Scleroseforeningen: Kommuners krænkelse af handicappede er etableret kultur

Kommuners brug af overvågning er et lysende eksempel på mistillid fra myndighed til borger og et eksempel på en praksis, der vidner om et moralsk og menneskeretligt underskud i kommunerne, skriver Klaus Høm.

Placeholder image
Kommunerne viser en skræmmende mangel på faglighed, skriver Klaus Høm. (Foto: presse)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er åbenlyst, at mange kommuner har glemt, at det er mennesker, det handler om, når de har med handicappede borgere at gøre. 

De grænseoverskridende overvågningsmetoder, som DR har kunnet afsløre i den forgangne uge, taler for sig. Men skal vi dem til livs, er det vigtigt ikke at lukke øjnene for, at der ikke blot er tale om svipsere, som der kan rettes op på ved at lade Ankestyrelsen tage stilling til lovligheden af dem isoleret set.

De skal ses som det, de er: Produkter af et forrået menneskesyn, som gennem lang tid har kendetegnet alt for mange kommuners forvaltning af handicapområdet som helhed. Vil vi ondet til livs, er vi nødt til at tage et opgør med den kultur, der fostrer krænkelserne, og som varigt vil danne grundlag for nye krænkelser, hvis der ikke bliver gjort op med den. Mindre kan ikke gøre det, mindre kan vi ikke være bekendt.

Hvordan vil du have det med at skulle have nogen med på toilettet? Sådan lød et direkte spørgsmål fra formanden for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen for nylig på Twitter. Et spørgsmål, som alle, fra gulv til direktørgang, burde stille sig selv og hinanden og kende svaret på.

Sekunder frem for kvalitet
For når kommuner overhovedet kan fostre den forskruede idé, at handicappede borgere er ude på at få mere indgribende hjælp end nødvendigt, og derfor bør overvåges, må det skyldes manglende indlevelse og manglende faglig indsigt i, hvor grænseoverskridende det er at være tvunget til at tage imod hjælp til kropsfunktioner, som er så nært og skamfuldt forbundet med forestillingen om personlig integritet og værdighed.

Resultatet er et Danmark, hvor kommuner sender konsulenter ind i private hjem og beordrer bukserne af borgere, der er prisgivet andres hjælp. For med stopuret i hånden at registrere, hvor hurtigt de kan tørres bagi, få skiftet kateter eller ble, hvor hurtigt de kan få tøjet af og på, hvor kort deres bad kan gøres, hvor hurtigt de kan nedsvælge deres mad, påfyldes et glas vand, bugseres fra seng til kørestol og tilbage igen med videre. 

Og hvor det ikke handler om sammenhæng og kvalitet, men om sekunder.

Vi har medlemmer, der har valgt at få en stomi alene for at slippe for uværdigheden, stress og jag forbundet med toilettider, der ikke følger egne behov, men er fastsat af kommunen.

Klaus Høm, direktør for Scleroseforeningen

Sådan som det for eksempel ses af et konkret eksempel, hvor en borger med sclerose, der ikke kan gå på toilettet selv, ikke kan forflytte sig selv, ikke kan lave mad til sig selv, har fået udmålt 84 minutter hjælp om ugen af kommunen svarende til 12 minutter dagligt i snit, vel at mærke fordelt på flere besøg om dagen. 

Jeg citerer: "Kontinenssygeplejersken har oplyst, at et toiletbesøg tager mellem 30 og 60 sekunder. Vi har derfor vurderet, at dit toiletbesøg gennemsnitligt tager fem minutter. Hjemmeplejen har oplyst, at en forflytning tager mellem fem og ti minutter. Der tages udgangspunkt i otte minutter til forflytning".

Stomi for at undgå stress og jag
Vi har medlemmer, der har valgt at få en stomi alene for at slippe for uværdigheden, stress og jag forbundet med toilettider, der ikke følger egne behov, men er fastsat af kommunen. 

Og eksempler på borgere, der bliver sat på toilettet og efterladt dér på uvis tid, mens hjemmeplejen suser videre til en anden på ruten af pleje-"krævende" borgere. "For det meste kommer de tilbage inden for 45 minutter" ifølge et midaldrende medlem med fremskreden sclerose.

Kommunal overvågning af borgere i hjemmet er en praksis, som vi har set gribe om sig som del af en generel forråelse i kommunernes håndtering af handicapområdet, og hvis omfang og kollisionskurs med grundlæggende menneskerettigheder Danmarks Radio i løbet af de sidste dage har givet befolkningen og beslutningstagerne et uhyggeligt indblik i. 

Halvdelen af landets kommuner benytter sig af eksterne eller interne konsulenter til at observere handicappede borgere i deres private hjem fra halve dage til flere uger.

Observationerne ser især ud til at blive brugt i tilfælde, hvor kommunen ønsker at afvise hjælp, skære i tidligere bevilget hjælp eller at ændre hjælpen fra en såkaldt selvstyret handicapordning (BPA eller borgerstyret personlig assistance), hvor borgeren har få faste hjælpere, som vedkommende selv ansætter, til kommunens hjemmeplejekorps, hvor kun ét er sikkert: Du ved aldrig, hvem der kommer susende ind og ud ad døren i løbet af en dag eller hvornår.

Ikke et rigtigt menneske
Det foregår som annoncerede observationer, som borgerne føler sig tvunget til at ”samarbejde” om af frygt for at få deres ansøgning om hjælp blankt afvist eller at få deres hjælp beskåret som del af en skrivebordsøvelse alene. 

Det sker, selv om borgerne på forhånd er blevet bedt om at udfylde detaljerede skemaer med angivelse af mindste tid, mellemste tid og meste tid for alt, de har brug for hjælp til, og med udlevering af intime detaljer om deres behov for hjælp.

"Man føler sig jo ikke rigtigt… betragtet som et menneske," som en ældre sclerosepatient lavmælt formulerer det. Hans sclerose har gjort, at han har behov for hjælp til alt. 

Læs også

To gange har han oplevet at skulle åbne sit hjem for en fremmed dame fra kommunen og blive bedt besørge for øjnene af hende "og blive tørret i rumpetten" og "stå helt nøgen" foran hende, så hun kunne tage tid på toiletbesøg og bad. Og bare spørgsmålet, hvordan det føltes, er så skamfuldt, at hans stemme næsten forsvinder, som havde han mest af alt lyst til at krybe i et musehul.

Brugen af overvågning er et lysende eksempel på mistillid fra myndighed til borger og et eksempel på en praksis, der ikke bare vidner om et moralsk og menneskeretligt underskud i kommunerne. Men også en skræmmende mangel på faglighed og en mangel på forståelse for, hvad faglighed overhovedet skal gøre godt for, som er direkte skandaløs.

Et enormt oprydningsarbejde
Over for DR ikke bare forsvarer landets næststørste kommune brugen af overvågningspatruljer med næb og klør, men gør en dyd ud af, at de patruljerende konsulenter ikke bare er fremmede for borgeren, men at borgeren og borgerens handicap også er fremmed for konsulenterne. 

For manglende viden sikrer objektivitet i overvågningen og dermed en mere nøjagtig forståelse for og vurdering af borgerens hjælpebehov, lyder ræsonnementet fra kommunens visitationschef.

Det er 14 år siden, at kommunerne har fået betroet det komplekse handicapområde. Det er 12 år siden, at Danmark tiltrådte FN's Handicapkonvention. 

Vi har lige siden kun bevæget os væk fra målet. En længe ventet evaluering er på vej. Vil den være nok? Vi har et enormt oprydningsarbejde foran os, hvis vi altså stadig kan blive enige om, at handicappede også er mennesker.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser