S: Løkkegaards tilbagevenden varsler nye tider

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Forhenværende landbrugsminister Eva Kjer Hansens (V) afgang bød på en regeringsrokade, men også et nybrud i dansk EU-politik.

Det nye var ikke, at Ulla Tørnæs, Venstres enlige medlem af Europa-Parlamentet, sagde ja tak, da statsministeren tilbød hende at vende hjem til en regeringstaburet. Den har vi set før. Og efter at have lyttet til Ulla Tørnæs' udtalelser, var det svært ikke at stå tilbage med det indtryk, at det var en kærkommen telefonopringning.

De fleste politikere ville nok reagere sådan – nemlig med glæde – når statsministeren ringer. Også selvom det kun blev til to år i Europa-Parlamentet for Tørnæs' vedkommende. Så nej, intet nyt under solen der.

Nye tider for dansk europapolitik? 
Til gengæld bød Ulla Tørnæs' afløser på en lille overraskelse. Morten Løkkegaard (V) valgte nemlig selv at vende tilbage til Europa-Parlamentet. Det er dog ikke nyt land for ham. Han sad i Europa-Parlamentet for Venstre fra 2009-2014, men ved EP-valget i 2014 blev han kun førstesuppleant. Her trak han det korteste strå og måtte se sig om efter en nyt job. Det blev til syv måneder i Folketinget, før han altså tog beslutningen om at vende tilbage til Europa-Parlamentet.

Sagen er kendt for de fleste iagttagere af dansk politik. Ikke desto mindre er den interessant. For sjældent går trafikken af politikere frivilligt den vej. Måske er det begyndelsen til en fornyelse i dansk europapolitik? Man kan da håbe.

Faktisk er Europa-Parlamentet et sted, nogle af os helt frivilligt vælger til som førsteprioritet.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Vi, medlemmer af Europa-Parlamentet, opfattes ofte som nogen, der aftjener værnepligt i Europa-Parlamentet. Noget der skal overstås, så man kan komme det rigtige sted hen: nemlig i Folketinget. Folketinget betragtes i de politiske partier som det naturlige førstevalg, hvis man ellers ikke er tæt på pensionsalderen. Men Morten Løkkegaards skift kan varsle nye tider. Han valgte først Folketinget til, da han ikke kunne få førsteønsket, Europa-Parlamentet, opfyldt.

Parlamentet som førsteprioritet
Jeg hører selv oftere og oftere: Hvornår kommer du hjem til dansk politik. Jeg bliver smigret, når socialdemokratiske kredse ringer og spørger, om jeg vil stille op. Selvfølgelig bliver jeg glad. For når partimedlemmer spørger, om jeg ikke snart skal hjem til dansk politik, er det jo ment som ros. Men jeg bliver også trist på europapolitikkens vegne. For hvorfor anses det egentlig som den største naturlighed, at man efter et par perioder i Europa-Parlamentet må længes efter at vende hjem til dansk politik? 

Morten Løkkegaards første folkevalgte position var til Europa-Parlamentet. Det samme gælder for mig. Jeg er langtfra færdig med EU-politik og den forskel, man kan gøre for 500 millioner europæeres hverdag og liv. Erfaringen i Europa-Parlamentet skal man bestemt ikke kimse af, når det kommer til forhandling, at læse det politiske landskab og kende til de mange kringelkroge i EU-stoffet. Alligevel har jeg sjældent hørt, at folketingsmedlemmer efter to perioder på Borgen bliver spurgt: "Nå, men skal du så ikke snart til Europa-Parlamentet?"

Jeg forstår fuldt ud Morten Løkkegaards tilvalg af Europa-Parlamentet. Jeg er der selv på grund af et bevidst tilvalg. Jeg aftjener ikke en værnepligt. Jeg befinder mig lige præcis dér, hvor jeg kan gøre en forskel i politik.

Mit håb er, at Morten Løkkegaards hurtige tilbagevenden kan være en øjenåbner – både for partierne, medierne og vælgerne. For hvor ville det være godt for dansk europapolitik, hvis det blev tydligt, at Europa-Parlamentet også kan være et tilvalg for os politikere. At vi hverken er b-rækken af politikere af den årsag, eller at tjansen bare skal overstås i venten på noget bedre. Faktisk er Europa-Parlamentet et sted, nogle af os helt frivilligt vælger til som førsteprioritet.