S-overborgmester er "skræmt" og "angst" ved tanken om et København, hvor Enhedslisten får for meget magt

Hvis Enhedslisten bliver hovedstadens største parti og får deres politik igennem, frygter overborgmester Lars Weiss, at partiet vil sætte byudviklingen i København på en katastrofekurs. 

Lars Weiss (S) skal aflevere nøglerne til overborgmesterkontoret efter kommunalvalget i næste uge.
Lars Weiss (S) skal aflevere nøglerne til overborgmesterkontoret efter kommunalvalget i næste uge.Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix
Søren Dahl

Med under to uger til valget optrapper en af Socialdemokratiet absolute københavner-profiler retorikken.

Lars Weiss, der har haft overborgmesterposten i Københavns Kommune siden efteråret 2020, går nu i frontalt angreb på Enhedslisten, der blandt andet ifølge en ny måling står til at skubbe Socialdemokratiet fra tronen efter mere end 110 år som byens største parti.

"Man foregøgler københavnerne at man kan trække alle værdierne ud af By & Havn og og så kommer der nogen, og betaler gælden. Det er jo ikke seriøst. Hvem skulle det være? Staten? EU? FN?,"

Lars Weiss, overborgmester, København (S)

I et interview med Altinget går den erfarne byrådspolitiker nu så langt som til at sige, at han er "skræmt" og "angst" ved udsigten til at vågne op til en virkelighed efter valget, hvor Enhedslisten er det største parti i København.

Han mener, at partiet har flyttet sig markant, når det kommer til konkret politik:

"Nu er det hele blevet til et underligt populistisk miskmask, hvor Enhedslisten lover vælgerne en masse ting, der slet og ret ikke kan lade sig gøre," siger overborgmesteren, der håber at sende borgmesternøglerne videre til partikollega Sophie Hæstorp Andersen efter valget 16. november.

"Tidligere har Enhedslisten været et parti, der delte vores vision om at lave politik og udvikle København som en blandet by, og en grøn hovedstad, hvor man turde satse på kollektiv trafik. Der er partiet ikke i dag," siger Lars Weiss.

"Et bluffnummer fra ende til anden"
Lars Weiss er særligt kritisk overfor Enhedslistens boligudspil for København, som han mener "foregøgler københavnerne" en masse ting, der ikke kan besluttes kommunalpolitisk. 

"Lige nu er man i gang med at sælge københavnerne en plan, der er et bluffnummer fra ende til anden," siger han. 

Hvorfor er Enhedslistens plan et bluffnummer? 

"Hvis man udelukkende foreslår ting, som ikke kan besluttes på Rådhuset, så er det jo bluff at gå ud og sige, at efter valget, så gør vi sådan her. Det kan man ikke," lyder det.

Han peger blandt andet på Enhedslistens forslag om, at kommunen skal sætte krav om 75 procent billige boliger i al københavnsk nybyggeri trukket overskrifter. Et forslag, der vil kræve en ændring af planloven, hvis det skal blive til virkelighed. 

Torsdag fremsatte Enhedslisten et medlemsforslag på Borgerrepræsentationens møde om at udfase den del af By & Havn, der handler om, at selskabet skal sælge kommunale grunde for at finansiere københavnsk infrastruktur. 

"Problemet er, at By & Havn får den rolle, at de skal sælge så dyrt som overhovedet muligt for at finansiere metrogælden. Og så bliver det hensyn det væsentlige," lød det fra Enhedslistens overborgmester-kandidat, Line Barfod, tilbage i oktober.

"Jeg er da skræmt, hvis det er Enhedslistens visioner, der skal tegne boligudviklingen i København fremover. Det er et bluffnummer, der binder sig an på ting, som ikke kan lade sig gøre, eller som kommunen simpelthen ikke må,"

Lars Weiss, overborgmester, København (S)

Enhedslistens forslag vil i praksis hive By & Havns værdier i form af økonomisk lukrative byggegrunde ud af selskabet og efterlade det med en milliardstor gæld. 

En gæld som ifølge Line Barfod skal dækkes af mellemfinansiering fra kommunen og bidrag fra staten. 

Forslaget er ifølge Lars Weiss "den sidste dråbe", der har fået ham til at tage fløjlhandskerne af i sin kritik af Enhedslistens politik på boligområdet.

"Det bliver simpelthen for tosset. Det Enhedslisten foreslår er jo direkte selskabstømmeri, og det skylder man som minimum vælgerne at være ærlige omkring. Jeg savner i den grad, at der kommer nogle realiteter ind i debatten," siger Lars Weiss. 

"Samtidig foregøgler man københavnerne, at man kan trække alle værdierne ud af By & Havn, og så kommer der nogen og betaler gælden. Det er jo ikke seriøst. Hvem skulle det være? Staten? EU? FN? Man skulle have ladet være med at bygge metroen til at starte med, hvis man ville det her," fortsætter han. 

Borgmester: Det er et falsum
Overborgmesteren kalder ligeledes Enhedslistens forslag om at udskifte By & Havn som kommunal-statslig byudvikler med en jordfond, der skal eje de arealer og ejendomme, som ligger i By & Havn i dag for direkte "ulovligt".

Jordfonden skal også have mulighed for at købe private grunde op. 

Det skal så gøre det muligt for Københavns Kommune at få forkøbsret til nye grundarealer, som derved gør det muligt at prioritere og bygge nye boliger. 

"Det vil være ulovligt. Samtidig vil Enhedslistens plan kræve, at vi enten begynder at sælge grunde til under markedspris, eller direkte støtter nybyggeri med kommunale midler. Det første må vi heller ikke, og det andet vil være rasende dyrt," siger Lars Weiss. 

Enhedslisten vil af med By & Havn i sin nuværende form. Men de vil vel først og fremmest af med paradigmet om, at de grunde, som Københavns Kommune ejer og byudvikler, skal sælges dyrest muligt?

"Det er et falsum. By & Havn skal operere på et markedsmæssigt grundlag. Selv før vi fik muligheden for at kræve 25 pct. almene boliger i lokalplanerne, der solgte By & Havn til almene boligselskaber til lavere priser end til private boligudviklere," siger Lars Weiss. 

"I det seneste år er de almene boliger, der er blevet bygget i København, blevet bygget på By & Havns arealer. Så påstanden om, at By & Havn er til hinder for alment, eller billigt, boligbyggeri i København er løgn," mener Lars Weiss. 

Hvad er så årsagen til, at der mangler billige boliger i København?

"At der er langt større efterspørgsel end udbud af boliger. Og at København er blevet en enormt attraktiv by at bo i," siger Lars Weiss. 

Har Enhedslistens udspil, uanset hvor stort et bluff-nummer du mener, det er, skubbet til din opfattelse af, hvordan By & Havn skal agere som byudvikler? Har de for aggressivt prioriteret profit over at kunne bygge billige boliger? 

"Nej. By & Havn er sat i verden for at byudvikle København og finansiere metroregningen. Det har de gjort ganske udmærket," mener Lars Weiss.

Skal By & Havns rolle ændre sig? 

"Jeg tror, at den største udfordring med By & Havn er, at selskabet opfattes som for lukket. At for mange er det en sort boks. Der ligger en stor udfordring i at få lukket den boks op," siger Lars Weiss. 

"Det er ikke mænd i jakkesæt og kvinder i spadseredragt, der i et mørkt lokale beslutter, hvad der skal bygges hvor. Det er politikerne på Københavns Rådhus," tilføjer han. 

Ikke brug for et nyt Vollsmose 
Ifølge Lars Weiss skal udfordringen med manglende billige boliger i København blandt andet løses ved, at der i fremtiden skal bygges langt flere almene boliger. 

I dag har Københavns Kommune mulighed for at kræve, at 25 procent af byggeriet i nye lokalplaner skal reserveres til alment boligbyggeri. 

Som Altinget tidligere har beskrevet, har kommunen dog store problemer med at sikre, at de almene boliger rent faktisk bliver bygget. 

Lars Weiss mener dog også, at det er farligt at binde sig til en byudvikling, hvor der kun bliver bygget almene boliger i København. 

"København skal være en by, hvor kassemedarbejderen bor side om side med direktøren. Hvor man har almene boliger, privat udlejning, ejerboliger, serviceerhverv, detailhandel mikset sammen. Hvor man skaber spændende byer," mener overborgmesteren. 

"Vi har brug for en blandet by, hvor der er forskellige typer boliger i alle kvarterer. Vi har ikke brug for et nyt område som Vollsmose eller Gellerupparken, hvor vi puljer alle sociale problemer et sted," siger Lars Weiss. 

Du siger, at København skal være en by, hvor kassemedarbejderen bor i samme opgang som direktøren. Anerkender du også, at boligudviklingen i København bevæger sig i en retning, hvor man kommer længere og længere væk fra den vision? 

"Ja. Den største udfordring, vi overhovedet har, er den situation, der er på boligmarkedet. Det fordrer, at der skal bygges noget mere. Det er der, man bliver lang i ansigtet, når man hører Enhedslisten sige, at der skal bygges flere billige boliger. For der er ved gud ikke noget parti, der er mere bagstræberisk, når det kommer til at bygge nyt og billigt," siger Lars Weiss.  

Overborgmesteren henviser til et svar fra Bolig og Indenrigsministeret til SF, som viser, at Enhedslisten er det parti i København, der har stemt mod flest kvadratmeter nye almene boliger i de seneste fem år. 

"Jeg er da skræmt"
Lars Weiss, det er socialdemokraterne, der har haft vagten på Rådhuset de sidste 117 år. Kunne og skulle I have gjort mere for at forhindre en byudvikling, hvor direktøren og kassedamen bor længere og længere fra hinanden? 

"Måske. Men man skal også huske på, hvor København stod henne for 30 år siden. Der var forfald over alt, og alle vi unge gik rundt i sort tøj, læste Michael Strunge og var påtaget depressive," siger Lars Weiss. 

"Det var virkelig en trist by. Der talte ingen om, hvorvidt der blev bygget nok almene boliger. Der var det mere et spørgsmål om, hvem der slukkede lyset og afleverede nøglen, når kommunen gik konkurs. Den udvikling har man i den grad fået vendt," mener overborgmesteren. 

Men har i handlet for sent i forhold til at forhindre den boligmangel, vi ser i dag? 

"Vilkårene ændrer sig jo hen ad vejen. Har Socialdemokratiet og det kommunale system været for langsomme til at få Folketinget med på et krav om 25 pct. almene boliger? Det kan godt være, at man skulle have set det fem år før. Men det er jo i store træk de rigtige ting, der er blevet gjort," siger Lars Weiss. 

Er det her opråb ikke bare et udtryk for, at socialdemokraterne på Rådhuset er mere pressede end nogensinde før, og at i står i en situation, hvor i kan risikere at smide 117 års status som det største parti i København? 

"Nej, men jeg er da skræmt, hvis det er Enhedslistens visioner, der skal tegne boligudviklingen i København fremover. Det er et bluffnummer, der binder sig an på ting, som ikke kan lade sig gøre, eller som kommunen simpelthen ikke må, siger Lars Weiss. 

"Selv hvis man fik alle mulighederne, og der faldt milliarder ned fra himlen, så ville du få en helt anden by, end den by, vi har knoklet for at skabe i de sidste 30 år. Det har jeg en grundlæggende angst for," bemærker overborgmesteren. 

Der er kommunalvalg tirsdag den 16. november. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Weiss

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune
økonom (Københavns Uni.), kommunikation (Journalisthøjskolen i Århus)

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00