Debat

Kronik: Selvom regeringen er rød er klimapolitikken stadig kulsort

KRONIK: Et år efter det såkaldte "klimavalg" står det klart, at den største trussel mod den grønne omstilling nu ikke kommer fra rabiate klimaskeptikere, men fra klimanølende politikere med tom retorik og pyntegrøn politik, skriver Mathias Høj Kristensen.

Først og fremmest er det kendetegnende for klimanølerne, at de affejer reelle løsningsforslag, skriver Mathias Høj Kristensen.
Først og fremmest er det kendetegnende for klimanølerne, at de affejer reelle løsningsforslag, skriver Mathias Høj Kristensen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mathias Høj Kristensen
Cand.mag. i retorik og tidligere chefrådgiver i Alternativet 

Med undtagelse af Bjørn Lomborg, Pernille Vermund og et enkelt vildskud fra Dronning Margrethe, er det så småt lykkedes klimavidenskaben at fordrive de værste klimaskeptikere fra den offentlige debat. 

Det betyder dog ingenlunde, at Danmark nu har fået en progressiv klimapolitik, som er i nærheden af videnskabens anbefalinger eller svarer på de monumentale udfordringer, som følger af global opvarmning.

På trods af et historisk klimavalg lever den tidligere VLAK-regerings uambitiøse og bagstræberiske tilgang fortsat i bedste velgående. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det blev med al tydelighed manifesteret, da klimaministeren for nylig lancerede regeringens længeventede klimaudspil, der blot vil reducere Danmarks CO2-udledning med to millioner tons frem mod 20301 – to millioner tons på ti år, hvilket oversat til almindeligt dansk er alt for lidt og mindre end det, som cementmastodonten Aalborg Portland udleder alene på et år.

Klimanølerne er den nye trussel
Udspillet udstiller desværre, at sidste års valgresultat ikke har ændret på, at der fortsat er langt fra ord til handling i klimapolitikken. Selvom regeringsfarven er skiftet fra blå til rød, er svarene stadig kulsorte: nej, til højere CO2-afgifter, ja, til fortsat oliejagt i Nordsøen. 

En variant af greenwashing er nu opstået, hvor partier og brancheorganisationer bruger klimadagsordenen til at camouflerer andre mærkesager i grønt gavepapir.

Mathias Høj Kristensen
Cand.mag. retorik og tidligere chefrådgiver i Alternativet

Så meget for parolerne om at gøre Danmark til et grønt foregangsland. Jo, klimaloven fortjener da ros, men uden supplerende tiltag og investeringer betyder den ingenting. 

Problemet er, at de grønne gloser alt for sjældent omsættes til seriøs handling, maksimalt til lidt pyntegrøn politik. 

Derfor står vi et sted i historien, hvor den største trussel mod den grønne omstilling ikke længere kommer fra klimaskeptikere som Lomborg og Vermund, men fra klimanølende politikere i grønne slips med hjælp fra industriens ledere og lobbyister.

Ulve i fåreklæder
Modsat klimaskeptikerne anerkender klimanølerne de menneskeskabte klimaforandringers eksistens, og de foregiver tilmed at arbejde for klimaets bedste. I virkeligheden er de dog snarere ulve i grønne fåreklæder, der modarbejder alle reelle klimatiltag og forhaler den grønne omstilling, alt imens klimauret tikker. 

Desuden er det karakteristisk for dem, at de ofte anvender nogle simple, men særdeles effektive, retoriske virkemidler, som er langt sværere at gennemskue end de klassiske ad hominem-argumenter, der typisk bruges til at afspore diskussionen af politikere som Pia Kjærsgaard, for eksempel ved at latterliggøre folk som "klimatosser" eller omtale Grethe Thunberg som en "pige med en alvorlig diagnose".

Først og fremmest er det kendetegnende for klimanølerne, at de affejer reelle løsningsforslag, det vil sige forslag, der faktisk kan gøre en mærkbar forskel, som urealistiske. Det gav Dan Jørgensen et skoleeksempel på, da han afviste Tænketanken Kraka og Klimarådets forslag om at indføre en ny CO2-afgift som "fantasiforladt", "en skrivebordsøvelse" og en "Georg Gearløs-model" – til trods for, at forslaget vil levere langt flere CO2-reduktioner end regeringens egne forslag, og til trods for, at forslaget har bred opbakning fra både forskere, eksperter, grønne NGO’er og partier fra centrumvenstre.

Vildledende retorik
For det andet benytter klimanølerne vildledende betegnelser og framing til at nedtone effekterne af CO2-tunge aktiviteter i Danmark. Martin Næsby fra Olie og Gas er flittig til at omtale dansk olie som særlig "klimavenlig" og hævder, at det er "bedst for klimaet, at vi producerer olien og gassen selv". 

At omtale olie som klimavenlig og argumentere for, at olieudvinding i Nordsøen ligefrem gavner klimaet strider naturligvis med al logik og videnskab, heriblandt anbefalingerne fra FN’s Klimapanel.

Ikke desto mindre er Næsbys framing hurtigt blevet en del af klimanølernes retoriske værktøjskasse. 

For eksempel mener Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, at det er "bedst for klimaet at fortsætte oliejagt i Nordsøen," fordi Danmarks produktion er særlig klimavenlig, da "vi står for den grønne produktion på området".

For det tredje er klimanølerne enormt glade for greenwashing. Her pustes effekten af egne indsatser og pseudotiltag gerne voldsomt op, som da den tidligere VLAK-regering præsenterede et stort klimaudspil, hvor CO2-reduktionerne primært kom fra skrivebordsøvelser og annullerede CO2-kvoter.

Eksperternes dom var forståelig nok hård, men greenwashing er efterhånden blevet en del af klimadebatten. Det samme er tendensen til, at partier og brancheorganisationer forsøger at udnytte klimadagsordenen til at camouflerer andre mærkesager i grønt indpakningspapir. For eksempel indeholder Dansk Industris grønne udspil fra 2019 forslag om at afskaffe topskatten, selvom det grundlæggende ikke har noget med klimapolitik at gøre.”

Advarsel mod enegang er kendetegnende
For det fjerde anvender klimanølerne ofte en bomstatisk og storladen retorik om egne indsatser og fortræffeligheder for at skabe indtryk af handlekraft og grønt lederskab. De svulstige ytringer følges dog sjældent op af tilsvarende handling. 

Tænk bare på, hvordan regeringen har pralet med, at Danmark har den mest ambitiøse klimalov- og politik i verden, selvom det vist nok er Skotland, og sammenhold udtalelserne med det konkrete indhold i det seneste klimaudspil. Misforholdet mellem retorik og politik er enormt. Sidst men ikke mindst kendetegner advarsler mod dansk enegang i den grad klimanølerne. 

Her fremføres det, at ambitiøse klimatiltag vil være skønne spildte kræfter, fordi Danmark er et lille land i en stor verden. Adskillige partier og politiker benytter dette greb, og det samme gør en lang række erhvervsledere.

Det gælder for eksempel Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand, Lars Rebien Sørensen, der 28. maj gæstede Debatten på DR2 og angreb Enhedslisten for at føre en for ambitiøs klimapolitik:

"Det betyder faktisk ingenting, at vi (Danmark, red.) prioriterer den grønne omstilling (…) det er ligegyldigt, hvad vi gør i den grønne omstilling. Vi er nødt til at sænke ambitionsniveauet.". 

Vi rykker resten af verden
Han undlod behændigt at nævne, at dansk enegang inden for forskning, vindkraft og grundvandsbeskyttelse har rykket resten af verden, styrket den grønne omstilling og øget efterspørgslen på danske løsninger i udlandet. 

Ligesom han i øvrigt så bort fra, at Danmark målt per indbygger er et af de lande i verden, der udleder mest CO2 og belaster kloden mest gennem vores forbrug.

Det er bestemt opløftende, at historisk mange danskere i dag bakker op om en seriøs klimapolitik. Det er dog tilsvarende bekymrende, at opbakningen hidtil ikke har manifesteret sig i den førte politik. 

Regeringens pyntegrønne klimaudspil bør derfor ses som et wakeup call og en advarsel om, at den største trussel mod den grønne omstilling ikke længere kommer fra de traditionelle klimaskeptikere, men fra klimanølende politikere samt industriens ledere og lobbyister. 

Hvorfor? Fordi de foregiver at arbejde i klimaets interesse og råber højt om grønt lederskab, alt imens de sylter grønne forhandlinger, sniger andre mærkesager ind af bagdøren og afviser reelle løsningsforslag.

Læs også

Noget er ikke nok
Klimanølerne vil kun gøre noget, men ikke nok. Det svarer lidt til at tro, at man bliver rask af at tage en tiendedel af en penicillinkur. 

Og heri lurer katastrofen, heri består den strid, der kommer til at afgøre, hvilken verden vi overdrager til vores børn og børnebørn.

Foretages de nødvendige investeringer nu eller sendes regningen videre til næste generation? Bliver der tale om reel klimahandling eller bare pyntegrøn politik og tom retorik? Det vil tiden vise. Uret tikker, krisen vokser. Tik, tak. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mathias Høj Kristensen

Sekretariatskoordinator, Alliancen for Uddannelse i Kriser, retoriker
cand.mag. i retorik (Aarhus Uni. 2014)

0:000:00