Skov-Jakobsen: "Du er nødvendig, kammerat!"

KOMMENTAR: For min skyld gerne "tough on crime" – men det skal pege i en retning – det må ikke ende med bare at være "tough on humanity", skriver Københavns biskop.

"Ham, du blev modtaget af, er én af dem, vi får penge for at sejle med." Den sætning hørte jeg i ny og næ på skibet i de første år som ung sømandspræst. Ham, jeg var blevet modtaget af, var nemlig blevet placeret af de sociale myndigheder. En ung mand, der havde forbrudt sig mod alment gældende regler, og som i stedet for at blive spærret inde havde fået muligheden for at påmønstre et skib.

Helt ubekendt var denne mulighed for at afsone en straf ikke for mig. Jeg havde som studerende arbejdet som kirketjenervikar, og hér havde vi mennesker i samfundstjeneste. Til tider var det mindre forbrydelser, men det kunne sandelig også sagtens tangere noget, der lignede de første skridt på en kriminel løbebane.

Mødet med "dem, de fik penge for at sejle med" og med dem, der var i samfundstjeneste, efterlod altid en overvejelse over, hvor mange slags mennesker og forskellige skæbner, vi er i dette samfund.

Jeg glemmer aldrig ham, der var kvik, opvakt, klog og med mod på fremtiden. Nu havde han sejlet længe nok til at vide, at han ville på navigationsskole.

En aften, da vi sad og talte sammen med et par af de andre besætningsmedlemmer i messen, kom det pludselig fra ham: "Peter, du skulle vide, hvor dejligt det er at finde en varm opgang i København, når man er 11 år og ikke har noget sted at sove, fordi man er blevet smidt ud hjemmefra."

Han fortalte sin historie. Vi sad alle og lyttede forsigtigt. Vi troede vist knapt, hvad vi hørte.

Han havde rapset noget slik i Brugsen. Det må man selvfølgelig ikke. Det var blevet opdaget, og det venlige politi havde ledsaget ham hjem og fortalt forældrene om tyveriet.

I det hjem var det moralske kompas åbenbart i uorden. Han blev smidt ud, for han havde gjort noget, man ikke gjorde. 11 år. Smidt ud. Midt på gaden i København. Overladt til at klare sig selv.

Som så ofte sidenhen i mit arbejde var dette én af de gange, hvor jeg oplevede, at mennesker har meget forskellige opvækstvilkår. Man bliver lige forundret hver gang, når man nyder det privilegium at være opvokset i et helligt, almindeligt dansk hjem, hvor man blev passet på og fik en klar fornemmelse af op og ned.

Der er mennesker, som aldrig har haft muligheden for at finde dette "op og ned". De har ikke fået det med hjemmefra. Det er ikke, fordi de har modsat sig nogen orden, eller fordi de har villet bryde loven. De har bare aldrig fået nogen tilrettevisning. De har ikke kunnet tilpasse sig andet end en uorden.

Om bord havde den unge mand lært noget vigtigt. Helt elementært vigtigt. Han skulle stå op, tørne til og lægge skulder på sin opgave. Gjorde han det ikke, var der et andet besætningsmedlem, der måtte blive på vagt og ikke komme på køjen og få sin hvile. Det gør man ikke upåagtet på et skib. De andre har brug for én. Det er livsnødvendigt, at man indgår i livet og udfylder sin plads.

Han oplevede altså noget, som han aldrig tidligere havde oplevet: Du er nødvendig, kammerat!

At være nødvendig betyder også, at man indgår i en orden, sådan at man kan gøre gavn og passe sine pligter. Man skal passe sin søvn, passe sine spisetider, sørge for at vide, hvad arbejdsopgaven går ud på, sådan at man ikke risikerer at være livsfarlig om bord.

Når man gør det, er der umiddelbart udbetaling på den menneskelige konto. Man indgår i et fællesskab, nyder de andres respekt, bliver spurgt om sin holdning – man bliver én, de andre spørger til råds, og hvis udsagn står til troende.

I de år talte man meget om "tough on crime" i Storbritannien. Det gik så vidt til tider, at politikere kunne finde på at sige, at man sandelig havde brug for disse mennesker, for de skulle være det dårlige eksempel. Som et skræmmeeksempel på, at sådan gik det én, når man ikke tilpassede sig.

Det har altid undret mig, hvorfor man altid har krævet længere fængselsstraffe, når vi ved, at det intet hjælper. Der er så mange, som kommer tilbage til fængslet og ikke synes at have taget nogen forbedring til sig.

At leve sammen i samfund betyder, at der er en orden, som skal overholdes. Jeg hader at føle mig usikker! Jeg kan ikke fordrage det, når min personlige sikkerhed kompromitteres. De gange, hvor jeg har lagt hjem til tyveri, har jeg haft lyst til at vaske alting bagefter. De gange, hvor jeg har haft vandaliserende adfærd tæt på mig, har jeg været rasende. Skulle nogen træde mine døtre for nær, ville de slippe et uvejr løs hos mig!

Anliggendet med denne klumme er ikke at undskylde. Anliggendet er derimod at forsøge at forstå. Egentlig kan jeg heller ikke forstå, at noget menneske skal have en opvækst uden normer, uden regler, uden kærlighed, uden tålmodighed.

Anliggendet er at forstå, at der findes mennesker, som kræver den tålmodighed af os andre, at vi udviser menneskelighed over for dem og giver dem mulighed for at opleve, at de er nødvendige, og at de ikke bare kan gøre, som de vil. Til tider kan det være nødvendigt med lidt håndfasthed og stærke holdninger og ufravigelige krav; men det hjælper ikke blot at isolere et menneske.

Straf må ikke alene være, at jeg får min hævntørst stillet. Hvis det skal hjælpe noget, bliver vi nødt til at have tillid til, at der er et menneske inde i den anden. Et menneske, som kan manes frem, hvis det bliver konfronteret med, at den anden, man truede eller tævede, nu går rundt med traumer, fordi man i første omgang ikke respekterede den andens fysiske eller psykiske integritet.

Hvis man bliver konfronteret med, hvad ens biljagt lagde ned af menneskelige muligheder, fordi man invaliderede et andet menneske, eller at man ødelagde mange liv ved at formidle en lille "pakke" med stoffer, er der måske en mulighed for, at mennesket kan findes frem.

Vores samfund beror på tillid. Den tillid skal vi også forsøge at tale frem i hinanden. Nogle synes vist, at det er naivt. Vi er blevet vænnet til en mere rå omgangsform.

Når man falder ved siden af samfundets orden, må der selvfølgelig være en konsekvens, en straf. Straffen skulle dog helst hjælpe én på vej mod at blive en del af samfundet og ikke hjælpe én til permanent at være det dårlige eksempel og derfor hele tiden udenfor.

For min skyld gerne må man gerne være "tough on crime" – men vi bør lade det føre til noget – det må ikke ende med bare at være "tough on humanity".

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Forrige artikel Carl Valentin: Der er allerede fri hash i Danmark, så lad os kontrollere det Carl Valentin: Der er allerede fri hash i Danmark, så lad os kontrollere det Næste artikel Paula Larrain: Lykketofts kovending styrker DF og svækker S Paula Larrain: Lykketofts kovending styrker DF og svækker S
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.