Rohde: Regeringens og DF’s bekymring over Tyrkiet er falsk indignation

DEBAT: Statsministeren og DF tøver ikke med at udtrykke bekymring over folkeafstemningen i Tyrkiet og dennes demokratiske konsekvenser, skriver Jens Rohde (RV). Men det er dobbeltmoralsk, når politikerne ikke påtaler samme udvikling i Polen og Ungarn. 

Af Jens Rohde (RV)
Medlem af Europa-Parlamentet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte efter søndagens folkeafstemning i Tyrkiet bekymring over resultatet, som markant øger den tyrkiske præsidents magtbeføjelser og reelt erstatter den tyrkiske parlamentarisme med en slags autokrati. Præsidenten får stor magt over parlament og dommerstand og dermed også over alle institutioner i landet.

Jeg deler så absolut statsministerens bekymring på tyrkernes vegne, men kan ikke sige mig fri for den tanke, at statsministeren måske også er lettet. Havde Erdogan tabt, ville han ifølge velinformerede kilder i Tyrkiet have givet Europa skylden og truet med at åbne sin grænse og sende 3 millioner syriske flygtninge mod Europa. Den slags plejer at få helt andre bekymringstoner op i statsministeren. Nu kunne han heldigvis nøjes med en lille melodi af undren og bekymring udtrykt på Twitter – og lidt har naturligvis også ret.

Der melder sig imidlertid et helt centralt spørgsmål i den af statsministeren udtrykte bekymring.

Hvad med Polen og Ungarn?
I mine efterhånden mange år i europæisk politik har jeg ikke hørt Lars Løkke udtrykke samme bekymring for samme udvikling i Viktor Orbans Ungarn eller i Andrzej Dudas og Jaroslaws Kaczynskis Polen.

Hvis man er bekymret for Tyrkiet, hvad skal man så være for de to lande, hvor tyrkiske Erdogan reelt har planket sine forfatningspåfund fra?

Ungarn og Polen er trods alt medlemmer af det europæiske fællesskab og må således i højere grad forventes at ville leve op til EU-traktatens artikel to omhandlende vigtige værdier som demokrati og retsstatsprincipper.

Den eneste reelle forskel på Polen og Ungarn og det, som nu indføres i Tyrkiet, er, at Erdogan har gennemført sit autokrati ved en folkeafstemning. En tvivlsom en af slagsen, men dog en afstemning. At give sig selv magt over dommere, ministre og parlamentariske forsamlinger, at lukke medier og kulturinstitutioner, som modsiger det herskende parti og den siddende regeringsleder, er længst gennemførte initiativer i lande inden for EU’s egen medlemskreds.

DF hylder udemokratiske ledere
I Dansk Folkeparti hylder man ligefrem de polske og ungarske regeringslederes demokratiske ret til at afskaffe forfatning og demokrati, mens man tordner mod Tyrkiets ditto.

Søren Espersen gik endda så langt som til på TV2 News at erklære, at flertallet af dansktyrkere går ind for en islamisk stat trods det faktum, at kun lidt over 20 procent af alle herboende stemmeberettigede tyrkere rent faktisk stemte ja til Erdogans autokrati. De fleste blev hjemme, da man kun kunne aflevere sin stemme på den tyrkiske ambassade, nogle boykottede decideret valget. Kun en tredjedel stemte, og af dem var der så 60 procent, som satte kryds ved et ja til ny forfatning.

Enhver bør kunne se, at argumentationen ikke hænger sammen, men foreløbig sætter ingen journalister spørgsmålstegn ved DF’ernes indignation eller brug af tal. Og heller ikke ved statsministerens lettere udtrykte bekymring for Tyrkiet.

Europæiske regeringer er dobbeltmoralske
Den danske statsminister mødes løbende med sine kolleger fra Ungarn og Polen. Jeg har endnu ikke hørt statsministeren kritisere, påtale eller udtrykke bekymring over for de to lande. Hverken i Danmark eller på møder i Bruxelles.

Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen har henholdsvis påtalt, debatteret med og anlagt sager mod Polen og Ungarn for en lang række forhold, som bryder med betingelserne for fuldt og helt at kunne deltage i EU, men i Rådet er der lige så larmende tavshed, som når det kommer til at standse det europæiske rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg.

Der er åbenbart ingen, som skal have klinket noget blandt medlemslandenes regeringschefer, selvom kun Rådet er i stand til at udløse sanktioner for brud mod EU-traktatens artikel to. Den danske statsminister går tilmed i udlændingepolitikken direkte i seng med de to regeringstrusler mod demokrati og retsstat i EU og roser Orban for dennes regeringsførelse.

Den tyrkiske folkeafstemning har lært os, at der i den danske regerings optik er grund til langt større bekymring over angreb på demokratiets væsentlige elementer, når det sker i et land uden for EU, end når det sker inden for egen familie.

Det er det, som man visse steder kalder dobbelte standarder. Eller som en Venstrepolitiker engang kaldte den form for udenrigspolitik: En falsk melodi.

Forrige artikel Lidegaard: Tørnæs pynter sig med lånte fjer i kamp for kvinders rettigheder Lidegaard: Tørnæs pynter sig med lånte fjer i kamp for kvinders rettigheder Næste artikel Mai Mercado: Derfor har vi brug for konservativ socialpolitik Mai Mercado: Derfor har vi brug for konservativ socialpolitik