Skov-Jakobsen: Jo sikrere man er i sit eget, des mindre frygtsom behøver man at være

KOMMENTAR: Det har for mig aldrig været et spørgsmål, om man skulle elske sit land, sin hjemstavn. Det ligger i luften, at dér, hvor verden gik op for én, dér er man også knyttet ind i den verden på en særlig måde.

Der er årstidernes skiften. Der er sproget, som er den klang, man har haft i ørerne altid. Det er det sprog, som gav én en fornemmelse for skov og strand, for naboer og genboer. Det er det sprog som man fornemmede nærhed, indlæring og retledning med. Det er et sprog, som jeg aldrig helt kan sætte mig ud over, for det vil altid være noget særligt.

Nationen, fællesskabet af de mennesker, der bor her hos os, lærer mig hele tiden noget om, hvad der er vigtigt, når vi skal leve sammen og forme dét, som vi kalder samfund. Jeg tror både, man lærer noget om at forme enighed i sit land og med sit modersmål, og man lærer også noget vigtigt om at udtrykke uenighed og afstandtagen. Bevidst eller ubevidst er vi fælles om en historie. Sommetider er vi kun fælles ved at være uenige om fortiden, men fælles om den er vi, og vi udlægger for hinanden, hvad den betyder.

For mig er kristendommen det mest hjemlige. Her grundlægges agtelsen for medmennesket og for skabelsen. I den fortælling ligger der en forundringskraft og venter hele tiden. Jeg morer mig altid over fortællingen om vores første ærkebiskop. Da legaterne kom fra Rom med palliet, det klæde som ærkebiskoppen bar for at gøre opmærksom på sin status, og som kom den hele vej fra paven selv, havde de mødt en lille og meget undseelig mand, som stank så ganske forskrækkeligt, at de måtte vende sig bort. De troede vist, at det var løgn og blev bekræftet i alle deres fordomme om, at dér oppe i det høje nord, gik mennesker rundt og skar tænder af kulde, og al civilisation skød de fra sig med deres grovheder og deres brøl efter øl og slagsmål.

Men der skete noget. Asser åbnede munden og begyndte at tale latin, og nu mærkede de, at der ikke var tale om nogen fejl. Han bar på den fælles dannelse, på nogle længsler, som de kunne genkende. De delte en slags hjemstavn med hinanden.

Mit fædreland, min nation, min hjemstavn har mange elementer i sig. Til tider tror jeg, at jeg er den eneste, der bærer på de traditioner, fordi de altid er forekommet mig at være så hjemmevante på mit eget sprog. Når man vokser til og ens blik bliver taget med henover vores grænser, opdager man også, at det kendte, er kendt for andre. De udtrykker det ganske vist altid anderledes. Det gør de alene i kraft af at de også kommer med andre traditioner og de har været involverede med andre nationale kræfter og levet med andre stridigheder.

I Europa har vi stærke fornemmelser for nationer og sprog. De er en del af vores identitet. Det er ikke ligegyldigt, hvor man for første gang så stjernerne eller hvor man hørte nogen spekulere over sandheden. Det er ikke ligegyldigt, om man er født ind i et mindretal eller om man altid har tilhørt et flertal. Det er ikke ligegyldigt, hvad verden har lært mig om mine naboer. I Europa har de fleste nationer en historie, der har lært os, at naboen skal vi tage os i agt for. Vi har også en anden historie. Vores nationale historie er både bygget op om kamp og om fred. Den er bygget op om temaer som forbrydelse og forsoning. Den er bygget op om århundreders fordomme om de andre og lejlighedsvis også oplyst til forbrødring.

Václav Havel har lært mig, at min kærlighed til mit sprog og til mit fædreland ikke på nogen måde betyder, at jeg skal holde mig på måtten og bagved grænsen. Tværtimod! Min kærlighed til det nære vil i sidste ende være udslagsgivende for, om jeg kan forstå de andre og føle med dem.

Min historie og min kultur og ikke mindst mit sprog er en del af de mange Guds mysterier, der findes i verden, og sat ind i den store sammenhæng, bliver ingen af delene noget, der skal begrænse mig og formørke mig. Den kultur og det sprog er mit værktøj til at “forstå løs” på den verden, som ligger foran mig. Alle mennesker har et udgangspunkt, alle har lært livet at kende et sted, og det er ud fra det sted, jeg skal udforske verden.

På dansk har vi det smukke begreb “Verdens port”. Det er det sted hvor man står og ser ud på verden. Det er derfra rejsen går, og dér, hvor man vender hjem. Jo sikrere man er i sit eget, jo mere man tør se forskelle og ligheder, des mindre frygtsom behøver man at være. Sømændene har i årenes løb lært mig, at vand forbinder. Det adskiller ikke (men det kan land til gengæld gøre).

Jeg elsker ikke kun mit land. Som årene er gået har jeg også lært at sætte stor pris på den større sammenhæng, som jeg er en del af. Der er alle de europæiske lande, som jeg deler kultur med, og som mit land i tidens løb blev inspireret af. Der er så mange ting vi er fælles om: demokrati, retsstat, velfærdssamfund, menneskerettigheder og agtelse for naturen. Det er alt sammen noget, vi er fælles om at møde den øvrige verden med, og som skulle være vores bidrag til verdenshistorien. Jeg vil vove at påstå, at jeg ved min fædrelandskærlighed er bundet ind i universet. Vores måde at leve på, er blot én måde at leve på. Men denne kærlighed til hjemstavnen er et bindeled til de andre, til hele verden, lærer Václav Havel os.

Min tro alene viser det. De dybeste lag i mit hjerte kan jeg synge om og sige noget om, og jeg gør det på det mest fortrolige sprog, jeg har. Dermed bliver det også en del af min oprindelighed. Det viser sig dog sidenhen, at denne oprindelighed deler jeg med andre, der formentlig føler det samme, men ud fra deres hjemlighed. Det viser sig altså, at mit er dit, og dit er mit.

Der kan også være en stor sorg forbundet med hjemstavnen, med nationen, med sproget. Én af mine fascinationer i tilværelsen er Tyskland og det tyske sprog; men tænk sig, om det havde været mit modersmål og mit fædreland! Hvor ofte ville jeg ikke have siddet med spekulationer over, hvad det dog var, der løb sammen og blev en politisk perversitet, som aldrig kan glemmes. Hvad var det dog, der skabte nazismen, dette brutale had mod menneskeheden? Når jeg læser danske anti-semitiske skrifter fra besættelsestiden væmmes jeg, og er glad for at dette forræderi mod retsstat, demokrati og kristendom kun i begrænset omfang fandt udtryk på mit modersmål.

Når jeg i dag hører politisk, menneskelig og kulturel smålighed udtrykt på dansk, finder jeg det mere væmmeligt, end når der er et andet sprog og kultur mellem mig og den holdning. Det er både storhed og smålighed, der kan gemme sig i hjemstavnen. Barmhjertigheden og ondskaben går nok kun rigtigt ind, når det formidles på det nærmeste sprog og i den nærmeste kultur. Man fornemmer begge dele, og frygter ondskaben og glæder sig over barmhjertigheden. Vi deler tilværelse og længsler henover grænser. På tværs af vores kulturer og sprog kommer vi med politiske forhåbninger og strider en kamp for det, vi finder rigtigt og vi forener og forsoner os med hinanden og med tilværelsen.

Den tyske journalist Marion Gräfin Dönhoff, der i mange år var medudgiver af den store liberale avis Die Zeit, stammede fra Østprøjsen. Hendes familie havde beboet slottet Friedrichsstein siden middelalderen. Da Den Røde Hær erobrede Østprøjsen måtte hun for altid flygte fra sin hjemstavn. Da Vest(Tyskland) endeligt afstod forhåbningen om at få disse egne tilbage i 70’erne skrev Dönhoff bevæget en bog om sin barndom i Østprøjsen. Det var en hyldest til den del af landet, der for altid var skabt på grund af nazismens charlataneri og forfærdelige fremfærd over for andre nationer. Dönhoff slutter sin bog med en betragtning om, at hun er overbevist om, at Østprøjsens alléer og enge stadig er lige så uforligneligt smukke, som de var dengang det var hendes hjemstavn. Nu er det andres hjemstavn, men den uforlignelige skønhed gør sig stadig gældende, og der er ingen grund til at forløbe sig i had mod dem, der nu bebor det land, der engang var hendes hjemstavn.

At elske sit land, sin kultur og sit sprog er det naturligste i verden. Vi kan ikke nå ud over vores egen hjemstavn og få en glæde i de andre fællesskaber, hvis ikke vi kan elske det, der er os nærmest. Men måske skal vi minde os selv om, at der er meget vi er fælles om, og vi deler oprindelige længsler og derfor skal vi ikke forgude vort eget og dermed også komme til at forgude os selv. Vi skal bare elske, for det gør os frie - også til forundringen og forbavselsen over de andre. Selvforgudelsen rummer frygtelige muligheder for at overse de andre og forløbe sig mod dem.

-----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Sigrid Friis: Hvad har cykelløb med FN’s verdensmål at gøre? Sigrid Friis: Hvad har cykelløb med FN’s verdensmål at gøre? Næste artikel Johanne Dalgaard: Vi skal alle dø - også politikerne Johanne Dalgaard: Vi skal alle dø - også politikerne
  • Anmeld

    Jørgen Lehnemann

    Kloge og gode ord.

    Tak Peter Skov-Jakobsen. Kloge og gode ord.

  • Anmeld

    Poul B. · Pensionist, iagttager

    Jeg kom igennem denne remse af gode, og endte...

    .... noget forvirret på næsten sidste linie. Her kunne Jeg se,at det var en biskop, der var på spil. Det var en lettelse.
    Formentlig en person, der ikke som vi andre, aflåser sine døre, og sikrer sine vinduer, bil og båd og cykel. Deter Ikke nødvendigt (?). Vore fængsler ere fyldte til bristepunktet. Hvorfor sidder så mange i forvaring? Biskoppen må vide det. Biskoppen skrev: 'At elske sit land, sin kultur og sit sprog er det naturligste i verden'.
    Ja, helt enig
    Som jeg husker min barndom i 30-40'erne, er alt så anderledes og utrygt. Jeg mener,at det biskoppen skrev om er næsten disrupted. Jeg ved, hvordan det kunne stoppes, men flertallet - som naturligvis bestemmer - hører Ikke efter. Hvad skal denne lange urralistiske biskoptale sætte i gang? Hvad vil biskoppen foreslå?

  • Anmeld

    Anne Frederiksen · Lærer

    Lærerigt indlæg. Maner til eftertanke.

    Tak for det Peter Skov-jakobsen

  • Anmeld

    Anders Stjernholm · Folketingskandidat, Alternativet. Bestyrelsesmedlem, Ateistisk Selskab

    To nedslag

    Hovedbudkabet i Skov-Jakobsens ordrige indlæg er fint nok. Men der er et par steder, hvor den videnskabelige og filosofiske disciplin halter:

    "For mig er kristendommen det mest hjemlige. Her grundlægges agtelsen for medmennesket og for skabelsen."

    Jeg håber, at Skov-Jakobsen både ved og anderkender, at der er andre grundlag for agtelse af medmennesker og for skabelsen. Ikke mindst videnskabens grundlag for begge, som er noget mere sandsynlige forklaringer på begge.

    "Min historie og min kultur og ikke mindst mit sprog er en del af de mange Guds mysterier, der findes i verden,"
    Hverken det danske sprog eller den danske kultur er et mysterie. Det er komplekse størrelser, hvis oprindelse vi med stor spørgelyst er i gang med at afdække - og lære af. Og indtil videre er der intet spor af nogle guder i nogen af delene.

    At forstå balancen mellem af værdsætte ens geografiske afsæt og at have globalt udsyn hverken kræver - eller har gavn af - ens lokale religion. Som oftest begrænser den blot ens kulturforståelse af andre med anden religion. Den balance kræver først og fremmest historisk og videnskabelig forståelse for den menneskelige tilstand. Det er det.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Dansk borger og vælger

    Om at være anderledes end de fleste.

    Tak. Peter Skov-Jakobsen, fordi du igen har grebet din meget velovervejede og indsigtsfulde pen.
    Det kan ikke siges mere rummeligt og præcist.
    Håber, at den danskhed, indsigt og menneskeforståelse, du giver udtryk for, vil vinde over meget diskrediterende og nedgørende udtalelser, handlinger og holdninger, der desværre blandt andet kommer fra nogle af vores ledende .. og ansvarlige (?).. politikere, der burde være forbilleder for et menneskesyn og en holdning til, at vi på dansk maner
    **bør være overfor andre, som vi ønsker, de skal være imod os.**
    Som du skriver til sidst (citat):"Selvforgudelsen rummer frygtelige muligheder for at overse de andre og forløbe sig mod dem."
    I hverdagen kan man da ikke omgås andre ved selvforherligende at fremhæve sin egen fortræffelighed ....eller ved at mobbe dem, der er anderledes, end de fleste. Det lærer vi da også vores børn.
    Man må forholde sig ærligt, positivt og konstaterende overfor de mennesker, man står overfor og møde dem i øjenhøjde, hvad enten vi er troende eller ateister.
    Lidt ironisk kunne jeg foreslå, at man på Christiansborg fik et "anti-mobbe-kursus" i lighed med det, der er foreskrevet for folkeskolerne. Der findes faktisk ligefrem mobbekonsulenter, man vil kunne trække på....

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Endnu en hyklerisk hyldest til de velbjærgedes selvbetagedes eget selvguderi


    i en abstrakt trio på at landet er grundlagt af barbarere og at agtelsen for medmenneskene er steget i de velbjærgdes farisæiske sehævdelse og medskaberi af ikke at kunne se ud over egen næsetip og vom.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    . Det hele er ifølge vor berømte filosof ikke andet end forklædt hedenskab.

    Som modvægt til alt det vor eneste internationalt anerkendte kristne filosof Søren Kierkegaard, men han nåede desværre omkring 1850 til den konklusion, at ”Christendommen slet ikke er til,” at vi alle til hobe er renlivede hedninge, og at præsterne derfor bør gå med en ring i næsen.

    Så med den kristne kulturarv som noget attråværdigt ser det lige så jammerligt ud som med nutidens danske kristendom. Det hele er ifølge vor berømte filosof ikke andet end forklædt hedenskab.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Stjernholm;


    Det er kristendommen i skolastikken i 1100-1200 tallet, der gør at vi overhovedet kan kritisere det nuværende " kristne" hegemoni.- idag.

    Overvej atj blive lidt klogere og lidt mindre intellektuel - smarta.. .

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger.

    Vil foreslå....

    ...at man også i denne debat koncentrerer sig om emnet og temaet, så det kan blive perspektiveret.
    Det er altid en god ide at koncentrere sig om bolden og ikke gå efter personen.... Ganske som i idrætsgrene som håndbold, fodbold..og golf.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    ...og i dag....

    ..kan man så her på Altinget læse, et en ansvarlig, ledende og ovenikøbet dansk minister udtaler(citat):
    "..Staten skal generobre sit magtmonopol"....
    Hvad sker der med de mennesker indenfor murene på Slotsholmen? Er man blevet så ubehjælpsom, så usikker på sit eget, at frygten og trangen til voldsmonopol tager styringen selv fra en minister, der har ansvaret for alle vores børns udvikling og undervisning?
    ....
    Er så gammel, at jeg på nært hold har oplevet, hvad der skete for menneskene øst for den mur der blev bygget ned igennem Europa. DET var statslige magtmonopoler, så det battede.
    Hvis man vil generobre voldsmonopolet specifikt rettet mod udvalgte mindretalsgrupper, så er vi alle i farezonen og skal tænke os rigtigt godt om, når vi forhåbentligt snart skal til valg.