Mads Strange: Radikale Venstres troværdighed hænger i laser. Men der er et spinkelt håb

Hvis Radikale havde fået min stemme til sidste folketingsvalg, ville jeg med de forgangne tre års politiske udvikling som bagtæppe føle mig godt og grundigt til grin. For sjældent har et parti, med så gode muligheder for at udøve indflydelse, formået at spille sine kort så dårligt.

Historisk har Radikale Venstre ellers udgjort en ganske vigtig brik i Danmarks parlamentariske puslespil. Det skyldes til dels, at partiet - i kraft af dets placering på midten af det politiske spektrum – har kunnet agere kongemagerparti.

Men det skyldes også, at partiet historisk har turde at indtage rollen som garanten for en ansvarlig samfundsudvikling, selvom det undertiden var upopulært at gå mod folkestemningens luner. Når røde regeringer forsøgte at hæve skatterne, på trods af, at det ville hindre vækstudviklingen, turde Radikale at sige nej til den venstreorienterede uansvarlighed.

Og da klimaforskerne i sin tid begyndte at ringe med alarmklokkerne, lyttede Radikale Venstre til eksperterne og meldte sig på banen med langsigtede klimaudspil. Radikale Venstre var nemlig partiet, der turde at se længere end til næste valgperiode for at gøre det, der ville gavne Danmark på sigt.

Men i løbet af de seneste år er Radikale degenereret til en sølle skygge af sig selv. Prøv eksempelvis at tænke tilbage på de seneste tre års politiske udvikling. Kan du komme i tanke om bare ét eneste eksempel på, at Radikale rent faktisk har bidraget med mere end at flytte et symbolsk komma hist eller her?

I løbet af de seneste år er Radikale degenereret til en sølle skygge af sig selv

Mads Strange
Politisk rådgiver, Liberal Alliance

Næppe. For Radikale har ikke fået et ben til jorden under Mette Frederiksens regeringstid. Som en dikkende lammehale har partiet nemlig brugt de seneste tre år på at lægge mandater til en socialdemokratisk regering, der, som en ustoppelig bulldozer, konsekvent er tromlet hen over det radikale partiprogram.

Med det såkaldte paradigmeskifte som ledestjerne har Socialdemokratiet eksempelvis brugt regeringsmagten til at stramme udlændingepolitikken, selvom det står i skarp kontrast til Radikales ønske om en mere lempelig udlændingepolitik.

Og på trods af Radikales klimaambitioner, har regeringen ligeledes fået lov til at slippe afsted med en relativt uambitiøs klimapolitik.

Det er heller ikke særligt mange år siden, at Radikale turnerede med et valgslogan om, at de ”lytter til økonomer”, men også på den økonomiske politik står det grelt til. I de seneste tre år har partiet nemlig ladet regeringen føre en politik, som har gjort ni ud af ti indkomstgrupper i Danmark fattigere, samtidig med at uligheden er steget.

Men den hidtil største af de mange radikale fiaskoer må imidlertid siges at være fredningen af Mette Frederiksen i minkskandalen. For selvom Radikale delte rundhåndet ud af fine floskler om ”retssikkerhed” og ”lighed for loven” i Støjbergs barnebrudssag, fik piben hurtigt en ganske anden klang, da minkkommissionen offentliggjorde sine krasse konklusioner om det ulovlige minkdrab. 

Efter alt at dømme besluttede Radikale nemlig at holde hånden over Mette Frederiksen, fordi de hellere ville prioritere udsigten til ministerbilernes lædersæder højere end de retsstatsprincipper, som de ellers hjertens gerne afholdte skåltaler om, dengang Støjberg sad på anklagebænken.