Skov-Jakobsen: Idiotikos må ikke knuse noget af det smukkeste vi har skabt

Vores fælles tilværelse - det er hvad politik handler om. Den, der offentligt taler om vores fælles tilværelse, kaldte de gamle grækere for en “politikos”. Der er også dem, der kun taler om deres eget og interesserer sig for deres eget. Sådan en mand (for det var kun mænd dengang) kaldte grækeren for en “idiotikos”. Mon ikke de fleste af os ved, hvilken side, vi helst vil være på?

“Så gik der politik i det”, kan man høre mennesker sige, men de kunne ligeså godt have sagt om et sagsforhold, at det var sagligt, indtil der skulle træffes en beslutning. Da der endelig skulle bestemmes noget blev sagen en del af et større kompleks og indviklet i andre forhold, som drejer sig om magt, og så måtte der files og skæres, indtil der blev fundet en form, som et flertal kan leve med.

Det kan også ende med, at mennesker mener med udtrykket “så gik der politik i det”, at noget blev genstand for, at al rationalitet og saglighed forsvandt og en holdning opløste sig og blev til meningsløshed og så opstår der magtesløshed. Borgeren tror ikke længere på, at det kan nytte at bringe noget ind i det offentlige rum, for dér bliver man ikke hørt, men bliver en del af et større og uigennemskueligt spil.

Nogle mener, at politik fortrinsvist skulle være for politikere. Det er politikeren, der får sin betaling for at diskutere, og når de har overtaget debatten, bør for eksempel embedsmænd eller ledere i offentlige institutioner afstå fra at melde ind i debatten.

Politik bliver hysterisk, hvis man sætter Gud bag den.

Peter Skov-Jakobsen

Der har været en tendens til, at for eksempel lærere og skoleledere ikke behøvede at mene noget, når der blev diskuteret på politisk niveau. Ved en lejlighed hørte jeg i hvert fald en politikere udtale en stor undren over, at nogen blandede sig, for det var jo blevet et politisk spørgsmål, og så var det helt klart, at nu lå diskussionen et andet sted, og det var upassende, hvis et menneske, der blev betragtet som en del af embedsværket blandede sig.

Vores demokrati og vores politiske uoverensstemmelser bygger på, at vi er et samfund, hvor mennesker taler med hinanden - og sommetider kan finde på at råbe ad hinanden.

Når mørket lægger sig over Berlin, sker der noget andet. Så stråler lyset fra Rigsdagsbygningens kuppel. Demokratiet skinner.

Peter Skov-Jakobsen

Politik er vigtigt. Partipolitik er vigtigt, men først og fremmest er den politiske debat, der går forud for enhver partipolitisk debat vigtig.

Jeg ved godt at vi altid hører “partipolitik”, når nogen siger “politik”. Jeg synes nu at der går en drøftelse forud for al partipolitik, og den handler om, hvor vi gerne vil hen.

Hvilket samfund vil vi skabe? Hvordan vil vi leve med hinanden? Hvilke værdier ligger til grund for vores fælles liv med hinanden? Hvordan vil vi handle i forhold til andre nationer? Hvordan vil vi have det med vores nationale, politiske, kulturelle, sproglige, seksuelle og religiøse mindretal? Hvordan vil vi relatere til andre lande, og hvordan ser vi vores plads i en verden, der er truet af klimakrise, flygtningestrømme, krige og økonomiske kriser?

Som borger ved jeg godt, at det er en kompleks verden. Min egen hverdag er kompleks og derfor ved jeg, at det, der rækker ud over min almindelige hverdag også er komplekst, og jeg lytter derfor spændt og opmærksomt på politikerne. Jeg bryder mig ikke om, når der bliver talt til min uforstand, min umiddelbare stemning, og jeg bryder mig ikke om, når min frygt skal tales op. Det sidste kan der være grund til i en verden, der ikke lader et menneske færdes naivt i nogle sammenhænge, for der er også en politisk ondskab på færde - terror, totalitarisme.

Den gode politiske diskussion lader mig vide, at verden er sammensat og at mine holdninger er påvirket af mange ting. Der er min uddannelse. Der er den kultur, som jeg har indåndet hele mit liv. Glæden ved mit eget land, ved nationen, spiller en rolle. Det spiller en rolle, hvad jeg tror på, hvad enten jeg er ateist, humanist, kristen, jøde, muslim, hindu eller er båret af en ideologisk eller filosofisk idé. At løbe rundt med et bud om, at “man skal elske Gud og sin næste og sig selv” er noget af en fordring og spiller en rolle.

Politik er oplyst af mange fag og af mange former for tro og liv, og det er vigtigt, at vi spiller dét ind i debatten som vi allermest tror på. I vores sammenhæng er det dog sådan (heldigvis), at det er politiske argumenter, der stiller op mod andre politiske argumenter. Ingen kan overtrumfe i vores fælles diskussionsrum med et religiøst argument. Politik bliver hysterisk, hvis man sætter Gud bag den.

Politik er en diskussion om verdens anliggender, men perspektiv må der gerne være, og her kan ideologier, filosofier og religioner spille en væsentlig rolle som inspiration til den gode nation og det gode samfund.

Jeg kan godt lide, når politikere åbenlyst søger efter de gode løsninger. Når man kan mærke på en politiker at vedkommende lytter, bliver jeg tryg ved, at vedkommende ved at hun indgår i en større sammenhæng, som vi er fælles om.

Det er mærkeligt at leve i en politisk kultur, hvor det at få ordet “ekspert” knyttet til sig samtidig betyder, at mennesker ikke længere lytter, men muligvis mistror én i stedet. Demokratiet og den politiske samtale beror på, at vi oplyser hinanden med vores viden for at vi kan tale om det fælles bedste. Oplyste meninger skal brydes og vi skal finde en vej!

Demokrati og politisk kultur er ikke selvfølgeligheder. Blandt statsformer er demokratiet stadig ikke det fremherskende i verden, men er der noget Europa kan byde ind med, så er det med demokratiet. Vi ved, at det har været en lang vandring fra enevælde og undertrykkelse mod demokrati. Vi ved, at demokrati er en politisk kamp. Vi ved også at det totalitære er et fanatisk mørke.

Jeg kan ikke få tankerne væk fra Rigsdagsbygningen i Berlin. En mastodontisk bygning, der skulle symbolisere det Wilhelminske kejserrige med en kuppel henover rigsdagsforsamlingen. Kupler er himmelhvælv og selvfølgelig var meningen dengang, at de beslutninger, der blev taget i forsamlingen var de af kejseren og Gud forordnede bedste beslutninger for verden.

^{LYSET: Når mørket lægger sig over Berlin, stråler lyset fra Rigsdagsbygningens kuppel. Demokratiet skinner, skriver Peter Skov-Jakobsen}

Den britiske arkitekt Foster har udstyret den nye Rigsdagsbygning, der er sæde for den tyske forbundsdag, med en glaskuppel. Forsamlingen, der sidder under denne kuppel, bliver mindet om at der kommer et lys ude fra (også oven fra) og her skal alt ske i åbenhed og gennemskuelighed.

Når mørket lægger sig over Berlin, sker der noget andet. Så stråler lyset fra Rigsdagsbygningens kuppel. Demokratiet skinner. Sådan har det ikke altid været. Engang var det fanatismens mørke og hadet mod menneskeheden, der dominerede den politiske debat. Måske findes der ikke noget andet land end Tyskland, der ved bedre, hvilken forbandelse, der kan lægge sig ind i en kultur, når der ikke er lys i demokratiet!

Derfor har jeg heller ikke tid til politikerlede. Jeg agter politikerens hverv højt. De er fortalere for noget af det smukkeste Europa har fremelsket: en drøftelse af de offentlige anliggender i det fælles rum.

Demokratiet er udfordret, hvis man ikke vil deltage og hvis man ikke vil lade sig oplyse, og demokratiet er udfordret, hvis man tror, at det kun handler om at skabe flertal. Det siger mere om et demokrati end man tror, når man ser, hvordan det behandler sine mindretal! Men det må vi skrives ved om en anden gang.

-----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.