Debat

Sæt konkrete mål for fødevaresatsninger

DEBAT: Der er stadig kulturelle barrierer for samarbejde mellem universiteter og virksomheder, skriver Thomas Bjerre Pedersen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Bjerre Pedersen
Kommunikationschef i Højteknologifonden

Dansk fødevareforskning er som den øvrige forskning af høj klasse, både hvad angår kvalitet og relevans. Alligevel befinder Danmark sig et stykke nede på den internationale rangstige, når det gælder om at etablere forskningssamarbejder mellem virksomheder og universiteter. En underpræstation med den direkte konsekvens, at Danmark ikke til fulde udnytter sit potentiale til at kommercialisere forskning.

Selvom tingene går i den rigtige retning, er der stadig et stykke vej, før Danmark er i front og blandt de bedste lande i verden. Det bekræfter "InnovationMonitor 2006", som er udarbejdet af analyseenheden FORA (Økonomi- og Erhvervsministeriet). I analysen rangerer Danmark nede på en 15. plads målt på forsknings- og udviklingssamarbejdet. Det selvom Danmark på henholdsvis kvalitet og relevans af den offentlige forskning er placeret en 6. og en 2. plads.

Kulturelle barrierer
En del af forklaringen er tilsyneladende stadig at finde i kulturelle barrierer for samarbejde. Dansk Erhvervsforskningsakademi (DEA) har for nylig leveret en analyse, der påviser, at en del virksomheder og forskere stadig nærer forbehold over for et samarbejde på tværs (det kan ikke anbefales nok at læse de ti forslag til at nedbryde disse barrierer, som DEA kommer med).

Det store spørgsmål er, om eventuelle forbehold på universiteter og i virksomheder holder vand, når det kommer til konkret samarbejde. Eller er det i virkeligheden ikke så svært at få et godt samarbejde i gang? Der er jo allerede mange områder indenfor fødevareudvikling, hvor strategisk samarbejde er en naturlig del af hverdagen.

Det store spørgsmål er, om eventuelle forbehold på universiteter og i virksomheder holder vand, når det kommer til konkret samarbejde.

Thomas Bjerre Pedersen
Kommunikationschef i Højteknologifonden

Højteknologifonden har lavet en kvalitativ undersøgelse blandt de første projekter, som Fonden støtter. Og her er billedet heldigvis positivt: De fleste samarbejder forløber upåklageligt. 

Én forklaring er den naturlige arbejdsdeling. På universitetet har forskerne mulighed for at gå i dybden med grundvidenskabelige forskningsprojekter, mens virksomheden med de tætte kundekontakter hurtigt afkoder markedsmuligheder. De har med andre ord forskellige styrker, der giver synergi til samarbejdet. Det kan parterne sammen og hver for sig drage nytte af.

Ikke raketvidenskab
Hvis man skal uddrage nogle konklusioner fra Højteknologifondens analyse af de samarbejder, der er sat i gang, er der tre faktorer, der skiller sig ud, når det gælder succesrige offentlig-private samarbejder:

1. "Arbejd problem- og målorienteret"
Det er afgørende, at alle aktivt bakker op om den konkrete målsætning for, hvad samarbejdet skal levere. Det kræver et mål, som alle parter har deres egen vigtige strategiske interesse i at forfølge. I praksis vil det sige, at samarbejdet på samme tid skal give universiteterne plads til et forskningsfagligt løft og virksomhederne en unik og kommerciel værdifuld viden.

2. "Opbyg en effektiv projektledelse"
Det er vigtigt, at der er en tovholder, der besidder de fornødne værktøjer og har de rette midler til rådighed. Der skal være mindst en person i projektet, som ser det som sit ansvar at sikre, at der er fremdrift i arbejdet, og at alle parter har fokus på bolden.

3. "Dyrk tværfagligheden"
Lige børn leger ikke altid bedst. Synergien er størst, når der er kompetencer og indgangsvinkler tilstede, der supplerer hinanden. Det betyder meget, at den viden der udveksles er en, som de øvrige parter ikke allerede har.

Det er ikke raketvidenskab. Men det hjælper med til at få samarbejder til at fungere i praksis.

Til almindelig orientering begynder en ny runde med højteknologiske projekter den 10. maj 2007 med frist for ansøgning den 22. juni 2007.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Bjerre

Presse- og mediechef, Innovationsfonden
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), master i tværmedial kommunikation (Københavns Uni. 2010)

0:000:00