Ryk os nu op i ligestillingens superliga igen, Mette Frederiksen

Når vi om ikke så længe bliver præsenteret for en ny regering, så håber jeg virkelig at se en mere lige kønsfordeling end den forrige, hvor kun seks ud af 20 var kvinder. Det er beskæmmende, at vi ikke i det mindste har kunnet mønstre en 40/60 fordeling i et land, hvor vi i årtier har gået og bildt hinanden ind, at vi har ligestilling, og hvor der stadig findes ronkedorer i Folketinget, der påstår det, selvom fakta og forskning og studier viser en helt anden virkelighed.

Udpeg kvinder til de allervigtigste poster under statsministeren – finans, udenrigs, justits eller skat. Hvorfor er det kun mænd nu?

Rikke Viemose

Jeg håber også, at Mette Frederiksen og hendes kommende regering kan se, det er på tide, vi generelt sætter ligestilling øverst på dagsordenen. Vi har brug for et selvstændigt ligestillingsministerium med en selvstændig hjemmeside. Ikke en "Ligestillingsafdeling under Ministeren for Fiskeri", under transportministeren, eller hvad man hidtil har gemt ligestilling ind under.

Og vær dog mere ambitiøs på kvindernes vegne. Udpeg kvinder til de allervigtigste poster under statsministeren – finans, udenrigs, justits eller skat. Hvorfor er det kun mænd nu?

Vi står midt i en velfærdskrise, der i høj grad handler om, at vi ikke har værdsat omsorgsarbejdet i lige så høj grad som de brancher, vi tidligere kaldte for mandefag. Derfor er hele brancher underbetalte i forhold til sammenlignelige brancher. Derfor føler mange sygeplejersker, pædagoger og sosuassistenter en berettiget harme over, at deres arbejde ikke bliver værdsat i lige så højt som andres. Og blandt andet derfor er der færre og færre, der har lyst til at påtage sig det arbejde.

Vi ved alle, hvor vigtigt det er, hvorfor værdsætter vi det så ikke mere?

Heldigvis lovede Socialdemokratiet allerede i valgkampen et lønløft på tre milliarder til de trængte brancher. Et lønløft, der blandt andet skal sikre en højere grad af ligeløn. Dét løfte bør skrives ind i regeringsgrundlaget, for det er i alle danskeres interesse.

Ingen ønsker en offentlig sektor, hvor vi ikke kan tilbyde vores børn og ældre og syge en ordentlig pleje. Lad os nu vise dem, der sørger for det, hvor meget vi værdsætter dem.

Danmark er i årtier sakket bagud på ligestillingsområdet, især i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. I alt for mange år har vi bildt hinanden ind, at vi har ligestilling i Danmark, og vores blinde vinkler har forhindret os i at handle. Selvom vi på så mange parametre mangler at ligestille mænd og kvinder, så har den fælles fortælling været, at ”det går da meget godt”.

Engang var vi med i superligaen, men den tid er forlængst forbi. I år indtager Danmark således en sørgelig 32. plads på World Economic Forums barometer over, hvor langt fremme verdens lande er på ligestilling mellem køn. Vores nabolande i Norden er alle på top fem. For tyve år siden var vi på top ti, men mens de andre har rykket sig, har vi stået stille. I nogle tilfælde er vi faktisk gået tilbage – blandt andet på kønsfordelingen i regeringen.

Både i Norge, Sverige, Island og Finland har man allerede en kønsrepræsentation i regeringerne inden for 40/60 procent.

Vores nabolande har erkendt problemerne med ligestilling langt tidligere end os, og de har rykket på dem langt før os.

Som i Sverige, hvor man allerede for 20 år siden øremærkede barsel til mænd, mens vi i Danmark skulle have vredet armen om på ryggen af EU, før vi gjorde noget.

Eller som i  Norge og Island, hvor man ved lov for længe siden indførte kønskvoter i aktieselskabsbestyrelser.

Danmark er i dag det land i Norden, der har færrest kvinder på topposter.

Ja, vi har en højere procentdel kvinder i Folketinget i dag end nogensinde før. Det er vidunderligt og det skal fejres, men det må ikke skygge for, at der i hvert eneste Folketing fra det første til nu altid har været flere mænd end kvinder, og at der stadig kun er 20 ud af 98 borgmestre, der er kvinder.

Vi er også stadig så kønstereotype i Danmark, at udvalgsposterne både i Folketinget og i kommunerne fordeles med de ”hårde” (læs: vigtige) områder til mænd og de "bløde" (læs: mindre vigtige) områder til kvinder. Det viste en opgørelse fra Altinget i 2018. Partierne udpeger typisk mænd til udvalgsområder som finans, forsvar og udenrigs, mens kvinder får plads i udvalg, der beskæftiger sig med velfærdsområderne.

Vi er mange, der har været ubehageligt bevidste om, at det kunne skade os, hvis vi stod frem.

Rikke Viemose

I alt for mange år har alt for mange kvinder – og nogle mænd – været bange for at italesætte sexisme og for at sætte ligestilling på dagsordnen i Danmark. Vi er mange, der har været ubehageligt bevidste om, at det kunne skade os, hvis vi stod frem. Personligt og fagligt. Vi ønskede sjovt nok ikke at blive kendte som "den sure feminist", "milimeterdemokraten" eller "skrigeskinken". At blive defineret som feminist har altid været et ubehageligt sted at være. Så har det været lettere at dukke hovedet og finde sig i forskelsbehandlingen. Også politikere har vægret sig ved at italesætte problemerne.

Måske var det det, der skete for Pia Olsen Dyhr (SF), da hun i valgkampen blev spurgt af Femina om, hvorvidt vi har ligestilling i Danmark, og hun første svarede: "Vi er på vej" hvorefter intervieweren sagde: "Ja eller nej?" og Pia Olsen Dyhr svarede "Ja".

Hun og hendes parti har selv været med til at sætte ligelønsproblematikken på dagsordnen. Hvorfor svarer hun så ja? Ligger hun også under for, at det er ubehageligt at italesætte problemerne med ligestilling?

Kære politikere: Jeg véd, I risikerer at støde nogle vælgere fra jer, fordi kampen for ligestilling har så dårligt et ry, men for pokker: Vi har valgt jer til at være vores forbilleder, til at gå forrest i forsøget på at gøre Danmark bedre. Det kan I gøre nu.