Retoriker: Lisbeth Knudsen gør sig skyldig i sin egen kritik af det dysfunktionelle demokrati

Indrømmet: Det er mig, der klikker på B.T.’s ”Det her kan stige voldsomt i pris”-overskrifter – og ærgrer mig gul og grøn bagefter. Det er mig, der hellere vil sludre med veninden over en stor café latte end bruge min lørdag formiddag på at fordybe mig i Weekendavisen. Det er mig, der køber ’Entreprenørstaten’ og alt for mange andre spændende bøger, som jeg aldrig nogensinde får taget mig sammen til at læse. Og det er mig, der vil have, at politikerne og embedsmændene skal gøre noget ved alle vores problemer – og det er nu, blev der sagt!

Ja, det er mig. Jeg har skabt det dysfunktionelle demokrati med politiske brandslukninger og manglende tålmodighed til langsigtede månelandingsprojekter, som Lisbeth Knudsens beskriver i sin kommentar ”Vi har et dysfunktionelt demokrati” 11. juni som svar på Altingets sommerserie-spørgsmål: ”Har vi et dysfunktionelt demokrati?”.

Her spørger hun retorisk hvem, der ”blinker først i det her game” mellem politikere, embedsmænd og medier, som er beskrevet af Sigge Winther Nielsen i bogen ’Entreprenørstaten’. Og selvom jeg hverken er politiker, embedsmand eller journalist, tillader jeg mig nu alligevel at deltage i gamet og blande mig i debatten – også selvom jeg ikke er blevet inviteret.

Vi borgere er udelukket fra debatten
I den beskrevne entreprenørstat, hvor det dysfunktionelle demokrati hersker, er der nemlig kun tre aktører: politikerne, embedsmændene og medierne. Som borger bliver jeg således ikke betragtet som en del af demokratiet – hverken i sin funktionelle eller dysfunktionelle form.

Ved at placere sig selv som tilskuer får Knudsen smøget sig udenom ansvaret for demokratiforestillingen og slår røven i sædet ved siden af os tilsyneladende uskyldige borgere.

Nadia L. Frydensbjerg
Borger og retoriker

Altinget skriver da også, at de i deres sommerserie giver ”ordet til embedsmænd, journalister og politikere” – og altså ikke borgere (hvilket jeg håber, de vil genoverveje).

Her kunne jeg så selvfølgelig bare læne mig tilbage og sige: Fint, det er de andre, der har ansvar for vores dysfunktionelle entreprenørstat – count me out – men det kan jeg bare ikke, for jeg er en del af vores demokrati på godt og ondt.

Jeg har været med til at skabe vores dysfunktionelle demokrati, og derfor bør jeg og mine medborgere også være en del af demokratiet, debatten og løsningen på problemerne.

Mangler borgere – trods gode intentioner om det modsatte
Netop det manglende borgerperspektiv er faktisk noget, som Knudsen selv bringer på banen og kritiserer i sin kommentar: ”Sigge Winther Nielsens diagnose mangler borgerne”. Derefter kommer hun med sit bud på en løsning i form af ”magtudredning”, ”borgerinddragelsesprocesser” og ”en folkestyrekommission”.

Men selvom intentionerne og løsningerne umiddelbart er gode, er det paradoksale dog bare, at Knudsen – sikkert utilsigtet – selv gør sig skyldig i sin egen kritik. Det bliver blandt andet synligt, når hun bruger følgende teatermetafor:

”Billedet er brugt før med en teaterscene, hvor vi alle sammen sidder og ser på et skuespil, der opføres. Virkeligheden foregår imidlertid i kulissen og på bagscenen. Det er her, tingene i virkeligheden aftales blandt forligspartier, og her embedsmændene skal sørge for implementeringen. Det er her, virkeligheden indfinder sig. Og mens det sker, sidder vælgerne og medierne og ser på næste forestilling.”

Det, som vi for alvor savner, er en mere åben demokratisk debat, hvor vi borgere oprigtigt bliver inddraget som aktive og ansvarlige aktører i demokratiet.

Nadia L. Frydensbjerg
Borger og retoriker

Her placerer Knudsen vælgerne (ikke borgerne) og medierne på de passive, popcorngnaskende tilskuerrækker – uden indflydelse på opførelsen eller kulisserne. Men hverken jeg, mine danske medborgere eller Knudsen selv er tilskuere til demokratiet – og vi må og skal aldrig betragte det sådan. Vi er alle en aktiv del af demokratiet, som hver især har et ansvar.

Men ved at placere sig selv som tilskuer får Knudsen smøget sig udenom ansvaret for demokratiforestillingen og slår røven i sædet ved siden af os tilsyneladende uskyldige borgere – der, som beskrevet før, uheldigvis ikke er så uskyldige som så. Jeg håber derfor, at Knudsen vil tage mig i hånden og gå op på den scene, som i Knudsens allegori synes helt tom, og tage hver vores del af ansvaret.

Hvis hun da overhovedet vil stå sammen med mig? For selvom Knudsen forsøger at sidestille sig selv som borger, er det bemærkelsesværdigt, at hun konsekvent bruger ord som ”borgerne” og ”medierne”, der netop viser, at hun i praksis distancerer sig selv fra begge kategorier. Men hvis ikke magtfuld og offentlig aktør som Knudsen skulle være en væsentlig repræsentant for medierne, hvem skulle så? Og hvis ikke Knudsen ser sig selv som en dansk medborger, hvad så?

Knudsen hopper direkte til løsningen
Efter en lang gengivelse af entreprenørproblemet med både politikere, embedsmænd og medier (stadig ingen borgere), der ”sidder fast”, hopper Knudsen hurtigt videre til et løsningsforslag – uden at spørge ind til årsagen bag problemerne.

I kommentaren stopper Knudsen ikke op og spørger, hvorfor der kæmpes ”mindre på partiprogrammer og planer”, ligesom hun heller ikke spørger, hvorfor ”der tænkes i medietid og eksponering mere end i gennemtænkte, langsigtede reformer og månelandingsprojekter”, og hvorfor ”der tænkes i hurtige løsninger og sound bites (…) dagens dagsorden, antal likes på de sociale medier og om bedste sendetid.” Det skyldes højst sandsynligt kommentarens korte format og ikke, at Knudsen ikke har gjort sig tanker om det. Men de tanker vil jeg gerne have frem i lyset.

Når man ikke åbent spørger ind til problemets årsag, får man heller ikke en brugbar og gennemsigtig løsning. Det nytter nemlig ikke blot at inddrage os borgere som løsning, når vi samtidig er medvirkende til problemet med det dysfunktionelle demokrati.

Knudsens kommentar slutter med en opfordring til debat om udvikling af demokratiet (”Den debat savner vi her i Danmark”), men den debat er vi – som den opmærksomme læser vil spotte – allerede i fuld gang med. Det, som vi for alvor savner, er en mere åben demokratisk debat, hvor vi borgere oprigtigt bliver inddraget som aktive og ansvarlige aktører i demokratiet – og færre drøftelser, kommissioner og formelle borgerinddragelser.

De første, spæde baby steps
Som jeg ser det herfra, kunne en mulig vej ud af den dysfunktionelle entreprenørstat være 1) tage ansvaret på os hver især, 2) inkludere os borgere aktivt i demokratiet – her har vi også selv et ansvar, 3) spørge ind til de bagvedliggende årsager til problemerne og 4) forsøge at behandle årsagerne.

Helt konkret starter jeg gerne med at forsøge at modstå fristelsen til at klikke på click bait-overskrifterne og i stedet abonnere på et dybdegående dagblad – og måske få læst ’Entreprenørstaten’ i stedet for bare at købe den og stille i min støvede bogreol. Der er mange flere og komplicerede steps involveret – og det kommer til at tage lang tid – men det er de første, spæde baby steps på vejen.