Debat

Selveje Danmark: Tid og ressourcer er vigtigere end måltal om anbringelser

DEBAT: Børnenes stemmer, det faglige skøn, tid, ressourcer og kompetencer skal være kardinalpunkter i de kommende politiske diskussioner om udsatte børn og unge. Debatten skal ikke handle om måltal eller ej, skriver Gitte Landors fra Selveje Danmark.

Udsatte børn og unge har skader på krop og sjæl, som det har taget dem mange år at få, skriver Gitte Landors fra Selveje Danmark.
Udsatte børn og unge har skader på krop og sjæl, som det har taget dem mange år at få, skriver Gitte Landors fra Selveje Danmark.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Landors
Chefkonsulent i Selveje Danmark, brancheforeningen for selvejende organisationer

Statsminister Mette Frederiksens (S) første nytårstale har givet anledning til heftig debat om hjælpen til udsatte og især anbragte børn og unge.

Skal vi anbringe flere, færre, og hvordan skal vi i det hele taget hjælpe disse børn og unge? Og hvordan agerer vi i forhold til de meget svære sager, hvor en tvangsanbringelse eller tvangsadoption synes nødvendig?

Statsministerens ord er blevet målt og vejet, og mange har påpeget, at vi i højere grad bør satse på forebyggelse. Selveje Danmark repræsenterer 260 selvejende organisationer på velfærdsområdet, og mange af dem møder de her børn og unge på deres vej.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Enten i de dagtilbud, hvor udsatte børn og unge starter institutionslivet, i forebyggende rådgivnings- eller støttetilbud, på en lang række døgninstitutioner og måske sidenhen i botilbud for voksne, på herberg eller i misbrugstilbud.

Vores medlemsorganisationer rettet mod voksne møder ofte borgere, hvis udfordringskæde er meget, meget lang og ofte har et afsæt i den tidligste barndom. Så det er på denne baggrund meget svært at være uenig i, at vi har brug for bedre redskaber og tilgange, hvis vi tidligere skal sikre flere udsatte børn og unge en bedre vej i livet.

Det, der på mange måder udfordrer diskussionerne, er, at det ofte bliver selve anbringelsen eller anbringelsestypen, der kommer til at stå for skud.

Gitte Landors
Chefkonsulent i Selveje Danmark

Pas på diskussioner om måltal eller ej
Men vi skal også passe på, at vi ikke fortaber os i diskussioner om måltal for tvangsanbringelser eller ej, anbringelse eller forebyggelse, plejefamilie eller døgninstitutioner og så videre.

Mange af disse diskussioner kommer for os at se let til at blive holdnings- mere end vidensdiskussioner – og her taber alle. Ikke mindst de børn og unge, der får en hjælp og støtte, der ikke matcher deres behov.

Vi er på ingen måde uenige i, at vi skal være langt bedre til at opspore og takle udsatte børn og unges problemer, før de for alvor folder sig ud med altødelæggende effekt. Det er så rigtigt at sætte tidligt ind og støtte sårbare familier.

Men gennem de sidste 100 år har knap 1 procent af alle 0-22 årige været anbragt, og med denne ret sigende statistik kan vi konstatere, at vi nok også i de kommende år står med en gruppe børn og unge, som skal have mere end et forebyggende tilbud eller en sød og kærlig plejefamilie.

Vi repræsenterer i Selveje Danmark både forebyggende tilbud, plejefamilieorganisationer og døgntilbud og ved, at de alle hver dag leverer hjælp og støtte af høj karat, men også de er enige om, at de kun kan levere gode resultater, hvis opgaven matcher ressourcer og kompetencer. Og ikke mindst, hvis de får mulighed for at hjælpe i rette tid.

Halvdelen tager ikke afgangsprøve
Anbragte børn og unge er en af de allermest sårbare grupper, vi har. Det er veldokumenteret, at anbragte børn og unge på en lang række områder er efterladt på en perron, hvor fraværet af uddannelse, beskæftigelse, fællesskab, sundhed og trivsel er monumental, hvis vi sammenligner disse børn og unge med ikke udsatte børn og unge.

I KL's nøgletalskatalog fra 2016 kan vi se, at 48 procent af anbragte unge ikke tager folkeskolens afgangsprøve. De anbragte, der gennemfører, har et karaktergennemsnit, der er 2,09 lavere end ikke udsatte unges gennemsnit.

Og kun 23 procent af anbragte unge har gennemført en ungdomsuddannelse efter seks år. 23 procent! Ligeledes har de sammenlignet med ikke udsatte børn og unge i langt større grad udfordringer med overvægt, kriminalitet, tandproblemer, mental sundhedstilstand og generel trivsel.

Så vi behøver på ingen måde flere beviser på, at vi står med en gruppe børn og unge, som behøver al den hjælp og støtte, som vi kan mønstre, hvis de skal sikres en fremtid, hvor rettigheder som uddannelse, beskæftigelse, sundhed og fællesskab også gør sig gældende for dem.

Rettigheder, som vi fejrede på alle børns vegne fejrede sidste år med Børnekonventionens 30-års jubilæum. Men desværre rettigheder, som vi på ingen måde har formået at sikre alle vores børn.

Det tager tid at hjælpe
Det, der på mange måder udfordrer diskussionerne, er, at det ofte bliver selve anbringelsen eller anbringelsestypen, der kommer til at stå for skud som en årsag til, at de anbragte børn og unge ikke trives eller ikke får en uddannelse. At den så at sige fejler.

Denne bliver derfor medvirkende årsag til at få bekræftet holdningen om, at eksempelvis anbringelse på døgninstitutioner ikke virker efter hensigten.

Men hvis nu børnene kommer seks år for sent, hvis de ved ankomsttidspunktet har fire tidligere anbringelser og en række forebyggende tilbud uden effekt i bagagen, så bliver vejen til en meningsfuld og selvhjulpen tilværelse alt andet lige så meget længere.

Og hvis de så også mødes af en offentlig meget positiv holdning til værdien af korttidsanbringelser og hurtigere veje ud i egen bolig, så efterlader det ikke døgntilbuddene meget tid til at rette op på de mange traumer, nederlag og skader, som tager tid at rette op på. Langt mere tid end der ofte er til rådighed på de enkelte institutioner.

Her vi måske ved sagens kerne. Udsatte børn og unge har skader på krop og sjæl, som det har taget dem mange år at få. Vi bliver derfor nødt til at møde dem med en større forståelse for, at det tager tilsvarende og ofte endnu længere tid at rette op på de forbindelser i deres hjerner, som har taget skade.

Deres tilknytningsevne, tillid til verden og til dem selv skal have hjælp til at blive genoprettet, og den hjælp kan antage lige så mange former, som der er udsatte børn og unge med behov. Men det tager tid, og der skal omkring dem være betydningsfulde voksne, der står klar, også, når de fravælger hjælpen, afviser den og på alle måder lader os vide, at de har mistet tilliden til "systemet".

Måltal for trivsel og sundhed
Vi har med valgkampens store tema om minimumsnormeringer i dagtilbud og nu med den nye regerings store fokus på udsatte børn og unge fået en oplagt mulighed for at gøre det bedre.

Men vi håber i Selveje Danmark, at det kommende arbejde især omkring "kulegravningen" af anbringelsesområdet, som det er blevet kaldt, vil give plads til et større fokus på, hvordan vi hjælper og sikrer den kontinuitet og det stillads, som disse børn og unge har brug for. Hvad skal de have af hjælp og støtte for at lykkes? Det må være spørgsmålet.

Professor Inge Bryderups familieplejeforskningsprojekt "Familiepleje i Danmark" fra 2017 viste med al tydelighed, at vi ikke altid giver den rigtige hjælp første gang. 34,6 procent af alle fraflyttede børn og unge flytter til en ny familiepleje, døgninstitution eller på et opholdssted.

I 30,4 procent af uplanlagte fraflytninger fra plejefamilier var det plejefamiliernes beslutning, at børnene skulle flytte. I 6,8 procent af tilfældene rømmede børnene. Det er simpelthen ikke godt nok, når vi taler om børn og unge, der i forvejen har massive svigt i bagagen. Det er ej heller godt nok i forhold til de plejefamilier, der investerer hele deres hverdag, familie og hjem i opgaver, der ikke matcher deres kompetencer og ressourcer.

Vi finder, at tal som disse bør give anledning til, at de kommende politiske diskussioner får børnenes stemmer, det faglige skøn, tid, ressourcer og kompetencer som kardinalpunkter. Tænk, hvis målsætningerne ikke handlede om måltal for anbringelser, for brug af netværkspleje, for livet på indsatstrappen og andre indsatsbaserede målsætninger, men i stedet måltål og målsætninger rettet mod børn og unges trivsel, sundhed, uddannelse og beskæftigelse.

Vi mener, at det er her de store sociale investeringer kan og bør foretages, men vi er nødt til at tænke langsigtet og ikke slippe dem, før vi er i mål. Det tager tid og koster penge, så måske vi i samme diskussioner kan drøfte, om de styringsmekanismer, vi har anlagt på området, matcher sårbare sjæles behov for masser af tid, omsorg og høj faglighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Landors

Chefkonsulent, Selveje Danmark
Master (DPU, 2011)

0:000:00