Debat

S: EU’s vigtigste opgave er en grøn og retfærdig genopretning af økonomien

DEBAT: Det er vigtigt, at EU i 2021 ikke forsøger at gøre som tidligere og spare sig gennem en økonomisk krise. Massive investeringer i de rigtige ting vil hjælpe Europa på fode, skriver Jens Joel (S).

Det er glædeligt, at EU følger Socialdemokratiets og Danmarks linje, når den går efter at klare sig gennem corona-krisen ved hjælp af store investeringer, skriver Jens Joel (S).
Det er glædeligt, at EU følger Socialdemokratiets og Danmarks linje, når den går efter at klare sig gennem corona-krisen ved hjælp af store investeringer, skriver Jens Joel (S).Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Joel (S)
Europaordfører

Det tændte et håb i mørket, da de første danskere og europæere kunne vinke farvel til året 2020 – og om nogle måneder til covid-19 – med et stik i armen.

Vaccinen var den bedste julegave, vi kunne have ønsket os. Og selvom de hårdeste måneder ligger lige foran os, så er der lys for enden af tunnelen. Og noget tyder på, at vi også for økonomien har fundet en bedre medicin end den sparekurs, der blev ordineret efter finanskrisen. Det er klogt.

EU’s vigtigste opgave er en grøn og retfærdig genopretning af økonomien. Præcis som vi nu gør det i Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

2020 viste os betydningen af et stærkt fællesskab, når krisen rammer. I Danmark greb vi hurtigt ind med en ansvarlig nedlukning, som har begrænset smittens omfang, og med ambitiøse hjælpepakker, som har holdt hånden under vores økonomi. Derfor er vi ét af de lande i Europa og verden, der har klaret os bedst igennem krisen. Mange af vores europæiske nabolande har desværre klaret sig mindre godt.

EU må ikke gentage finanskrisens fejl
På tværs af Europa har krisen sat sig dybe spor, og i mange tilfælde både tydeliggjort og forstærket den sociale og økonomiske ulighed. Kriser rammer ofte skævt. Men det er ikke en naturlov, at dem, der har mindst, betaler regningen.

Det er på mange måder historisk, at EU enedes om at hjælpe hinanden. Og med tanke på finanskrisen er det afgørende vigtigt, at man kunne blive enig om en anden krisemedicin end den, der blev givet sidst.

Jens Joel (S)
Europaordfører

I kølvandet på finanskrisen var det samfundets svageste, der betalte den højeste pris. Både i Europa og herhjemme forfulgte borgerlige flertal en sparekurs, der tog pusten fra økonomien og sendte alt, alt for mange mennesker ud i arbejdsløshed – ikke mindst i Sydeuropa. Det må ikke gentage sig.

EU og medlemslandene skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at sundhedskrisen udvikler sig til en større økonomisk krise. Vi skal investere os ud af krisen, i grøn omstilling og i en digitalisering, der øger vores konkurrenceevne. Vi skal satse på uddannelse og forskning.

Derfor fører den danske regering en midlertidigt ekspansiv finanspolitik, der holder hånden under efterspørgslen og beskæftigelsen, så corona-krisen ikke gør uoprettelig skade. Og af samme grund har vi bakket op om en historisk genopretningsfond som en del af EU-budgettet, der skal hjælpe Europa tilbage på fode.

Alle skal hjælpes igennem krisen
Genopretningsfonden er ikke en billet til at læne sig tilbage. Det er en mulighed for at skabe noget nyt, skabe noget bedre. For erhvervsliv, klima og for de alt for mange lønmodtagere, der er blevet hårdt ramt på levebrød og livsgrundlag.

De 750 milliarder euro, hvoraf halvdelen er et lån, skal bruges solidarisk og klogt. Med massive investeringer i klima, digitalisering, forskning, uddannelse og meget andet vil vi se et EU, der hjælper hinanden på fode igen – og samtidig styrker vores konkurrencekraft i forhold til resten af verden.

Det er på mange måder historisk, at EU enedes om at hjælpe hinanden. Og med tanke på finanskrisen er det afgørende vigtigt, at man kunne blive enig om en anden krisemedicin end den, der blev givet sidst. Set med danske – og socialdemokratiske – briller er det glædeligt, at EU dermed følger en kurs, der understøtter vores egen.

Investeringer i borgerne
For at kunne finansiere en retfærdig genopretning er det også vigtigt, at EU styrker kampen mod skattely og skatteunddragelse. Alle skal bidrage til, at Europa kan investere i borgernes velfærd og fremtid.

Skattely koster Europa over 75 milliarder euro hvert år i tabte skatteindtægter – penge, der kunne og burde bruges til gavn for borgerne.

Det ville være forkert, hvis vi igen betalte kriseregningen ved at skære ned på velfærd, uddannelse og det, vi skal leve af i fremtiden.

Tværtimod er det afgørende for vores evne til at betale regningen efter krisen, at vi har investeret i vores lønmodtagere og en forbedret konkurrenceevne, så vi står stærkere og grønnere på den anden side. Det er opgaven for 2021. Både herhjemme og i EU.

Dokumentation

Debatserie: EU's største udfordringer i 2021

2021 står for døren. Hvad bliver den allervigtigste dagsorden på EU-området? Det har Altinget spurgt et hold af debattører om. 

Mød panelet her:

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa

Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri

Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Jens Joel (S), EU-ordfører

Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører

Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet

Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Joel

MF (S), beskæftigelsesordfører, næstformand i folketingsgruppen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)









0:000:00