Politikere udvikler retspolitiske tiltag på stribe mod bedre vidende

Her er der desværre langt vej igen. Og de senere år er vejen blot blevet længere. Det er dog ikke fordi, politikerne har ligget på den lade side. Som om det konstant var jul, har politikerne fra begge fløje givet os et utal af bandepakker, ghettopakker og trygheds- og sikkerhedspakker, alle sammen rettet mod at forebygge og straffe kriminalitet samt øge trygheden i samfundet.

Hertil kommer en stribe andre tiltag, såsom samtykkeloven, andre nye adfærdskriminaliseringer, diverse strafferammeforøgelser og etableringen et ungdomskriminalitetsnævn. Listen er lang. Rigtig lang. Men på trods af, at man må rose politikerne for at være proaktive, er der en bekymrende rød tråd, som (for)følger alle disse retspolitiske tiltag: Nærmest hver og en af dem er udviklet og besluttet uden nogen form for forskningsbelæg. Man har mere eller mindre velvidende fægtet i blinde.

På vegne af danske kriminologer og den danske befolkning vil jeg gerne ønske mig en mere vidensbaseret retspolitik.

David Sausdal
Ph.d. i kriminologi og lektor, Lunds Universitet

Det mest bedrøvelige eksempel på dette, er de mange straffeskærpninger, som danske justitsministre har præsenteret, velvidende om, at deres eget departement har indtil flere rapporter, der dokumenterer, at strafskærpelser har ingen eller ringe effekt på kriminaliteten. De taler altså ikke blot mod bedre vidende men mod deres egen viden. Det er trist. Lige så trist og uforståeligt er det, at politikerne så alligevel gennemfører diverse retspolitiske tiltag som så aldrig evalueres.

Bandepakkerne har for eksempel kostet kassen og ledt til flere fængslede og forråede miljøer både indenfor og udenfor fængslets murer. Alligevel har man ikke gjort sig den ulejlighed at undersøge, om tiltagende faktisk virker. Det går man ud fra. Det siger mavefornemmelsen. Og danske politikere og også politiet har længe insisteret på, at mange af de gennemførte skærpelser på området er store succeser. Sandheden er dog, at de ikke ved det. De har ikke belæg for at sige det. Og den forskning som faktisk findes, understøtter i ringe grad deres udsagn.

Så kære kommende regering: på vegne af danske kriminologer og den danske befolkning vil jeg gerne ønske mig en mere vidensbaseret retspolitik. Det må være i alles interesse. Deres findes hyldemeter med gennemtestede erfaringer og videnskab, der peger på, hvad der virker – eller i hvert fald, hvad der virker bedre. De kriminelle kan gøres mindre kriminelle. Ofrene kan blive færre. Hr. og fru Danmark kan føles sig mere trygge. Og vi kan bruge vores sparsomme ressourcer bedst muligt.

I det allermindste er der i hvert fald plads til forbedring. Man skal ikke have fulgt meget for at forstå, at den nuværende følelsesbaserede politik har ødelæggende konsekvenser – og ikke bare for lovovertræderen. Dansk politi er i knæ. Det samme er domstolene, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen. I en tid hvor kriminalitetsraten aldrig har været lavere, og hvor trygheden er høj, er de mest centrale danske retsinstitutioner ved at gå op i limningen.

Selvom deres kerneprodukt (= de kriminelle) er blevet reduceret, har de sværere og sværere ved at få enderne til at mødes. Der tales om alvorlige ressourcebrister, store forsinkelser, sygemeldinger og et stærkt forværret arbejdsmiljø. Og her peger pilen mest af alt i en retning; mod Christiansborg. At danske retspraktikere har så svært ved at levere et ordentligt stykke arbejde har i høj grad at gøre med de utallige og alt for tit ikke-underbyggede retspolitiske tiltag og bud, der de seneste år 10-20 år har strømmet ud fra Slotsholmen. Vi må vende strømmen.

Det er beskæmmeligt, at et politisk område, der har så alvorlige og ofte store fysiske og psyki-ske konsekvenser for danskerne ikke tages seriøst. Politikerne påstår rigtig nok, at de tager det seriøst, når der holdes båltaler om bander med mere. Men den skinbarlige sandhed er, at disse taler ofte består mere af patos end logos.

Man må selvfølgelig gerne bruge sin snusfornuft. Og retspolitik er også følelser. Men der er masser af tilgængelig viden derude, der kan hjælpe os til at ramme plet i stedet for bare ramme hårdt.

David Sausdal
Ph.d. i kriminologi og lektor, Lunds Universitet

Vi bør derfor spørge os selv, om vi ville acceptere samme niveau af føleri og uvidenhed, hvis der var tale om politiske forslag på sundheds- eller uddannelsesområdet? Det ville vi nok ikke. Desværre indtager dansk retspolitik noget nær en førsteplads, når det kommer til politik baseret på fornemmelser fremfor fakta.

Lige nu venter vi på, hvem der kommer til at sidde i regering. Et spørgsmål, der presser sig på, er hvem der bliver den nye justitsminister og hvilken form for politik, der skal føres. Lige meget hvem det bliver, krydser jeg fingre for, at der vil være en større lyst til at invitere den kriminologiske viden indenfor. Det er der brug for. Det er nemlig ikke nok blot at stikke en finger i vejret eller, for den sags skyld, at spørge politiet om, hvad de mener. Sådan har det været indtil nu. Men det kan ikke forsætte.

For tiden taler dansk politi om nødvendigheden ved at være mindre dikteret af diverse politiske dagsordenerne og detailstyring. De vil gerne ”sætte politifagligheden løs”. Jeg er enig. Vi skal i langt højere grad have sat fagligheden i spil. Problemet er dog, at hverken politiet eller kriminalforsorgen er specielt fagligt tunge miljøer. Med det siger jeg ikke, at medarbejderne ikke er dygtige. Problemet er, at man fra politisk side de seneste år har forringet politiet og kriminalforsorgens faglige formåen.

Politiets uddannelse er blevet forkortet. Og både politiet og kriminalforsorgen har fyret akademikere og forskere, der besad den nødvendige viden eller evnen til at skaffe den. Begge dele skete ved politisk initiativ. Og begge dele ud fra en kalkule om, at der ikke rigtig er brug for kundskab, når vi taler kriminalitet og straf. Intet kunne dog være længere fra sandheden. Man må selvfølgelig gerne bruge sin snusfornuft. Og retspolitik er også følelser. Men der er masser af tilgængelig viden derude, der kan hjælpe os til at ramme plet i stedet for bare ramme hårdt. Spørgsmålet er bare, om vi har i sinde at bruge den.