Skov-Jakobsen: Jo sikrere man er i sit eget, des mindre frygtsom behøver man at være

Der er årstidernes skiften. Der er sproget, som er den klang, man har haft i ørerne altid. Det er det sprog, som gav én en fornemmelse for skov og strand, for naboer og genboer. Det er det sprog som man fornemmede nærhed, indlæring og retledning med. Det er et sprog, som jeg aldrig helt kan sætte mig ud over, for det vil altid være noget særligt.

Nationen, fællesskabet af de mennesker, der bor her hos os, lærer mig hele tiden noget om, hvad der er vigtigt, når vi skal leve sammen og forme dét, som vi kalder samfund. Jeg tror både, man lærer noget om at forme enighed i sit land og med sit modersmål, og man lærer også noget vigtigt om at udtrykke uenighed og afstandtagen. Bevidst eller ubevidst er vi fælles om en historie. Sommetider er vi kun fælles ved at være uenige om fortiden, men fælles om den er vi, og vi udlægger for hinanden, hvad den betyder.

For mig er kristendommen det mest hjemlige. Her grundlægges agtelsen for medmennesket og for skabelsen. I den fortælling ligger der en forundringskraft og venter hele tiden. Jeg morer mig altid over fortællingen om vores første ærkebiskop. Da legaterne kom fra Rom med palliet, det klæde som ærkebiskoppen bar for at gøre opmærksom på sin status, og som kom den hele vej fra paven selv, havde de mødt en lille og meget undseelig mand, som stank så ganske forskrækkeligt, at de måtte vende sig bort. De troede vist, at det var løgn og blev bekræftet i alle deres fordomme om, at dér oppe i det høje nord, gik mennesker rundt og skar tænder af kulde, og al civilisation skød de fra sig med deres grovheder og deres brøl efter øl og slagsmål.

Men der skete noget. Asser åbnede munden og begyndte at tale latin, og nu mærkede de, at der ikke var tale om nogen fejl. Han bar på den fælles dannelse, på nogle længsler, som de kunne genkende. De delte en slags hjemstavn med hinanden.

Mit fædreland, min nation, min hjemstavn har mange elementer i sig. Til tider tror jeg, at jeg er den eneste, der bærer på de traditioner, fordi de altid er forekommet mig at være så hjemmevante på mit eget sprog. Når man vokser til og ens blik bliver taget med henover vores grænser, opdager man også, at det kendte, er kendt for andre. De udtrykker det ganske vist altid anderledes. Det gør de alene i kraft af at de også kommer med andre traditioner og de har været involverede med andre nationale kræfter og levet med andre stridigheder.

I Europa har vi stærke fornemmelser for nationer og sprog. De er en del af vores identitet. Det er ikke ligegyldigt, hvor man for første gang så stjernerne eller hvor man hørte nogen spekulere over sandheden. Det er ikke ligegyldigt, om man er født ind i et mindretal eller om man altid har tilhørt et flertal. Det er ikke ligegyldigt, hvad verden har lært mig om mine naboer. I Europa har de fleste nationer en historie, der har lært os, at naboen skal vi tage os i agt for. Vi har også en anden historie. Vores nationale historie er både bygget op om kamp og om fred. Den er bygget op om temaer som forbrydelse og forsoning. Den er bygget op om århundreders fordomme om de andre og lejlighedsvis også oplyst til forbrødring.

Når jeg læser danske anti-semitiske skrifter fra besættelsestiden væmmes jeg, og er glad for at dette forræderi mod retsstat, demokrati og kristendom kun i begrænset omfang fandt udtryk på mit modersmål.

Peter Skov-Jakobsen

Václav Havel har lært mig, at min kærlighed til mit sprog og til mit fædreland ikke på nogen måde betyder, at jeg skal holde mig på måtten og bagved grænsen. Tværtimod! Min kærlighed til det nære vil i sidste ende være udslagsgivende for, om jeg kan forstå de andre og føle med dem.

Min historie og min kultur og ikke mindst mit sprog er en del af de mange Guds mysterier, der findes i verden, og sat ind i den store sammenhæng, bliver ingen af delene noget, der skal begrænse mig og formørke mig. Den kultur og det sprog er mit værktøj til at “forstå løs” på den verden, som ligger foran mig. Alle mennesker har et udgangspunkt, alle har lært livet at kende et sted, og det er ud fra det sted, jeg skal udforske verden.

På dansk har vi det smukke begreb “Verdens port”. Det er det sted hvor man står og ser ud på verden. Det er derfra rejsen går, og dér, hvor man vender hjem. Jo sikrere man er i sit eget, jo mere man tør se forskelle og ligheder, des mindre frygtsom behøver man at være. Sømændene har i årenes løb lært mig, at vand forbinder. Det adskiller ikke (men det kan land til gengæld gøre).

Jeg elsker ikke kun mit land. Som årene er gået har jeg også lært at sætte stor pris på den større sammenhæng, som jeg er en del af. Der er alle de europæiske lande, som jeg deler kultur med, og som mit land i tidens løb blev inspireret af. Der er så mange ting vi er fælles om: demokrati, retsstat, velfærdssamfund, menneskerettigheder og agtelse for naturen. Det er alt sammen noget, vi er fælles om at møde den øvrige verden med, og som skulle være vores bidrag til verdenshistorien. Jeg vil vove at påstå, at jeg ved min fædrelandskærlighed er bundet ind i universet. Vores måde at leve på, er blot én måde at leve på. Men denne kærlighed til hjemstavnen er et bindeled til de andre, til hele verden, lærer Václav Havel os.

Min tro alene viser det. De dybeste lag i mit hjerte kan jeg synge om og sige noget om, og jeg gør det på det mest fortrolige sprog, jeg har. Dermed bliver det også en del af min oprindelighed. Det viser sig dog sidenhen, at denne oprindelighed deler jeg med andre, der formentlig føler det samme, men ud fra deres hjemlighed. Det viser sig altså, at mit er dit, og dit er mit.

Der kan også være en stor sorg forbundet med hjemstavnen, med nationen, med sproget. Én af mine fascinationer i tilværelsen er Tyskland og det tyske sprog; men tænk sig, om det havde været mit modersmål og mit fædreland! Hvor ofte ville jeg ikke have siddet med spekulationer over, hvad det dog var, der løb sammen og blev en politisk perversitet, som aldrig kan glemmes. Hvad var det dog, der skabte nazismen, dette brutale had mod menneskeheden? Når jeg læser danske anti-semitiske skrifter fra besættelsestiden væmmes jeg, og er glad for at dette forræderi mod retsstat, demokrati og kristendom kun i begrænset omfang fandt udtryk på mit modersmål.

Når jeg i dag hører politisk, menneskelig og kulturel smålighed udtrykt på dansk, finder jeg det mere væmmeligt, end når der er et andet sprog og kultur mellem mig og den holdning. Det er både storhed og smålighed, der kan gemme sig i hjemstavnen. Barmhjertigheden og ondskaben går nok kun rigtigt ind, når det formidles på det nærmeste sprog og i den nærmeste kultur. Man fornemmer begge dele, og frygter ondskaben og glæder sig over barmhjertigheden. Vi deler tilværelse og længsler henover grænser. På tværs af vores kulturer og sprog kommer vi med politiske forhåbninger og strider en kamp for det, vi finder rigtigt og vi forener og forsoner os med hinanden og med tilværelsen.

Den tyske journalist Marion Gräfin Dönhoff, der i mange år var medudgiver af den store liberale avis Die Zeit, stammede fra Østprøjsen. Hendes familie havde beboet slottet Friedrichsstein siden middelalderen. Da Den Røde Hær erobrede Østprøjsen måtte hun for altid flygte fra sin hjemstavn. Da Vest(Tyskland) endeligt afstod forhåbningen om at få disse egne tilbage i 70’erne skrev Dönhoff bevæget en bog om sin barndom i Østprøjsen. Det var en hyldest til den del af landet, der for altid var skabt på grund af nazismens charlataneri og forfærdelige fremfærd over for andre nationer. Dönhoff slutter sin bog med en betragtning om, at hun er overbevist om, at Østprøjsens alléer og enge stadig er lige så uforligneligt smukke, som de var dengang det var hendes hjemstavn. Nu er det andres hjemstavn, men den uforlignelige skønhed gør sig stadig gældende, og der er ingen grund til at forløbe sig i had mod dem, der nu bebor det land, der engang var hendes hjemstavn.

At elske sit land, sin kultur og sit sprog er det naturligste i verden. Vi kan ikke nå ud over vores egen hjemstavn og få en glæde i de andre fællesskaber, hvis ikke vi kan elske det, der er os nærmest. Men måske skal vi minde os selv om, at der er meget vi er fælles om, og vi deler oprindelige længsler og derfor skal vi ikke forgude vort eget og dermed også komme til at forgude os selv. Vi skal bare elske, for det gør os frie - også til forundringen og forbavselsen over de andre. Selvforgudelsen rummer frygtelige muligheder for at overse de andre og forløbe sig mod dem.

-----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.