S-vælgere bakker massivt op om strammerkurs

MÅLING: Kun 17 procent af de socialdemokratiske vælgere er utilfredse med, at partiet har strammet udlændingepolitikken. Men hos resten af oppositionen er vælgerne kritiske over for den nye socialdemokratiske kurs. 

Den ukontrollable strøm af flygtninge og migranter på de danske motorveje i 2015 var med til at skærpe den socialdemokratiske ledelses holdning til udlændingepolitikken.<br>
Den ukontrollable strøm af flygtninge og migranter på de danske motorveje i 2015 var med til at skærpe den socialdemokratiske ledelses holdning til udlændingepolitikken.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Den dybe uenighed om udlændingepolitikken i det socialdemokratiske vælgerkorps ser ud til at være fortid. Nu er det et meget bredt flertal af S-vælgerne, der støtter den strammerkurs, partiledelsen de sidste par år har sat igennem.

Resultatet fremgår af en ny meningsmåling fra Norstat udført for Altinget og Jyllands-Posten.

Totalt set finder 61 procent af vælgerne det positivt, at "Socialdemokratiet i løbet af de seneste par år har strammet partiets udlændingepolitik". 25 procent synes, det er negativt.

Totaltallet er ikke overraskende, da der i over 20 år har været et vedvarende og klart flertal for en stram udlændingepolitik. Derimod er det meget opsigtsvækkende, at 71 procent er positive blandt de vælgere, der vil stemme socialdemokratisk. Kun 17 procent af S-vælgerne er negative.
(Artiklen fortsættes under grafen)

 

Svært tilfreds
Det er en ønskeposition for S-formand Mette Frederiksen op til Socialdemokratiets kongres, der begynder lørdag i Aalborg, og partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, er da også en tilfreds mand:

Det har været en løbende udvikling både for vores vælgere og folketingsgruppe at forstå, hvor stor betydning det har, at der kommer kontrol med indvandringen.

Mattias Tesfaye
Udlændingeordfører (S)

"Jeg er positivt overrasket. Det fortæller mig, at et meget stort flertal af vores vælgere deler den analyse, at det er dem med de laveste indtægter, der betaler den højeste pris, hvis der ikke er kontrol med indvandringen," siger Tesfaye, der erkender, at der tidligere har været stor uenighed blandt partiets vælgere:

"Det har været en løbende udvikling både for vores vælgere og folketingsgruppe at forstå, hvor stor betydning det har, at der kommer kontrol med indvandringen."

"Tidligere var det kun i nogle få områder, man kunne se den praktiske konsekvens af ukontrolleret indvandring. Men i dag bliver man jo konfronteret med nogle af de samme udfordringer i Kolding og Thisted, som man tidligere kun mødte i Ishøj og Brøndby," tilføjer Tesfaye.

Tidligere minister Mette Gjerskov (S) har været den mest markante kritiker af den nye og strammere socialdemokratiske udlændingepolitik. Men Gjerskov vil ikke kommentere meningsmålingen.

R omvendt spejlbillede af S
Holdningen hos de radikale vælgere illustrerer den afgrundsdybe splittelse, der er opstået mellem de to partier i udlændingepolitikken.

Man skal normalt passe på med at konkludere ud fra små undertal i meningsmålinger, men med 80 procent af de radikale vælgere imod den strammere S-linje og kun 11 procent for synes der ikke at være megen tvivl.

Den radikale integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen, siger i en skriftlig kommentar:

"Vi vil i en anden retning – og for os handler udlændingepolitik om, at vi løser virkelighedens integrationsproblemer i stedet for symbolpolitik om håndtryk, påklædning og lignende, som ingenting løser."

Samme kritiske tendens tegner sig blandt vælgere fra Enhedslisten og Alternativet, hvor vælgerne også er meget kritiske over for den nye socialdemokratiske strammerkurs. Det gælder også et flertal af SF's vælgere – om end knap så massivt.

Godt modtaget i V og DF
I blå blok er vælgerne derimod entydigt glade for det socialdemokratiske skifte. Blandt Venstre-vælgerne ser 75 procent den nye linje i et positivt skær, og hos Dansk Folkepartis vælgere er det 95 procent. Præcis 0 procent af DF-vælgere synes, det er negativt.

Det er netop en del af V- og DF-vælgerne, socialdemokraterne håber at vinde over ved næste folketingsvalg. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00