Replik: Kraka tæller forkert

Af Uzma Ahmed
Konsulent i Sameksistens

Kraka skriver i deres klumme den 27. februar 2017, at ghettoernes negative effekter overvurderes.

I klummen konstateres det, at man ikke kan frikende socialt udsatte områder for at have en negativ påvirkning på beboerne. Eksempelvis er det dokumenteret, at bosættelse i en ghetto kan forhøje risikoen for at begå kriminalitet og for at udvikle livsstilssygdomme.

Men, skriver Kraka, det er nødvendigt også at tage højde for en grad af selvselektion, som betyder, at ghettoers beboere ofte i forvejen er social udsatte, inden de tilflytter de socialt udsatte områder. Således kan den sociale udsathed ikke udelukkende tilskrives ghettoerne, og som resultat kan den heller ikke løses ved blot at flytte mennesker ud af ghettoerne.

Hvorfor er det så farligt at konstatere, at vores måde at gribe opgaven an på måske er med til, at de mennesker, der bor i områderne, bliver fastholdt i at have det dårligt?

Det pointeres desuden, at der er dokumenteret positive effekter ved gode ghettoer med ikke-vestlige indbyggere med høj beskæftigelsesgrad, uddannelsesniveau og indkomst.

Modsat den seneste version af danskhedsdebatten med afsæt i det vedtagne forslag V38 er det perspektiv Kraka opridser brugbart, fordi det kalder på samfundsmæssige løsninger der mindsker udsathed af mennesker og fjerner fokus på graden af hudfarve og oprindelse som målestok for størrelsen af de problemer, der kendetegner et særligt udsat boligområde.

Dog tænker jeg, at det er på tide at skrue endnu mere ned for kontrasten, så vi får flere nuancer med. Kraka sætter mennesker op mod områder. Men der er flere faktorer, som vi må tage højde for, hvis vi vil nå til bunds i socialt udsathed.

Særligt mener jeg, at vi må tage den etablerede indflydelse med i ligningen, som især Landsbyggefonden, Kommunerne og Boligforeningerne udgør med deres enorme antal af sociale initiativer i områderne. For gør vi ikke det, ender vi netop i den samme blindgyde, som vi har befundet os i de seneste ti år.

Når vi som samfund sender horder af projektledere og medarbejdere ind – som hjælpere og igangsættere af forandring – er det os som system, der stiller os i den position, hvor vi mener, at vi kan løse de udfordringer der er i socialt udsatte menneskers liv. Ellers ville vi ikke bruge penge på det, vel? Derfor må det også være vores succes eller mangel på samme, der skal måles på, når der ikke sker en positiv udvikling i de socialt udsatte boligområder. Hvis vi skal finde løsninger på socialt udsathed, må vi derfor både se på mennesker, områder og strukturer.

Hvorfor er det så farligt at konstatere, at vores måde at gribe opgaven an på måske er med til, at de mennesker, der bor i områderne, bliver fastholdt i at have det dårligt?

Kan det hænge samme med det faktum, at vi lader integrationsdebatten styre de sociale indsatser? At vi reelt løber efter fantomet ”integration”, der konstant ændrer sig efter de politiske forestillinger der er herskende? Et fænomen uden demokratisk tilkendegivelse af, hvornår vi er nået i mål. Ville det overhovedet være gangbart at bede fagpersoner arbejde ud fra de forudsætninger i et hvilket som helst andet område?

Et symptom på, at vi er helt fastlåste ses i formen på de forsvar, som sekretariaterne i områderne sender ud i desperation, hver gang ghettodebatten ruller. Her ser vi artikler i en lind strøm med billeder af cyklende og zumbadansende indvandrerkvinder eller unge brune mænd, som lovpriser, at de får vejledning i at søge job, som de skam vil søge. Artiklerne skal bevise, at de ansatte gør deres job, men skraber vi ind til benet, kan det så ikke kun tælles som et resultat, fordi vi taler ind i forestillingen om at disse mennesker gør det på trods af at, de har en anden kultur, religion og oprindelse?

Og har systemet først købt sig til anerkendelse for sit arbejde den vej rundt, er det en skrue uden ende, hvor præstationer er event- og underholdningsprægede, pakket ind i spektakulære nyrenoverede facader og gummibelagte legepladser, der falmer, når vi kigger væk igen. Tag blot en tur til Den Røde Plads på Nørrebro – og konstater det ved selvsyn.

Hvornår er det, vi i stedet bruger den mangeårige viden vi har fra ulandsarbejdet? Her er der fokus på udvikling gennem undervisning og organisering, der gør det muligt at trække sig ud af initiativerne, fordi samarbejdsparterne bliver sat i en ny rolle, hvor de selv kan overtage og videreføre arbejdet. Eller, i tilfælde af at det lyder en anelse for fjernt, hvordan kan det være, vi ikke anvender den danske højskoletradition som folkeoplysning og dannelse i de udsatte områder?

Når noget så historisk og driftsikkert ikke er åbenlyst, skyldes det så vores angst for at opdrage og stille krav i praksis? Det ville jo være ok, hvis de implicerede er oplyste, og det bliver gjort ud fra en reel forventningsafstemning om, hvad vi tillader i et demokrati? Tror vi ikke på, at det kan betale sig, at udsatte mennesker videreuddannes og motiveres til at ændre deres rolle fra at være modtagere af en serviceydelse til ligeværdige samarbejdspartnere i udviklingen af deres by?

Ønsker vi ikke, at de udsatte organiserer sig demokratisk og opnår modstandsstyrke overfor sekterisk indflydelse, fordi det kunne gøre os fra systemet arbejdsløse? Eller er vi bange for et hostile take-over?

Ud fra mit faglige ståsted ser jeg at:

1) Socialt udsathed er kendetegnet ved mennesker i krise og er dermed ikke en varig sindstilstand. Med reel inddragelse, gennemsigtighed og ikke-ordtung kommunikation kan vi genskabe identitet og handlekraft.  

2) Social forandring sker alene i en vekselvirkning mellem fagperson og mennesker i grupper, hvis fagpersonen er bevidst om sit syn på gruppen.

3) Forankring og langsigtet mønsterbrydning skal måles på, om lokale ressourcepersoner er uddannede nok og har opnået forhandlingsstyrke i så høj grad, at de kan overtage videreførelsen af projektet.

Eller sagt på en anden måde: løsningen på social udsathed findes i de socialt udsatte områder, og den er, at de socialt udsatte bliver klædt på til at forbedre deres livssituation. Ansvaret for at det sker, skal tages af dem, der bliver betalt for det. Dette ser jeg på baggrund af mine mange års erfaring med mennesker i krise på både praktisk og strategisk niveau.