertiden. Det emne skal nu undersøges i et forskningsprojekt på Arkitektskolen Aarhus. For der er åbenlyse skævheder. Ud af ca. 700 danske herregårde er ca. 330 fredet – det er næsten halvdelen af bestanden.

Hvis vi omvendt ser på den "charmerende" bygningsmasse, som Grøndahl løsriver fuldstændigt fra sin sociale kontekst af armod og slum, nemlig brokvarterernes arbejderboliger, er der kun fredet enkelte huse, bl.a. Tove Ditlevsens barndomshjem, som altså må være blevet fredet af de selvsamme fanatiske modernister.

Den bygningsmasse, som hovedparten af befolkningen levede i eller frekventerede, er absurd underrepræsenteret, og det bør være et mere interessant emne for debat.

For nylig udkom en monografi om det modernistiske arkitektpar Eva og Nils Koppel, som gjorde karriere i en velfærdsstat under opbygning, og som i sjælden grad formede de rammer, som vi stifter bekendtskab med fra vugge til grav.

Alligevel er ingen af deres talrige institutionsbyggerier blevet fredet endnu. Logen af modernistiske medløbere må have svigtet fælt her, hvis vi skal følge Grøndahls logik. Men der findes ingen "fredninger i utide", som Grøndahl hævder; tværtimod kræver samfundsforandringerne et højere tempo i fredningerne. Derom vidner alle de tiloversblevne bygninger fra postvæsen, domstole, politi og statsbaner.

Hvis der findes en ideologisk sammensværgelse, er den mere drevet af profit. Man kan som bekendt anke Bygningssynets fredningsbeslutninger til kulturministeren – hvilket er en stor fejltagelse i lovgivningen og et svigt af armslængdeprincippet.

Hvis en bygning står over for fredning, kan dens ejer gribe knoglen og klage sin nød til kulturministeren, og det er sket en del gange. Faktisk har alle ministre for området siden 2000 omgjort de afgørelser om nyfredning, som var truffet af Bygningssynet, hvis ejeren ankede sagen, og hvis der var tale om bygninger ejet af private eller offentlige selskaber.

Se mere: Verden vil grine ad os, hvis vi ikke redder vikingeskibene

DSB skiller sig ud ved hele to gange at have forpurret en fredning. Så bare rolig, Grøndahl, i Danmark er et benspænd for en fredningssag blot et telefonopkald væk. Ingen grund til bekymring.

Når Grøndahl ikke finder, at modernismens ypperste værker skal fredes, betyder det næppe, at han er mere forelsket i Gellerupparken end i Brøndby Strand. Altså mener han nok, at modernismen som fænomen helt skal forsvinde fra historien.

Ironisk nok gentager han dermed lige præcis den tankefigur, som besjælede modernismens mest radikale avantgarder – for eksempel futuristerne, som længtes efter "at tilintetgøre museerne, bibliotekerne, akademierne".

Modernismen var besat af at "glemme fortiden og kun se fremad", skriver han, men udsagnet ender som en boomerang. "Grib hakker og økser og hamre og læg dem øde", skrev Filippo Marinetti om museerne, og måske vil Grøndahl føre hammeren?

Ifølge Grøndahl evnede modernisterne ikke "transformationen fra provokation til konvention", og han fremhæver "den overleverede tradition". Men der er masser af tradition indarbejdet i museet ved Roskilde Fjord – det demonstrerer for eksempel Søren Vadstrups nylige kronik om museumsbygningen.

Livet i moderniteten byder ikke kun på "ånd, oplevelse, fest", og det bør arkitekturen afspejle. Men Grøndahl foretrækker at rulle gardinerne ned og gentage en fortrængningskultur, som alle dage har været fristende.

Forfatteren kan således slå følge med den forlorne og dekadente kultur i Wien omkring 1900, med Kinas plagiater af historiske monumenter i theme parks og med flokken af amerikanske borgmestre, som for tiden river modernismens værker ned for at opføre historiske pasticher i Colonial Style i stedet for.

Det er næppe vejen frem, for når eksporten af Danish Design aldrig har været større, hvorfor skulle vi dog skamme os over de bygningsmæssige rammer, som ofte blev skabt som selve konteksten for de berømmede modernistiske designikoner?