Skov-Jakobsen: Demokratiet behandler sine modstandere menneskeligt

KOMMENTAR: Fanatikere er demokratiets fjender, og de bør behandles med omhu. Retsstaten skal altid kunne se sig selv i øjnene, og derfor bør vi være varsomme med at indføre særlovgivning, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Krigen mod Da'esh (Isis) er heldigvis ved at være ført til ende. Verden har med gru set på de umenneskeligheder, på de fanatiske udfald mod fjenden i de senere år, og fremover vil vi også i ny og næ høre fra denne terrorbevægelse.

Jeg tænkte det samme som de fleste danske politikere, da jeg hørte om de danske syrienskrigere på vej hjem, nemlig "bliv væk fra mig – bliv, hvor I er". For hvad angår de os?

De har forhånet alt, hvad vi står for i dette land: demokrati, ånd, oplysning, tro, tolerance, ligestilling – og de vil være en byld i vores samfundslegeme fra den dag, de igen sætter deres ben på vores jord.

Men hvad er disse fanatikere egentlig for nogle mennesker? Hvordan kan de pludselig blive grebet af sådan en vrede, af sådant et raseri mod den øvrige menneskehed?

Den nyligt afdøde israelske forfatter og debattør, Amos Oz, faldt mig ind i mine overvejelser. Han har skrevet bogen, "Kære fanatiker" og er med sin israelske baggrund god at lytte til, for han kender til fanatismen, både når den udføres af hans egne israelske landsmænd, og når den kommer fra palæstinensisk side.

Det er først og fremmest hans karakteristik af fanatikeren, der forekommer mig at være interessant. Det at lægge sig nogle af elementerne i karakteristikken på sinde og selvkritisk spørge, om vi ikke også i ny og næ rækker mikrofonen hen til fanatikeren, og om vi ikke ofte lader os komme under indflydelse af sådan et menneske, der ingen sans har for andre farver end sort og hvid.

Fanatikeren elsker sin sag. Den står over alt. Intet menneskeligt kan komme imellem. Tvivl, spørgsmål, overvejelse kommer ikke på tale. Konformisme og ubetinget lydighed hører til fanatikerens etiske model. Man skal adlyde sagen, lederen, partiet, troen. Fanatikeren tåler ikke forandringer. Det skal være, som vedkommende er vant til, eller som vedkommende udlægger traditionerne.

Meget ofte er fanatisme forbundet med, at man ønsker at opofre sig. Denne opofrelse begynder meget ofte med, at man beundrer et andet menneske, og man begynder at leve sit liv igennem den anden. Fanatikeren er utrættelig i sit ønske om at ændre de andres liv og "elsker" gerne på sådan en måde, at den anden får en fornemmelse af at få vredet halsen af led.

Ikke så sjældent er der også tale om en infantilisering, ifølge Amos Oz. Man fremstiller virkeligheden på en måde, så det er vanskeligt at kende forskel på virkelighed og underholdning, på politik og underholdningsindustri.

Noget tyder på, at det er nemt i vores samtid at falde for fanatismen. Vi lever i meget komplicerede samfund. Vi har flere valgmuligheder, og derfor fordres vores stillingtagen også hele tiden. Dette valg gør nogle mennesker ængstelige. Fanatikeren må man nok forstå som et bange menneske. Vedkommende vil gerne søge en sikkerhed og skifte de usikre valg ud med nogle sikre meninger, nogle sikre sociale sammenhænge og nogle faste normer og overlader sig altså gerne til den tankeløse lydighed i den forbindelse.

Det komplicerede er ikke ønsket – det kan sagtens blive udskiftet med noget klart! I hvert fald klart, så længe man ikke spørger sig for.

Kreativitet og nysgerrighed, tvivl, overbærenhed, medfølelse, fantasi og indlevelsesevne er gift for de fleste fanatikere. Det er ikke-ønskede dyder. Jeg har aldrig mødt en fanatiker med humoristisk sans. Jeg har mødt nogen, der kunne latterliggøre, nedgøre, håne og fandt, at det var deres bidrag til munterheden i verden. Jeg har endnu aldrig truffet én, der kunne le ad sig selv, endsige kunne nøjes med at le med en anden. Der er en forfærdelig vrede knyttet til fanatismen, ligesom der er knyttet foragt for modstanderen.

Det har altid været det store spørgsmål i demokratiet, hvordan man behandler demokratiets fjender. I disse år bliver det klarere og klarere, at demokrati slet ikke altid er i højsædet. Vi erfarer, at autokrater lader sig demokratisk vælge, hvorefter de med fanatikerens overbevisning omdanner samfundet og sikrer deres egen magt.

Retsstaten er én af de fine sider ved et demokratisk samfund. I et demokrati strides vi om politiske, kulturelle og sociale opfattelser, men vi gør det inden for nogle regler, som er fastsat ved lov. I de fleste demokratier er disse regler sikret ved omfattende lovgivning.

Det store spørgsmål er dog, hvordan vi behandler dem, der ikke accepterer demokratiets og retsstatens regler?

Sagsforholdet er vel ikke så nemt som den første dag, jeg hørte om syrienskrigernes tilbagevenden. Hvem skal straffe deres forbrydelser? Der er ikke nogen kurdisk stat, der kan. Kan vi forhandle med regeringslederen i Damaskus om dette? Hvad gør vi med de kvinder og børn, der blev tvunget med i den krig? Hvad gør vi ved dem, der skal hindres adgang til det almindelige liv, fordi de bærer fanatikerens vrede rundt med sig og vil andre mennesker til livs og ikke viger tilbage for at myrde løs?

Når man står med sådan et problem, er der ikke noget, der tyder på, at der er brug for mindre international retsorden.

Som det første burde vi lægge vægt på at få styrket alt internationalt samarbejde, som vil tilvejebringe fælles regler i verden for, hvordan man gebærder sig.

Vores historie har lært os, at vi skal tænke os meget om, inden vi indfører nogen særlovgivning. Juraen er en hjælp i disse sammenhænge. Retsstaten skal altid kunne se sig selv i øjnene og være sig selv bekendt.

Det er ikke nogen nem diskussion, vi står over for. Hvordan man får fanatikeren væk fra sin frygtelige tankegang, må være oplagt at overveje. Nemt er det ikke, for hvordan taler man med dem, der ikke vil tale med én?

Måske skulle vi til at begynde med bare kritisk at se på vores brug af fanatikere? Måske skulle vi lade være med at holde mikrofonen hen til de mennesker, der opfordrer til had. Når man bruger hadet som motivation, må man i hvert fald ikke forundres, hvis en fanatiker går ind i en synagoge og skyder menigheden ned.

Er jeg ude efter ytringsfriheden? Ikke et sekund!

Jeg vover bare at påstå, at i jagten efter de stærke modsætninger kan man komme til at foregive modsætninger i et samfund, der muligvis kun ses af meget få, men får opmærksomhed, der er helt ude af proportion med virkeligheden.

Demokratiet behandler sine modstandere menneskeligt og efter en lov. "Men de ville aldrig gøre det samme", vil nogle mene, og de har aldeles ret. Det er én af de forskelle, der godt må blive ved med at bestå mellem demokrater og fanatikere.

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Martin Lidegaard: Intet taler mod en klimalov. Men den bliver næppe til noget Martin Lidegaard: Intet taler mod en klimalov. Men den bliver næppe til noget Næste artikel Harun Demirtas: Sådan bekæmper vi indvandreres gammeldags holdninger Harun Demirtas: Sådan bekæmper vi indvandreres gammeldags holdninger