Sådan leder du frivillige under valget

LEDELSE: Identificer interesser, søg motivationen, og mæng dig med de frivillige. Frivilligeksperter og partisekretærer giver deres bud på god ledelse, når både partisoldaten og mor melder sig som frivillig i valgkampen.

Invester dig selv i hver en frivillig, og fravælg dem, der ikke bidrager til holdånden. Sådan lyder nogle af eksperternes råd til god ledelse af frivillige under valget 
Invester dig selv i hver en frivillig, og fravælg dem, der ikke bidrager til holdånden. Sådan lyder nogle af eksperternes råd til god ledelse af frivillige under valget Foto: /ritzau/Stine Bidstrup
Claus Nordahl

Denne artikel er første gang publiceret 12. september 2017 i forbindelse med kommunalvalget i 2017.

Som kandidat er du omdrejningspunktet for de frivillige, der hjælper dig med din kampagne. Du skal sørge for, at de frivillige føler sig godt tilpas og føler sig set. Ellers kommer de ikke igen. Det mener Matias Bredde, vicepartisekretær hos Socialdemokratiet.

“Sagen er vigtig, men de fleste frivillige kæmper for en kandidat, fordi de sympatiserer med personen og har det rart i fællesskabet. Du skal gøre dig fortjent til de frivilliges tid,” siger vicepartisekretæren,

Det tager tid at lære folk at kende
Derfor arbejder Socialdemokratiet intensivt med at klæde partiets kandidater på til at lede de frivillige, der melder sig under fanerne. Det sker ud fra situationsbestemt ledelse, hvor de opfordrer kandidaterne til bruge en masse tid sammen med de frivillige. På den måde får de vished om den frivilliges interesser og kompetencer, så de kommer rigtigt i spil.

“Det er vidt forskelligt, hvad der motiverer folk. Og du finder kun ud af det, hvis du taler med den enkelte. Det tager tid at lære sine frivillige at kende, men det er al tiden værd,” siger Matias Bredde.

Den rette mængde af information og den rigtige måde at lede på er afgørende for, om et kampagnehold får skabt det gode fællesskab. Og det kan være svært at navigere i, når persontyperne og deres kompetencer er så forskellige, medgiver Matias Bredde.

“Mit bedste råd til kandidaterne er, at de investerer sig selv i hver en frivillig. Det giver dig overblikket og den bedste udnyttelse af dine ressourcer.”

Når partisoldater og perifer familie mødes
Og netop investeringen i de frivillige er vigtig, fortæller Troels B. Carlander, der er konsulent i konsulentbureauet Ingerfair, der rådgiver både partier og organisationer i netop ledelse af frivillige. For med en frivilligflok bestående af både partisoldater, forældre og perifér familie, er det udfordrende at lede godt og effektivt.

“Det vigtigste er, at man fra start forventningsafstemmer både i gruppen og individuelt. Vil man gerne opbygge en særlig ånd, kan det betyde, at der er folk, der må vælges fra. Og så skal man skabe plads til at være med i forskellige tempi – alt efter livssituation og motiver,” siger Troels B. Carlander.

For selvom alle har valgt at deltage i samme aktivitet, kan der være stor forskel på, hvad der motiverer. Derfor skal formål og delmål  gøres meget klart, fortæller konsulenten.

Husk at fejre de små sejre
Han ser samværet med de frivillige som en forudsætning og en naturlig del af at lede en frivilliggruppe, der kun arbejder sammen i en kort periode. Her er det særlig vigtigt at være til stede personligt.

“Prioriter at være sammen med de frivillige, og lær dem at kende. Giv dem mulighed for at lave sjove ting sammen undervejs i kampagnen – og husk at fejre de små sejre. Selv hårde partisoldater har brug for pauser,” understreger Troels B. Carlander. Han pointerer, at med en spidsbelastningsperiode, hvor alt skal fungere, er det særlig vigtigt, at man tænker sin frivilligkoordinering som en fast del af den politiske organisation.

Drop informationsmailen
Netop arbejdet med at lære de frivillige at kende er altafgørende, mener Rie Frilund Skårhøj, der er forfatter til flere bøger om ledelse af frivillige og til daglig rådgiver organisationer i ledelse i sin virksomhed ledfrivillige.dk.

“Start med at droppe ideen om at sende en informationsmail ud til dine frivillige. De skal samles og mærke, at du er til stede og vil dem. En kampagneleder er vigtig, men de frivillige vil mærke dig,” siger Rie Frilund Skårhøj.

Hun ser den frivillige som en mulig ambassadør, der kan trænge igennem den uendelige information, som mulige vælgere konstant bliver bombarderet med af både massemedier og sociale medier. Hun ser derfor den frivillige som en ressource, der skal meget mere end bare udføre praktiske opgaver under en kampagne.

“Hvis du kan skabe en ånd, hvor dine frivillige på alle niveauer har lyst til at overbevise naboen over hækken om søndagen og konstant har et blik for, hvad der er nødvendigt i det næste træk, så har du skabt et hold, der når langt,” understreger Rie Frilund Skårhøj. Hun tilføjer, at hvert et minut, der er brugt på god ledelse, vil komme mange gange igen under det travle valg.

Dokumentation

10 huskeregler til den gode leder under valget

1. Kom i gang i god tid.

2. Vær tydelig omkring målsætninger – både langsigtede og kortsigtede delmål.

3. Prioritér at bruge tid sammen med de frivillige – både fagligt, arbejdsmæssigt og socialt. Spar ikke på kaffe og te!

4. Skab et tillidsfuldt rum, hvor de tør være åbne om forventninger og bekymringer.

5. Brug tid på god forventningsafstemning – det betaler sig.

6. Lyt til deres input.

7. Giv dem rum til at lære hinanden at kende.

8. Se de frivillige som en del af arbejdet i bredere forstand end bare valgkampen.

9. Fejr alle jeres sejre – også de små. Gør det tydeligt, at deres indsats har en betydning.

10. Evaluer forløbet med dem, og tal med dem om, hvorvidt de er interesserede i at fortsætte i en rolle, når valgkampen er ovre.

Kilde: Troels B. Carlander, Ingerfair


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rie Frilund Skårhøj

Foredragsholder, konsulent, ledFrivillige.dk
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00