Skov-Jakobsen: Enhver nation har sine hemmeligheder

Det er kun et par år siden, at jeg opdagede én af de største rædsler i Nordens historie, den finske borgerkrig. I det sene efterår 1917 løsrev Finland sig fra Rusland. Det havde været storfyrstendømme under zaren, og på grund af de politiske uroligheder ved afslutningen af Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution blev Finlands selvstændighed udråbt.

Da jeg havde "opdaget" borgerkrigen, der rasede i de første måneder af republikkens første forår i 1918, spurgte jeg den finske ærkebiskop Kari Mäkinen, hvordan det egentlig var fat med Inbördeskriget. Han så på mig med alvorlige øjne og sagde det, som jeg aldrig glemmer: "Peter, this is something beyond silence". Derpå fortalte han om dét nationale traume, om denne grufulde hændelse i begyndelsen af landets historie. En hændelse, som alle kendere af Finland nok ikke forstår. Historien spiller os sommetider et puds – og måtte vi bare lære af dem.

Beyond silence – den dag i dag er det svært at tale om. Det er en historie, der deler befolkningen. Den går som en kløft ned gennem familierne. Kampen mellem de røde og de hvide deler nationen i to. Kari Mäkinens to bedstefædre var henholdsvis rød og hvid, og enhver i familien vidste, at de skulle ikke sættes i samme stue.

38.000 mennesker mistede livet på cirka et halvt år. 28.000 var røde (socialdemokrater, kommunister). I krigsmånederne døde cirka 5.200 hvide og 3.400 røde; men efter "freden" den 15. maj 1918 blev 10.000 røde og 1.500 hvide myrdet. I de fangelejre, hvor man spærrede de røde inde, døde 13.500 mennesker enten af sult eller af tortur. 25.000 børn blev forældreløse eller mistede den ene forældre. Henimod 200.000 mennesker blev direkte berørte i en befolkning på 3,1 millioner.

Når man fordyber sig i det selvstændige Finlands første måneders historie, bliver man grebet af rædsel. Hændelserne falder over hinanden. Der er ingen gensidig forståelse. Der er russiske rødgardister, som blander sig og bliver genstand for national vrede fra den borgerlige lejr.

Der er også en stærk arbejderbevægelse, som især består af landarbejdere, der slet ikke synes at vinde nogen forståelse hos de hvide i landet.

Modsætninger behøver ikke at lede ud i tavshed. Der findes et sprog, der søger efter relationerne mellem mennesker, og som ikke vil glemme det onde og det grufulde, men som vil forsone.

Peter Skov-Jakobsen

Der er hvide, som har organiseret sig i skytteforeninger med national baggrund. De ser givetvis, hvad der sker i Rusland og i særdeleshed i Petrograd, og de bliver forfærdede og kalder til modstand. Der er svenske og tyske, som blander sig for at forhindre bolsjevismen i at trænge frem.

Krigens hæmningsløse had griber mennesker. Det er frygteligt at læse om krigshandlingerne, mens borgerkrigen står på, men hændelserne efter krigen, henrettelserne, mordene, udsultningen i lejrene er beretninger om fjendskabets uforsonlige arrigskab, der hele tiden bryder ud og kræver skånselsløs hævn.

Når man læser om borgerkrigen, spørger man sig: Hvordan blev Finland nogensinde et land, en nation?

Når min finske kollega og ven talte om, at denne hændelse var hinsides tavsheden, gjorde han det også klart, at det her er en hændelse i nationens historie, som indeholder sorg, misforståelser, vrede, forargelse og en ufattelig sårethed.

Det er et af disse kapitler i ethvert lands historie, hvor man altid forsøger sig med forsigtige ord, afsøgende ord, påpasselige tanker – og pludselig bliver man grebet, og ordene og følelserne og tankerne rutsjer ud af munden, rundt i hovedet, og tilhørerne bliver varme i hænderne, fordi alle er berørte på deres egen måde. Alle bærer på mange fortællinger. Alle har sår.

Jeg spørger mig selv, om ikke også disse kapitler i et lands historie er med til at binde os sammen, selv om de i første omgang kløver os, vores familier, vores omgangskreds?

Der er så meget, der binder os sammen. Der er alt det smukke. Sproget, som vi kalder modersmål, fordi det ligger os nærmest, også selv om vi lærer at mestre andre sprog. Nationen er det sted, hvor verden åbnede sig for os. Først lærte vi at se vores eget og fornemme det, og så blev det også verdens port, for der var noget i vores eget sprog og i vores egen kultur, der viste os, at vi også var under påvirkning andre steder fra. Vi lærte at forstå, erkende og mærke andre sprog og nationer og kulturer ud fra dette sted i verden, og for de fleste af os er hjemlandet forbundet med glæde og skønhed.

Jeg gad også nok vide, hvad lyset, årstiderne, temperaturerne og lydene betyder – altså de kendte, som man vokser op med.

Men enhver nation har også sine hemmeligheder – eller måske skulle jeg kalde dem mysterier.

Et mysterium er en sandhed, som man kan blive ved med at grunde over, og aldrig synes, at man kan finde det sidste ord for. Der vil altid være en erkendelse mere at kradse ud af hjørnerne i erindringen eller i erkendelsen.

De sårbare steder i vores landes historie er også steder, hvor tanken hele tiden søger tilbage for at blive klogere. Tanken søger derhen, selv om den ved, at den bliver såret og muligvis forbitret og hadefuld.

I vores historie er der en del sådanne sårbare steder. Et af dem er 9. april 1940. Vi bliver ved med at vende tilbage til denne dato. Havde vi ført den forkerte politik i 30'erne? Skulle vi have gjort større modstand? Vi kan diskutere modstandsbevægelse og retsopgør. Vi kan forsvare, og vi kan anklage. Vi kan virkelig blive passionerede i samtalen, når vi kommer til de steder, hvor sårbarheden er åbenlys, og hvor helte og niddinger slås om vores bevågenhed, og hvor ondskab og det gode også tager armtag.

Det former os også som mennesker, at vi lever med en national, kulturel, social, politisk, historisk sårbarhed, måske ligefrem et traume. Det er svært og måske også så svært, at det er hinsides tavsheden, men så er det, vi opdager, at vi bliver nødt til at finde ord, billeder, skulpturer, musik eller noget andet for at få det uudsigelige udtrykt, for det er en del af os.

Det er kun menneskeligt at blive tanketom og ordfattig foran historiens gru og ondskabsfuldhed – men det er også menneskeligt at forsøge at slå det hele ned med ord og bare lade dem løbe.

Endnu mere menneskeligt er det at komme til rette med det, der skete, og lære sig forsoningens sprog. Modsætninger behøver ikke at lede ud i tavshed. Der findes et sprog, der søger efter relationerne mellem mennesker, og som ikke vil glemme det onde og det grufulde, men som vil forsone.

Jeg har dyb respekt for en nation, som blev sendt gennem lidelser som den finske borgerkrig i de første måneder af historien og i dag fremstår som et folk. Det siger noget om kraften i alle de andre ting, der holder os sammen. Ligeledes har jeg respekt for et folk som det tyske, der har måttet forsone sig med en Første og en Anden Verdenskrig og gøre op med et rædselsvælde som det nazistiske og derefter med et kommunistisk diktatur.

Jeg har også lært at have respekt for mit eget lands sårbare steder, og jeg tror, vores kollektive hukommelse og vores indbyrdes strid om forståelsen af mysteriet er med til at gøre os til dem, vi er.

---------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.