Replik til Kraka: Hvordan er demokratiet blevet bedre?

Af Niels Erik Karkov
Journalist

Jens Hauch med flere fortæller på vegne af Fonden Kraka i Altinget den 21. november, at det måske ikke står helt så dårligt til med lokaldemokratiet, som man hidtil har troet.

De begrunder det med en analyse af stemmeprocenter og antallet af opstillede kandidater til kommunalvalget før og efter strukturreformen. De konkluderer på denne baggrund, at større kommuner ikke forringer demokratiet. Og får i skyndingen ikke fortalt, at statens kunstige åndedræt til de kommunalt eller regionalt opstillede partier i perioden er blevet stadig mere omfattende - vi er nu på 7,25 kroner om året til partikasserne for hver kommunal stemme og 4,50 for de regionale ditto.

Det er dog en pæn slat. Og alligevel har man ikke formået at gøre ret meget ved hverken stemmeprocenten eller antallet af opstillede kandidater i kommuner og regioner. Endda også til trods for, at medierne forud for kommunalvalget lavede effektløst powerplay for at kalde mange flere vælgere til urnerne.

Så en tænksom sjæl kunne jo godt få den overvejelse, at demokratiet målt på Krakas måde ikke blev værre efter strukturreformen, fordi vi slet ikke havde noget!

Niels Erik Karkov
Journalist

Men Krakas konklusion om, at større kommuner ikke forringer demokratiet, er en af dem med elastik i. For havde man da et godt demokrati før struktur-reformen?

Og under alle omstændigheder er det vel lidt fattigt at være tilfreds med, at en strukturreform ikke har gjort demokratiet ringere. Uagtet at der også var økonomiske og sikkert også mange andre gode grunde til at gennemføre strukturreformen, så burde den lysende stjerne over hele projektet vel egentlig være, at den ville forbedre demokratiet, forstået som borgernes aktive medleven i beslutningerne og deres støtte til eller deres barske bid i haserne på de folkevalgte?

Men hvad får vi mest demokrati af - at nogle få får mere akademikerhjælp eller, at beslutningerne spredes ud på nogle flere folkevalgte?

Niels Erik Karkov

Så en tænksom sjæl kunne jo godt få den overvejelse, at demokratiet målt på Krakas måde ikke blev værre efter strukturreformen, fordi vi slet ikke havde noget! Det gik fløjten allerede i 1970, hvor kommunalreformen reducerede antallet af kommuner fra 1.098 til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. Samtidig med begyndte det at gå tilbage med antallet af kommunalt folkevalgte. Før 1970 var der godt og vel 10.000. I 2013 blev der valgt 2.444 til kommunalbestyrelserne.

Så vil man gøre noget godt for borgernes aktive medleven i demokratiet, var det måske en god ide at udvide antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer, selv om man beholdt antallet af kommuner. Jo flere medlemmer, der er, desto mindre magtfuldkommenhed til den enkelte, og desto bedre muligheder for, at borgerne kan møde deres folkevalgte.

Dertil kommer, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne så ville have flere at fordele arbejdsbyrden på. Og det trænger de virkelig til, fremgik det for nyligt af en undersøgelse fra VIVE. I dag bruger de i gennemsnit 20 timer om ugen på kommunens forhold, for 50 år siden kun det halve. Pudsigt nok - men ikke helt tilfældigt valgt af mig - er vi netop tilbage i tiden, før verden gik af lave i 1970, dengang da der var 10.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Endnu mere pudsigt, så har jeg ikke set nogen komme på ovenstående brillante idé oven på VIVEs undersøgelse. Tværtimod har nogen ymtet noget om kvalificeret aflastning i form af bedre vederlag, bedre sekretær- og ekspertbistand til den enkelte folkevalgte og et mere large eftervederlag.

Det kan da godt være, at det faktisk er tiltrængt. Det skal jeg ikke kunne sige. Men hvad får vi mest demokrati af - at nogle få får mere akademikerhjælp eller at beslutningerne spredes ud på nogle flere folkevalgte? Heldigvis udelukker det ene ikke det andet. I teorien i hvert fald.