Seniorfridage kan indtage nøglerolle ved overenskomstbordet

OK20: En større fritvalgsordning er et hedt ønske for lønmodtagerne ved de aktuelle overenskomstforhandlinger. Behovet for at få seniorerne til at udskyde pensionen kan gøre kravet spiseligt for arbejdsgiverne, vurderer forsker.

Metal-formand Claus Jensen og formand for 3F's industrigruppe Mads Andersen satte sig i sidste uge til rette over for DI-direktør Lars Sandahl Sørensen og vicedirektør Kim Graugaard og indledte dermed overenskomstforhandlingerne for 600.000 privatansatte.
Metal-formand Claus Jensen og formand for 3F's industrigruppe Mads Andersen satte sig i sidste uge til rette over for DI-direktør Lars Sandahl Sørensen og vicedirektør Kim Graugaard og indledte dermed overenskomstforhandlingerne for 600.000 privatansatte.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Søren Elkrog Friis

Der står social dumping, fleksibilitet og naturligvis løn øverst på dagsordenen, når arbejdsmarkedets parter i de kommende måneder skal forsøge at nå til enighed om fornyelse af overenskomster for over 600.000 privat ansatte.

Ved første øjekast er seniorer ikke udset til at indtage en bærende rolle i forhandlingerne. Alligevel kan muligheden for at arbejde længere end den officielle pensionsalder komme til at spille en nøglerolle, når arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer skal forsøge at finde hinanden i et kompromis.

De såkaldte seniorfridage udgør nemlig et element i de fritvalgsordninger, som der fra lønmodtagerside er stor appetit på at få udvidet ved forhandlingsbordet.

Det vurderer Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.

"Fritvalgskontoen er ikke noget, som arbejdsgiverne nødvendigvis elsker vildt meget, fordi den trækker arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Men lige præcis seniordelen kan der måske være noget musik i for arbejdsgiverne, fordi de har interesse i at fastholde ældre medarbejdere," siger hun.

På den måde kan udsigten til flere ansatte, som udsætter pensionen, være en del af det kompromis, som kan gøre en udvidelse af fritvalgsordningen spiselig for arbejdsgiverne.

Fritvalgsordning fordoblet i 2017
En fritvalgskonto betyder, at en ansat selv må bestemme, om en given andel af deres lønsum skal bruges på løn, pension, ferie, omsorgsdage eller seniorfridage.

Det nok mest markante resultat ved den sidste overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked i 2017 var en fordobling af fritvalgsordningen fra to til fire procent. Samtidig udvidede man retten til, hvad fritvalgskontoen kan bruges til, så den i dag også rummer en ret til seniorfridage.

Indtil 2017 var seniorfridage kun en mulighed. Nu er det en ret, som udnyttet fuldt ud kan udløse 32 fridage på et år for medarbejdere, som har under fem år til pensionsalderen – men som også kan udnyttes på den anden side af pensionsgrænsen. Det svarer rundt regnet til, at en seniormedarbejder kan nøjes med en fire dages arbejdsuge tre fjerdedele af årets uger.

Altinget logoÆldre
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget ældre kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00