Anmeldelse af 

Rune Lykkebergs nye bog er både fascinerende og frustrerende

ANMELDELSE: Rune Lykkeberg forsøger i sin nye bog "Vesten mod Vesten" at gentage den analyse, han har lavet af efterkrigstidens Danmark, nu på globalt plan. Analyserne er mange, mens modet til at blive konkret svigter, skriver Esben Schjørring. 

Ved at forbinde samfundsforskning, kulturvidenskab og politisk tænkning med originale analyser af film, tv og litteratur aflæser Rune Lykkeberg sin samtid og fremstiller dens konflikter i et nyt lys, skriver Esben Schjørring.
Ved at forbinde samfundsforskning, kulturvidenskab og politisk tænkning med originale analyser af film, tv og litteratur aflæser Rune Lykkeberg sin samtid og fremstiller dens konflikter i et nyt lys, skriver Esben Schjørring.Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin 
 
Den britiske filosof John Gray bemærkede engang om Tony Blair, at når han som premierminister henvendte sig til den britiske befolkning, var det, som om han altid var på nippet til at sige ”My fellow Americans”. 

Den fornemmelse sidder man også tilbage med efter endt læsning af Rune Lykkebergs nye – tredje – bog, Vesten mod Vesten. Bortset fra en enkelt sætning er den støvsuget for referencer til dansk politik, kultur og samfundsforhold. Til gengæld taler han til en offentlighed, hvor valget af Donald Trump til USA's præsident er en så epokegørende politisk begivenhed, at den overskrider vores forståelse af os selv og verden omkring os, og derfor kræver en forklaring. 

Hvem der er amerikansk præsident, er selvfølgelig altid betydningsfuldt, men Vesten mod Vesten virker indimellem som en dansk oversættelse af en bog, der egentlig er skrevet til et amerikansk og engelsk publikum. Symptomatisk nok erklærer Lykkeberg sig ikke som venstreorienteret, men på Bernie Sandersk manér som ”demokratisk socialist”.

Samfundsteori, filosofi, litteratur og popkulturelle referencer flyver om ørerne på læserne af Lykkebergs bog. Det er på den ene side fascinerende, men det højfrekvente tempo og de vilde tankespring skaber også en rodet bog.

Esben Schjørring
Redaktør, Altinget: magasin

Tavsheden om hans eget udgangspunkt er så meget desto mere påfaldende, fordi den bærende pointe og metoden i Vesten mod Vesten er en gentagelse af Lykkebergs første bog om efterkrigstidens Danmark, Kampen om sandhederne, nu ført op på globalt plan. 

Kampen om sandhederne viste han, hvordan efterkrigstidens projekt om velfærd og modernisering på den ene side havde skabt fremskridt og frigørelse, men på den anden havde skabt sine egne kulturradikale pædagogiske, intellektuelle og politiske eliter, der efterhånden mistede blik og respekt for det øvrige samfund. 

Og pointen var, at det borgerlige opgør i nullerne – kendt som værdikampen – var en legitim modreaktion på at blive talt og set ned på fra dem, der skulle frigøres. I stedet for at gå i moralsk panik kunne man via Lykkeberg lære at set det som et eksempel på, at det demokratiske krav om lighed kan vende sig mod dem, der påstår at kæmpe for den. 

Læs også

Vesten mod Vesten er de kulturradikale skiftet ud med den såkaldte liberale overklasse, og velfærdsstaten er skiftet ud med den pakke af kapitalisme, teknologi og uddannelse, der i efterkrigstiden formåede at få fremtid til at blive lig med fremskridt og legitimerede, at den politiske og smagsdefinerende magt lå hos liberale politikere og intellektuelle.  

Pointen er så, at fremskridtspakken siden 1970'erne er faldet mere og mere fra hinanden. Delene udvikler sig ganske vist stadig – væksten stiger, men er ulige fordelt, flere bliver uddannet, men afstanden til dem uden uddannelse driver et nyt skel ned gennem samfundet, og teknologien tager kvantespring, men bliver til monopoler, vi ikke er herre over. Fremskridtet er nu kun på den liberale elites side, der til gengæld fastholder sit greb om den politiske magt ved at maskere egne interesser (i frihandel, åbne grænser og den rette selvdisciplinering) som universelle værdier. 

Indtil nu, hvor det med Trump og Brexit er kommet til et endeligt opgør, ikke med demokratiet, måske heller ikke med dele af de liberale principper, men med elitens greb om magten.

Det er på den baggrund, at Lykkeberg ser Trump-valget ikke som en stor demokratisk krise, men omvendt som en velkommen bekræftelse af demokratiet. Ikke på grund af Trump selv, men alene på grund af det oprør, han fik manet frem, og som angiveligt skulle genåbne vores politiske horisont.  

”Men hans (Trumps, red.) sejr er ikke den sande fremkaldelse af folkets vilje til oprør mod eliten. Det er et af flere mulige udfald i en åben politisk situation i Vesten, som lige så vel kunne have gjort Hillary Clinton til præsident – eller måske endda Bernie Sanders,” skriver Lykkeberg. 

1.000 klummer i ét stræk 
Det er selvfølgelig en  mærkelig påstand. For hverken Hillary Clinton eller Bernie Sanders blev jo præsident, og alt imens har Trump opdyrket den i forvejen intense mistillid til institutionerne i USA og angrebet afgørende politiske normer. At fokusere på mulige virkeligheder og fremtidige scenarier for venstrefløjen virker ikke bare letsindigt, det  signalerer det altoverskyggende problem i Vesten mod Vesten; hver gang vi nærmer os den hårde, konkrete politiske virkelighed, viger Lykkeberg tilbage og tyer til lidt mere teori og endnu en analyse. 

Har man fulgt debatten om demokratiets tilstand og liberalismens krise de senere år, er der ikke meget nyt at hente på det punkt i Lykkebergs bog. Tænkere, forskere og journalister som føromtalte Gray, David Goodhart, Mark Lilla, Emmett Rensin, Patrick Deneen, Ivan Krastev og Ian Bremmer har alle afsøgt liberalismens historie, succes, indre selvmodsigelser og skyggesider – og på hver deres måde gjort det bedre.

Til gengæld flyver samfundsteori, filosofi, litteratur og popkulturelle referencer om ørerne på læserne af Lykkebergs bog. Det er på den ene side fascinerende, men det højfrekvente tempo og de vilde tankespring skaber også en rodet bog. 

Det er som at læse 1.000 klummer i ét stræk. Hver for sig er de aldrig uinteressante, men den indre sammenhæng og nødvendighed er uklar. Begreber som det postliberale samfund – der virkelig kan betyde meget forskelligt, men som Lykkeberg aldrig indholdsbestemmer – dukker alvorstungt og skæbnesvangert op i starten af bogen for så at forsvinde helt ud. Han fremskriver spørgsmål, han selv mener er altafgørende – men undlader at komme med egne bud. 

”Det er uden tvivl en af de største udfordringer for politik i det 21. århundrede at finde strategier og metoder til at omsætte protest til magtudøvelse,” skriver han. Man leder forgæves efter dem i hans bog.  

Store og små svar 
Det er selvfølgelig en selvstændig pointe, at forestillingen om den intellektuelle, der stiger ned fra bjerget med Det Store Svar, ikke bare er naiv, men antidemokratisk og farlig. Men ingen svar overhovedet? En eller anden idé til et par mindre politiske initiativer? Er det godt nok for over 460 sider fra en erklæret demokratisk socialist? 

Det gælder ikke mindst det emne, der om noget har kappet forbindelsen mellem centrum-venstre og vælgerne og lagt de europæiske socialdemokratier øde: indvandring og integration. Hos Lykkeberg er Vesten hyklerisk over for migranter og flygtninge, fordi vi ikke lever op til vores egne universelle idealer, men samtidig er indvandring et legitimt politisk emne. Men hvad er Lykkebergs eget svar på det problem? Vi får det ikke at vide. 

I det hele taget virker Lykkebergs begreb om politisk handling uafklaret og ambivalent. Protestbevægelserne de senere år fra Women’s March over De Gule Veste til Greta Thunbergs klimastrejke roses løbende. Men via den tyske historiker Walter Scheidels bog The Great Leveler kommer han frem til, at den fremtidspakke, vi havde i 30 gyldne år efter Anden Verdenskrig, i virkeligheden slet ikke var resultat af den førte politik, men af verdenskrigene og den mellemliggende økonomiske krise. Og at lighed historisk set kun er kommet i stand i kølvandet på krig, katastrofe og pandemisk sygdom. Det er et dilemma, Lykkeberg løser med en påstand uden argumenter: 

”Pointen her er ikke, at verdenshistorien bliver styret af faktorer, som vi ikke er herrer over, og at politik derfor er ligegyldigt (…). Pointen er, at vi skal gøre os klart, at det kræver en ekstraordinær og insisterende indsats at modvirke udviklingen af ulighed.”  

Okay. Men hvordan – med 4.000 års antropologisk historie som evidens imod os – skal det mon lykkes? Det er vel ret centralt, hvis man er venstreorienteret. Heller ingen svar.

Skuffelsen Barack Obama 
I stedet sætter Lykkeberg sin lid til, at ungdommen finder svar. Den kan være vis på, at han vil heppe på dem. Men kun så længe, de ikke skuffer, og her skal de vide, at når det kommer til skuffelse, er barren lavt sat. Obama løftede han engang op på Olympen, og der nikkes stadig behørigt over, at det lykkedes ham at lave Affordable Care Act, der efter alt at dømme kommer til at lægge grunden for en universel sundhedsforsikring i USA. Men, men: opgøret med Wall Street kom aldrig. 

Det handler igen om Lykkebergs ambivalente forhold til politisk magtudøvelse, som han – og det er en klassisk venstrefløjsposition – hellere kritiserer end engagerer sig i. Hvis man leder efter uplettede helte og renskurede frelsere, er politik altså det forkerte sted at lede. Politik er en tragisk affære, hvor storheden og det lurvede blander sig, og folk gør det rigtige af de forkerte grunde, eller roder deres lande ud i svare problemer med denne verdens bedste intentioner. 

Mange, selv de bedste, får intet gjort. For andre, nogle gange de værste, lykkes en enkelt stor samfundsforandrende ting. Politik er som at bore huller i et stenhårdt bræt, som Max Weber sagde.

Vi går rigtignok svære tider i møde, og uden håb er politik irrelevant. Men én ting er sikker: Ungdommen bliver voksen og kommer til at prioritere og vælge fra. Klima, migration, ulighed, velfærd eller vækst? Hvis målet er en løsning på det hele, bliver intet håndteret. Der er kun de større og mindre onders etik til rådighed, for vores værdier går ikke op i en højere enhed. Demokrati, national suverænitet eller globalisering; vi kan vælge to. Hvad vil den demokratiske socialist? Vi får det simpelthen ikke at vide.

Og ved ikke at turde de konkrete svar holder Lykkeberg sig på ansvarsfri afstand fra det ”vi”, der skal gøre noget i en skrøbelig verden, hvor summen af ondskab er konstant og kun kan holdes i ave med midlertidige værn. Og hvor der kun findes de beskidte hænders byrde. Det gør Vesten mod Vesten, så indsigtsfuld som den også kan være, til et frustrerende bekendtskab.

Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, 496 sider, Informations Forlag, 28. marts

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Lykkeberg

Ansvarshavende chefredaktør, Information
studier i filosofi, film og medievidenskab samt litteraturvidenskab på Københavns Universitet

0:000:00