S vil lave bostedsreform, selv om sundhedsreformen falder

BOSTEDER: Regeringen har udsat placeringen af institutioner på det specialiserede socialområde til august. En socialdemokratisk regering står klar til at gribe stafetten med en reform, som skal rette op på afspecialiseringen.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er overbevist om, at der kan samles bred opbakning til at gennemføre specialeplanlægning på det specialiserede socialområde, hvis Socialdemokratiet vinder valget.
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er overbevist om, at der kan samles bred opbakning til at gennemføre specialeplanlægning på det specialiserede socialområde, hvis Socialdemokratiet vinder valget.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

Regeringens stort anlagte sundhedsreform har kastet fremtiden for det specialiserede socialområde op i luften.

Men selv om sundhedsreformen ser ud til at lide en krank skæbne, hvis Mette Frederiksen indtager Statsministeriet, vil en rød regering foretage en reform af bosteder og institutioner på socialområdet.

"Vi har alt for længe vidst, at der var en undladelsessynd efter Løkkes første strukturreform, som der skulle rettes op på. Så sundhedsreform eller ej skal vi have lavet en reform af bostederne," siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Skudt til hjørne i sundhedsreform
Den fremtidige placering af 64 institutioner på det specialiserede socialområde, som i dag hører under regionerne, har udgjort et ømt punkt i forhandlingerne om en sundhedsreform.

Undervejs i forhandlingerne erklærede børne- og socialminister Mai Mercado (K) "time-out", og trak specialområdet ud af forhandlingerne.

Dagen før præsentationen af den samlede sundhedsaftale i slutningen af marts indgik regeringen og Dansk Folkeparti en delaftale, som skyder placeringen af institutioner på det specialiserede socialområde til hjørne.

Læs mere: Regeringen sparker fremtiden for specialiserede institutioner til hjørne

Der skal nu igangsættes en nærmere undersøgelse af de enkelte regionale tilbud, inden der tages stilling til, hvor tilbuddene skal placeres. Undersøgelsen skal være afsluttet i august 2019.

Pernille Rosenkrantz-Theil undrer sig over, at regeringen ikke for længst har taget tyren ved hornene.

0:000:00