Debat

S: Det er ikke alle, for hvem arbejdet er et selvrealiseringsprojekt. Og dem taler Mette Frederiksen til

Anne Sofie Allarp misforstår fuldkommen statsministerens udtalelser om, at det ikke altid skal være lystbetonet at gå på arbejde. For de mennesker, for hvem arbejdet er et kald, kan det måske være svært at forstå, at det ikke gælder for alle, men det er netop deres sag, som Mette Frederiksen taler, skriver stedfortrædende politisk ordfører Christian Rabjerg-Madsen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christian Rabjerg Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Vi skal aflive den sejlivede myte, der er ved at opstå, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet. Det er dejligt, hvis det er det engang imellem. Man skal gå på arbejde i Danmark. Vi er ikke et samfund (...), hvor nogen kan forbeholde sig retten til ikke at bidrage, fordi de hellere vil noget andet.”

Sådan sagde Mette Frederiksen (S), da hun forleden præsenterede regeringens reformudspil ”Danmark kan mere”. Et klassisk socialdemokratisk udsagn, der viser, at vi stadig mener, at ret og pligt skal gå hånd i hånd.

Ikke desto mindre udråber Anne Sofie Allarp her på Altinget udsagnet som udtryk for voksenskældud eller tidligere århundreders puritanske calvinisme. Disse konklusioner er baseret på brudstykker af statsministerens ord og tjener alene det formål bevidst at misforstå det politiske formål i regeringens nye reformer.

Derfor skal jeg selvfølgelig også gerne her forsøge at udrede misforståelserne, så Anne Sofie Allarp ikke – i hvert fald ikke mod bedrevidende – kan turnere med fascismereferencer og stråmandsargumenter, som tilfældet er med hendes seneste indlæg i Altinget.

Et større realiseringsprojekt
Det må gerne være sjovt at gå på arbejde, men mange tusinde mennesker står hver dag op og bidrager til fællesskabet ved at gå på arbejde, uden de nødvendigvis synes, det er det sjoveste i hele verden. De gør det, fordi det er det, der skal til. Fordi de skal holde vores busser kørende, lave vores selvangivelser eller undervise vores børn. Ligesom mange andre job er det bare ikke lige sjovt hver dag.

Mette Frederiksen forsvarer de almindelige danskere, der går på arbejde hver eneste dag, fordi det er forudsætningen for at skabe et godt liv og en værdig tilværelse for sig selv og sin familie – og ikke nødvendigvis, fordi det er en del af et større realiseringsprojekt.

Langtfra alle danskere har det privilegium, at de går på arbejde, fordi det er sjovt, og hvor de selv har stor indflydelse på, hvordan deres arbejdsdag former sig.

Christian Rabjerg-Madsen (S)
Stedfortrædende politisk ordfører

Og disse mennesker giver ikke op, fordi der er dage, hvor de hellere vil blive hjemme under dynen. Sådan nogle dage har vi jo alle sammen nok i ny og næ.

Der er masser af mennesker derude, der ved, at det at have et arbejde har en selvstændig værdi. Derfor er statsministerens udtalelse en nøgtern konstatering af, at langtfra alle danskere har det privilegium, at de går på arbejde, fordi det er sjovt, og hvor de selv har stor indflydelse på, hvordan deres arbejdsdag former sig.

Jeg har stor respekt for de mennesker, der bruger al deres vågne tid på deres arbejde. Dem, hvor arbejde og fritid flyder sammen, fordi de er så heldige eller dygtige, at de kan leve af deres passion. Det er mennesker, der yder et betydeligt bidrag til vores samfund.

Men jeg kunne ønske mig, at flere af dem – og den gruppe har virkelig fyldt meget i den her debat – ville gøre sig mere umage for at sætte sig ind i forholdet til det at have et arbejde for den store gruppe af mennesker, der ikke har et job, som samtidig er et kald eller en del af deres selvrealisering. Det er nemlig de mennesker, Socialdemokratiet her taler til og forsvarer. Snarere end det er en kritik af den gruppe, der går på arbejde, fordi de ikke kan lade være.

Balancen mellem pligt og ret
Mange har mål, drømme og ambitioner med deres job, men mange har også mål, drømme og ambitioner for deres tilværelse, der ikke nødvendigvis ligger i det at arbejde. Men et arbejde køber dem fri til at følge deres drømme i fritiden.

"Gør din pligt, og kræv din ret." Det er fundamentet for, at vores velfærdssamfund fungerer og kører rundt. Man gør sin pligt – at arbejde – ud fra den forudsætning, at det skal man. Og netop derfor kan man også kræve sin ret – blandt andet at få en god uddannelse, dagpenge, kontanthjælp og blive grebet, når livet slår dig omkuld. Og retten til at skabe sig en værdifuld tilværelse, hvad enten det sker på arbejdspladsen eller i fritiden.

Når vi som socialdemokrater taler pligten op, er det alene, fordi vi forsøger at styrke retten. Vores nye reformudspil lægger op til at foretage et historiske uddannelsesløft på 2,5 milliarder kroner. Fremtidens udfordringer forudsætter, at vi investerer massivt i kvaliteten i vores uddannelsessystem. Vi har allerede droppet omprioriteringsbidraget, afskaffet uddannelsesloftet og tilført flere penge til folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Styrkelsen af vores uddannelser vil fortsætte de kommende år.

På samme måde bruger vi yderligere en milliard på forskningen, en milliard på den grønne omstilling og løfter dagpengene med 5.000 kroner om måneden i de første tre måneder. Det gør vi, fordi vi tror på fremtiden og gerne vil give danskerne flere muligheder for at realisere deres potentiale. Vi skal have flere med.

Jeg har stor respekt for de mennesker, der bruger al deres vågne tid på deres arbejde. 

Christian Rabjerg-Madsen (S)
Stedfortrædende politisk ordfører

Uden ret og pligt og uden danskernes vilje til at gå på arbejde, så ville vi aldrig kunne investere og udvikle vores velfærdssamfund, som vi gerne vil. Og vores muligheder for at hjælpe dem uden for arbejdsmarkedet vil blive svækket. Derfor skal vi gå på arbejde på de dage, hvor regnen siler ned, hvor bussen er forsinket, og hvor man bare har mest lyst til at trække dynen op over ørerne.

Alle får lov til at bidrage
Det kan godt være, at Anne Sofie Allarp ikke er så vild med tanken om at gå på arbejde de dage, hvor lysten svigter, eller selvrealiseringen er svær at få øje på. Men det er ikke desto mindre en af grundstenene i et sammenhængende velfærdssamfund, at alle bidrager til fællesskabet i det omfang, de er i stand til.

Virkeligheden er, at for mange mennesker står uden for arbejdsmarkedet for længe. Vi har store udfordringer med indvandrerkvinder, der ikke er i job. Faktisk har kun seks ud ti kvinder med ikke-vestlig baggrund et arbejde. Når vores virksomheder skriger på arbejdskraft, er det jo en udfordring, at dimittenderne fylder – både danske og udenlandske – mere og mere i den samlede andel af dagpengemodtagere. Det samme gælder det nedslående faktum, at 45.000 unge i alderen 15-24 år hverken er i uddannelse eller job.

Kan Anne Sofie Allarp virkelig afvise, at vi faktisk har reelle problemer, der skal løses? Det er netop det, regeringen forsøger med dette udspil. Så lad os skippe de bevidste misforståelser og fokusere på dekonstruktive løsninger. Dem modtager vi gerne – også fra Anne Sofie Allarp.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00