Debat

SF'er: Konservatives klimapolitik er et lille plaster på et gabende sår

DEBAT: Konservatives spidskandidat til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, vil ikke male fanden på væggen i klimadebatten. Men det er lige netop, hvad vi skal, hvis vi skal vinde klimakampen, skriver SF-kandidat Kira Marie Peter-Hansen.

Jeg er, for at sige det mildt, dødhamrende bekymret for vores klodes fremtid, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF).

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Efter en ellers god debat mellem jeg selv og den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, tirsdag 20. november på Tønder Handelsskole og Ungdomshøjskolen Ribe står jeg tilbage med en vis skuffelse og en frygt for, hvordan vi nogensinde skal kunne løse den klimakrise, vi står over for.

Jeg er selv en del af en generation, hvor geografibøgerne allerede i indskolingen fortalte os om faren ved klimakrisen. Vi skulle være på vagt for hullerne i ozonlaget og drivhuseffekten, og vores generations største udfordring ville unægteligt være, at isen smelter, havene stiger, og dele af planeten bliver ubeboelig.

Jeg er derfor, for at sige det mildt, dødhamrende bekymret for vores klodes fremtid.

Fakta

Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Måske for sent
Skulle man forstå Pernille ret i vores debat, har alle generationer dog haft sine klimaudfordringer, og man skulle passe på med at male fanden på væggen, når man diskuterede klimapolitik.

Pernille henviste selv til udfordringerne med huller i ozonlaget, som man opdagede i løbet af 80’erne, og som førte til en ambitiøs og effektiv international aftale i 1987 i form af Montrealprotokollen. Man måtte forstå, at vi skulle mane til besindighed og tage den lidt med ro. Alt skulle jo nok gå, og man havde altid formået at finde en “løsning” på historiens klimaudfordringer.

Klimakampen har ikke brug for flere floskler og velmenende ord, men derimod politikere, der tør sætte handling bag ordene og stille krav til den grønne omstilling.
Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Pernille og Konservative glemmer dog nogle meget vigtige detaljer.

Klimakrisen er forårsaget af utrolig mange elementer, og hver skade på vores klima ophober sig, indtil bægeret flyder over, og dominobrikkerne vælter. "De næste få år er nok de vigtigste i menneskets historie," skrev FN’s klimapanel i en rapport for syv uger siden.

Skaderne på vores klode er allerede til at se og føle på, og på trods af Montrealprotokollens klare mål og store succes er det først for nyligt, at ozonlaget over Antarktis er begyndt at hele igen. Det tog tre årtier, før aftalen begyndte at rette op på skaderne. Bruger vi tre årtier til, vil det være for sent at redde klimaet, og dominoeffekten vil ikke være til at stoppe.

Jeg er derfor ikke lige så rolig, som Pernille og Konservative er.

Bæredygtig transport
Vi har fortsat enorme udfordringer med brugen af fossile brændstoffer, og især vores transportsektor, der bidrager med omkring en fjerdedel af de samlede CO2-udledninger, trænger til et grønt løft.

En rapport fra det Internationale Transport Forum under OECD konkluderede i 2017, at CO2-udledningen fra fly vil stige med mere end 50 procent over de næste 15 år. Det er ikke en udvikling, vores klode kan holde til.

I Konservatives partiprogram står der desværre intet om, hvordan vi skal opnå en grøn transportsektor for både person- og godstransport, og det ærgrer mig, at de danske og europæiske konservative har så stor berøringsangst over for at regulere lufttransporten.

I dag er flytransporten, modsat resten af transportsektoren, fritaget fra at kompensere for deres enorme klimabelastning. Hvis vi ønsker en mere grøn transportsektor, er det nødvendigt med en afgift på flybrændstof i EU, og at vi vedtager faste mål for, hvor meget luftfartens samlede klimabelastning skal reduceres.

Vi skal sikre, at man som europæer kan transportere sig på tværs af landegrænser på en bæredygtig måde, og derfor skal vi investere markant i vores tognet, så togene på både hastighed, pris og bæredygtighed kan blive et reelt alternativ til lufttransporten.

Et lille plaster på et gabende sår
Det er positivt, at vi på europæisk plan kan samarbejde om at fjerne plastik i havene og fremme en god genanvendelse af vores ressourcer, men det er langtfra nok, og jeg fristes til at kalde Konservatives politik for et lille plaster på et gabende sår.

Vi har brug for at gentage succesen fra Montrealprotokollen og sætte faste og langsigtede krav til industrien om at mindske deres udslip og sikre incitamenter til investering og forskning i ny, grøn teknologi.

Pernille siger, at hun og de konservative gerne vil gøre noget ved klimakrisen, men når nu Konservative sidder på flertallet i EU, hvorfor sker der så så lidt? Og hvorfor er det i høj grad den europæiske højrefløj med konservative regeringsledere i spidsen, der spænder ben for den grønne omstilling i industrien?

Klimakampen har ikke brug for flere floskler og velmenende ord, men derimod politikere, der tør sætte handling bag ordene og stille krav til den grønne omstilling.

Politik har aldrig været vigtigere