SF vil afsætte millioner til mobile valgsteder i udsatte boligområder

KV21: En kommende finanslov skal indeholde penge til valgbusser, som kan få flere socialt udsatte, etniske minoriteter og unge til at stemme ved kommunalvalget. Det mener SF. Valgforsker er kritisk.

Mobile valgsteder kan ifølge SF være med til at få flere borgere i udsatte boligområder til at stemme ved kommunalvalget. 
Mobile valgsteder kan ifølge SF være med til at få flere borgere i udsatte boligområder til at stemme ved kommunalvalget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Flere skal til stemmeurnerne i landets socialt belastede boligområder og blandt de studerende på ungdomsuddannelserne.

Det er i hvert fald ambitionen hos SF, der vil have afsat fem millioner kroner på finansloven for 2021 til valgbusser og mobile valgsteder ved det kommende kommunalvalg, så det kan blive lettere for nogle af de grupper, der har den laveste valgdeltagelse at få afleveret deres stemme.

”Det kan være rigtig udfordrende for nogle af borgerne i de her områder at komme ud andre steder. Både fysisk og psykisk. Derfor giver det god mening at sætte ind i deres nærmiljø,” siger SF’s kommunalordfører, Charlotte Broman Mølbæk.

Hun er på det rene med, at beløbet ikke hører til blandt de store tal, når man taler finanslov. Men det skal være med til at give en tilskyndelse til, at man lokalt prioriterer at få lavet en ekstra indsats over for de borgere, som traditionelt kan have lidt sværere ved at komme op af sofaen på valgdagen.

Det er en dyr måde at få stemmerne i kassen på. Holder man sig også omkostningerne for øje, så burde man i stedet fortælle de her grupper, hvordan de kan komme ned at stemme på helt normal vis.

Kasper Møller Hansen
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

Partier støtter princippet
Hos Enhedslisten er man positiv over for grundtanken om at hæve valgdeltagelsen blandt udsatte grupper. Og også hos Dansk Folkeparti mener man, at det er en fornuftig ambition.

”Helt grundlæggende er det vigtigt, at så mange som muligt stemmer. Det er en vigtig del af vores demokrati. Så jeg kan godt se en mening i, at man kan give bedre mulighed for at komme til at stemme,” siger DF’s kommunalordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han gør det dog samtidig klart, at det ikke må ske på en måde, hvor man meget målrettet går efter bestemte grupper for at fremme sine egne politiske interesser.

Det behøver han dog ikke at frygte. Og SF skal heller ikke gøre sig for store forhåbninger om, at det vil gavne netop deres parti, at valgdeltagelsen stiger i eksempelvis udsatte boligområder.

Det vurderer valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Altinget logoKommunal
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kommunal kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00