Rune Engelbreth: Sommerfugle på nåle

Jeg accepterer, at det mange steder i verden formentlig er en nødvendighed at tillade trofæjagt på løver og andre store dyr i særlige reservater, fordi det dér kan ske under ordnede forhold i stedet for som proportionsløs illegal jagt, og fordi det faktisk tilvejebringer vigtige midler til at bevare og beskytte vilde naturreservater med truede arter.

Pragmatiske løsninger og kompromisser kan være uskønne, men er ofte uundgåelige.

Men grundlæggende bryder jeg mig ikke om, at dyr slås ihjel, hvis endemålet primært er den personlige fornøjelse ved at have et trofæ på væggen eller døde dyr bag glas i sit hjem. Den slags giver mening på museer og i forskningen, der kan lære af dem og lære fra sig under transparente, offentlige og veletablerede videnskabelige rammer, så vi forstår naturen bedre. Men ikke som hobby.

Alligevel bliver der stadig dræbt og nålet truede dagsommerfugle af danske samlere. For nylig blev to danskere for eksempel idømt bøder og fik konfiskeret enorme samlinger med tusindvis af døde sommerfugle, blandt andet den europæisk fredede apollo-sommerfugl, som de havde fanget adskillige eksemplarer af i en række forskellige lande, slået ihjel og sat på nåle til private samlinger gennem en lang årrække.

De hævdede, at de ikke anede, at dyrene var fredede, selv om deres aktive deltagelse i sommerfuglemiljøets kerne af nørder selvfølgelig betyder, at dette er komplet usandsynligt.

Den dag i dag forklarer og forsvarer nogle stadig privatsamlinger på tusindvis af nålede sommerfugle med, at samlingerne er vigtige for forskningen. Det var den slags også engang, men der er ikke behov for dem længere.

Af princip bør det ikke være lovligt at dræbe dyr af privatæstetiske grunde.

Rune Engelbreth Larsen

For få år siden faldt jeg over et interview med en dansk sommerfuglesamler, der berettede om sin eufori ved at fange sommerfugle, slå dem ihjel og sætte de døde dyr på nåle til sin store private samling. Og selv om jeg bestemt tvivler på, at følgende indstilling er repræsentativ for samlere, er den i det mindste uden bortforklaringer:

»Noget af det fineste, jeg har oplevet, var første gang jeg fandt en moseperlemorsommerfugl. Det skete under de helt rigtige betingelser: flot sol, ingen vind, en duft af tranebær, og sommerfugle der fløj rundt om benene på mig. Og dem, jeg fik med hjem, var perfekte! Jeg kan huske, første gang jeg oplevede den følelse – jeg blev helt høj og lykkelig indeni. Det var sgu fedt! Det er dét, der er drivkraften. Lykkefølelsen over, når de forskellige faktorer pludselig spiller sammen. Det er simpelthen vidunderligt. Jeg tror, man bliver sund, både mentalt og fysisk, af at have sådan nogle oplevelser. Når det gør det, bliver jeg helt høj. Jeg kan komme hjem til min kone med en lille grå ting i et glas og være helt høj! Men for min kone er det bare en lille grå ting i et glas, haha!« (DR.dk, 31.10.2014)

Jeg kender udmærket euforien ved at opleve sommerfugle flyve omkring og fortabe sig i nuet og den oplevelse, disse smukke væsner kan bibringe – men det er unægtelig mere bizart, at det partout skal ende med døde sommerfugle i glasskuffer. Og det er dét, der bliver omdrejningspunktet i kontroversen, når den pågældende amatør-entomolog fortsætter:

»Jeg samler, fordi jeg godt kan lide at samle, og fordi jeg synes, det er smukt. Simpelthen! Det er smukt at samle, og jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg skaber en verden, hvor jeg er glad.«

Personligt synes jeg, at det er udtryk for en afstumpet fornøjelse.

Jeg anerkender, at lidenskaber er forskellige, men for mig er det nu engang tusind gange smukkere at opleve dagsommerfugle flakse omkring i live i de sekunder eller minutter, oplevelsen varer, indtil de er ude af synsvidde, end det er at fange og opmagasinere døde dyr.

Der findes insekter, som ikke kan artsbestemmes uden en nærmere analyse af det døde dyr, men den slags bør overlades til forskere – og skulle de professionelle endelig få brug for lidt hjælp fra dygtige hobbynørder i civilsamfundet, er det på ingen måde umuligt at inddrage vidende amatører i den forbindelse.

Igen: Det behøver bare på ingen måde at indebære komplette samlinger af tusindvis af døde dyr i private kældere, fordi man lige skal have adskillige eksemplarer af alle 60-65 danske (eller samtlige 470-480 europæiske) dagsommerfuglearter.

Forskere fra Aarhus Universitet har i august 2019 konkluderet i et notat til Miljøstyrelsen, at et forbud imod indsamling i nogle tilfælde »potentielt kan bidrage til at redde arter fra at blive mere truede eller helt forsvinde fra Danmark«, og Verdensnaturfonden WWF har af samme grund argumenteret herfor, blandt andet bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Regeringen og en række andre partier har derfor foreslået at forbyde indsamling af lidt over halvdelen af de danske dagsommerfugle (netop dagsommerfuglearterne på den såkaldte rødliste, der er en forskningsbaseret vurdering).

Som de nævnte forskere dog også klart har understreget, redder et sådant forbud slet ikke dagsommerfuglearter herhjemme fra den omsiggribende uddøen, der desværre ruller med rystende hastighed ud over mange danske levesteder i disse år.

Det har miljøminister Lea Wermelin heller ikke lagt skjul på, hvilket er et godt og opløftende eksempel på rene linjer i politisk kommunikation.

Det har imidlertid fået nogle til at brokke sig over, at det er ren ’symbolpolitik’, fordi hvad betyder det dog at nåle få tusind dagsommerfugle, når der er millionvis af almindelige sommerfugle hvert år?

Jeg mener, at det er for let at stille det op på denne måde. Af princip bør det ikke være lovligt at dræbe dyr af privatæstetiske grunde. Det er disrespekt for liv, slet og ret. Og det er grund nok, punktum.

Jamen der er så mange former for disrespekt, der er værre, ikke sandt?

Jo, desværre, men nu er der én mindre.

Det ville for eksempel næppe heller true odderens eller havørnens udbredelse, hvis nogle få dyr blev dræbt årligt alene med det formål at sømme dem op på væggen hos private odder- og havørnesamlere, der måtte finde det særligt æstetisk at forestå denne proces. Men derfor skal vi vel ikke bifalde noget sådant?

Af samme grund skal det foreslåede indsamlingsforbud heller ikke ses som et ’symbolpolitisk naturpolitisk tiltag’, blot fordi det ikke gør nævneværdig forskel for dagsommerfuglenes vilkår som sådan, men derimod som et ganske reelt politisk tiltag imod en udtalt disrespekt for liv – også selv om det snarere gælder tusinder af individer end hele arter.

Hvis vi skal standse tabet af dagsommerfugle, skal vi sikre deres levesteder, og det kræver en langt mere ambitiøs naturindsats end et forbud, der kun begrænser et ukendt, men beskedent antal ego-æstetikeres hobby.

Regeringen har således netop forøget arealet med urørt skov, lovet betydeligt mere og indskrevet en naturzone og store naturnationalparker med rene naturformål i regeringsgrundlaget – substantielle tiltag. På dét må deres naturpolitik vurderes, når forslagene bliver konkretiseret.

I mellemtiden har jeg det fint med et forbud imod at nåle rødlistede dagsommerfugle.

Hverken debatten eller lovgivningen skal selvfølgelig føre til nogen ’heksejagt’, men blot til en konstatering af, at det er slut med at nåle rødlistede dagsommerfugle for at forøge sin samling.

Det er heller ikke tilladt at indsamle fugleæg, selv om det har været en hobby tidligere, og selv om det ikke er den største trussel mod sjældne fugle – men der bør være grænser for disrespekten for liv.

Derfor må også sommerfuglehobbyen nu nøjes med at kigge på og fotografere de levende dyr og overlade eventuel indfangning til forsknings- og undervisningsøjemed.

Som allerede nævnt er der åbenlyst mange andre eksempler på en usympatisk omgang med dyrs liv og levned, som man også burde gøre op med politisk.

For eksempel er jeg enig med Dansk Ornitologisk Forening i, at man bør se nærmere på den forrige regerings tilladelse til jagt med rovfugle, som ifølge foreningen har forøget antallet af rovfuglearter i bur med 30 procent for udenlandske arter på blot to år.

Truer den danske rovfuglehobby arternes overlevelse? På ingen måde. Og er der ikke også andre og langt frygteligere forhold for millioner af produktionsdyr, som lever ekstremt kummerligt og aldrig ser solen, og burde vi ikke sætte markant ind dér? Afgjort.

Men vi ved jo også godt, at dét er et slagsmål af episke dimensioner imod kolossale økonomiske produktionsinteresser, som ikke slutter med det første.

Og betyder den kendsgerning, at fordi vi for eksempel ikke kan redde millioner af grise fra kummerlige kår her og nu, så kan vi heller ikke anerkende beskedne politiske tiltag, der retter sig imod meget mere marginale, men bizarre fornøjelser, som bunder i en privatæstetisk disrespekt for liv?

Ikke for mig at se.

Lad os ikke tale imod forbuddet, fordi det er for lidt, men for det, for at der bliver gjort mere.