Serdal Benli: Både højrefløjen og venstrefløjen har svigtet integrationen

Hvad vi skal gøre?
Hvis vi for alvor vil styrke integrationen, bliver vi nødt til at tage et opgør med den polariserede debat og finde en konstruktiv måde at tænke og tale om integration. På trods af den hårde retorik har mange indvandrere alligevel formået at integrere sig, hvilket er en udvikling, der bør hjælpes på vej.

Vi må have en klar strategi for, hvordan vi indfører mennesker, der kommer fra et andet samfund end vores, i demokrati, ligestilling, religionsfrihed og andre grundsten i vores samfund.

På den måde bliver der etableret en fælles forståelse, der opbygger samhørighed og solidaritet mennesker imellem. Integration er helt afhængig af inklusion. Børn af indvandrere oplever til tider den danske kultur som noget indforstået og som en kultur, de aldrig kan blive en del af.

Som et modtræk danner de en selvforståelse om det at være indvandrer. Den hårde retorik, hvor der bliver talt til frygten for fremmede, får mange unge nydanskere til at vende fællesskabet ryggen.

Vi skal byde velkomne
Vi skal gøre en dyd ud af at få mennesker, der ønsker at blive en del af det danske demokrati, til at føle sig velkomne og hjemme i Danmark, hvis integration skal blive en succes.

Hvis vi vil sikre sammenhængskraften i det danske samfund, bliver vi nødt til at acceptere nogle forskelligheder i de fællesskaber, hvis fundament netop er respekt og mangfoldighed.

En af de vigtigste politiske tænkere i det 20. århundrede, den tyske filosof Hannah Arendt (1906-1975) har sagt det såre simpelt, at det at handle etisk handler om at kunne gå på opdagelse og forstå andres perspektiv og syn på verden.

En kamp mod fanatikere og mod ulighed
For at få integration til at lykkes, skal der sættes ind på to fronter: den værdi-og kulturkamp, som venstrefløjen har svigtet, og den klassekamp, som højrefløjen lader hånt om.

Værdikampen står mod reaktionære og religiøse kræfter i lukkede minoritetsgrupper, der ikke ønsker at indgå i et samfund med demokratiske rettigheder. Vi skal bekæmpe de kræfter, der vil skabe had og splittelse, og som fastholder forstokkede holdninger til køn uden frihed.

Det er en kamp, der skal tages, uanset om fænomenet forekommer i etniske minoritetsmiljøer, lukkede indremissionske samfund eller på den danske højrefløj.

Fattigdom fastlåser i negativ spiral
Klassekampen handler om at få vendt den socioøkonomiske balance i udsatte boligområder, hvor alt for mange mennesker befinder sig i en ulige position.

Så længe vi aktivt skaber fattigdom i eksempelvis områder som Mjølnerparken på Nørrebro og Værebroparken i Bagsværd, fastholder vi folk i strukturer, hvor de er fastlåst i en negativ spiral.

Er man økonomisk udsultet, går man glip af deltagelse i aktiviteter i familien og hos venner, foreningsliv og sociale arrangementer, og det gør integration svær, hvis ikke umulig.

Det er selvfølgelig et problem, at der er parallelsamfund i udsatte boligområder, hvor mennesker med anden etnisk baggrund lever efter egne regler og værdier, afsondret fra det omkringliggende samfund. Og det er selvfølgelig et problem, at nydanskere integreres i lukkede etniske minoritetsmiljøer frem for at blive en del af samfundet.

Disse problemer forbedres på ingen måde af at fastholde folk i fattigdom.

Pigers frigørelse skal bakkes op
Den ofte stigmatiserende omtale af indvandrere overskygger de positive historier, der viser, at det kan lade sig gøre at integrere folk med en anden etnisk baggrund. Antallet af indvandrerpiger i uddannelse er eksploderet over to årtier.

For 20 år siden var de 22 procent efter de danske kvindelige studerende. I dag har de stort set indhentet dem på de gymnasiale uddannelser.

I kølvandet på denne udvikling følger der for unge indvandrerkvinder en kamp for frigørelse fra patriarkalske, religiøse dogmer, for ligestillingen og fremtidige generationers udfoldelsesmuligheder.

De gør op med forældede synspunkter og dogmatikernes verdensbillede og presser på for forandringer i minoritetsmiljøerne.

Det er en prisværdig kamp for ligestilling mod stærke fastgroede traditioner, som de desværre ofte står alene i. De skal kæmpe internt, og samtidig skal de overbevise majoritetssamfundet om, at de ikke bærer rundt på skjulte dagsordner.

Det er derfor en kamp, vi skal sikre os, at de ikke kæmper alene, og vi skal sikre os, at de er klar over, at det er med samfundets opbakning, denne rejse og denne kamp tages.

Spørgsmålene står tilbage: Hvorfor bremse integrationen ved at insistere på en polariseret debat? Hvorfor opfinde ikke-eksisterende problemer, når der i forvejen er udfordringer nok? Hvorfor ikke satse mere på at få integrationen på rette spor, så både individ og samfund kan høste frugterne af et reelt fællesskab?

Spørgsmålet om integration er for vigtigt til ikke at finde en samlet løsning. Et nyt flertal i Folketinget må have fokus på konstruktive løsninger.