Skov-Jakobsen: Kampateister og fundamentalister har noget tilfælles

Religion er et fænomen, der kan bringe sindene i kog. Til tider har man en fornemmelse af, at offentligheden bliver kløvet af en økse, der deler verden op i ekstremer.

På den ene side står de hårdkogte kampateister, der ikke kan forbinde religion med andet end overtro, ligegyldighed, åndelig dovenskab, og de opfatter tro som et efterladt stadium i menneskehedens udvikling.

På den anden side er der fundamentalistiske "troshelte", som vil hævde, at livet kun giver mening med Gud, og at ethvert moralsk system bryder sammen, hvis der ikke er en Gud, som skal adlydes.

Troen skaber sammenhæng i en forvirret verden, hvor mennesker hele tiden udfordres af etiske, økonomiske og kulturelle spørgsmål. Deres tro er et fort mod alverdens ondskab og modgang.

Religion kan være en uhyggelig og hård hånd. Den såkaldte fromme sjæl kan lægge op til folkemord, terroristiske angreb, massemord og forfølgelse af mindretal.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop i Københavns Stift

Når man betragter de fleste vestlige samfund, er det kun et fåtal, der er så afgjorte i deres holdninger. De fleste mennesker befinder sig imellem de stærke synspunkter.

Der er sket noget i de senere år. Det er ikke lang tid siden, at man anså religion for at være ude, og så skete der noget i slutningen af det tyvende århundrede. Pludselig blev troen, det religiøse, igen noget, der optager mennesker.

Jeg vil hævde, at denne balance mellem det hellige og det almindelige, mellem idealerne og realiteten, mellem det guddommelige og det menneskelige er en del af den kristne tros væsen og dybde.

Peter Skov-Jakobsen

Jeg forstår godt rædslen, når man oplever de kristne højrebevægelser, de nationalistiske buddhistiske og hinduistiske bevægelser og de radikale islamistiske bevægelser.

Religion kan være en uhyggelig og hård hånd. Den såkaldte fromme sjæl kan lægge op til folkemord, terroristiske angreb, massemord og forfølgelse af mindretal.

Religion kan dog også være udtryk for den største hengivenhed, selvopofrelse, barmhjertighed og være hovedinitiator for forsoning.

Vi må minde hinanden om, at det ikke er religion, der slår ihjel. Det er mennesker, der er grebet af fordomme, misundelse, helt almindelig magtforslugenhed. Man skal være på vagt, når religionen eller den religiøse leder kræver ens underkastelse, hævder, at ens lære skal være hele verdens, og når de forsvarer utopier, som alle skal underkaste sig.

Der er en balance, som skal opretholdes. Religion skal kunne omgås det uperfekte liv - altså det liv, der ikke falder ud, som idealerne eller dogmerne havde hævdet. Der skal være en balance mellem idealer og realiteten. Det er guddommeligt og menneskeligt, der skal finde ud af at spille sammen, ja, lege sammen og skabe rum for tro og håb og medmennesket.

Jeg vil hævde, at denne balance mellem det hellige og det almindelige, mellem idealerne og realiteten, mellem det guddommelige og det menneskelige er en del af den kristne tros væsen og dybde.

Bibelen faldt ikke ned fra Himlen. Den er blevet til i forskellige tider og over en tusindårig historie. Der er ikke nogen oprindelig udgave. Den, der læser i Bibelen, gør det med en bevidsthed om, at dette er helligskrift og litterært skrift. Der er stort set ikke noget sted, der kan udlægges ens.

Den, der læser grundigt, vil også se, at der er meget forskellige opfattelser. Selv Fanden kan citere Bibelen, og den er blevet brugt til at begrunde slaveri, kvindeundertrykkelse og forfølgelse af mindretal som for eksempel homoseksuelle.

Den, der vil udlægge Bibelen, må dels kunne læse den ind i sin samtid, dels være sig bevidst om sin egen samtid og sin egen historie, må være bevidst om psykologiske mønstre og hele tiden være bevidst om, at dette ikke altid er historisk sandhed, men det er heller ikke pure opspind.

Bibelen er en historisk tekst og en tidløs tekst, fordi alt er litterær indsigt, der forudsætter historiefortælling og udlægning.

Teologer har påpeget interessante træk i den bibelske tekst. Den ser nemlig ud til at afsløre Gud som særdeles menneskelig - eller i hvert fald som én, der bevæger sig fra at gå rundt og råbe efter Adam i Edens have, fra at være nidkær, jaloux og vredladen og til at blive et menneske.

Det er noget ganske særligt for den kristne tro, at Gud får et menneskeligt ansigt i Jesus fra Nazareth. Gud stiger ned fra sin himmelske trone og påtager sig det uperfekte menneskeliv. Han lader sig “forgifte” af det almindelige liv.

Den kristne historie indeholder et væld af fortolkninger. Det begynder med fire meget forskellige grundfortællinger. Tænk sig, at de fire evangelier aldrig er blevet klasket sammen til et skrift (det er sket, men kom aldrig til at betyde noget) - altså ét uimodsigeligt skrift! I selve grundfortællingen mangler der ikke nogen stemme og gådefuldheden, modsigelserne er der hele tiden.

Det pudsige er, at religiøse fundamentalister og ateister meget ofte lever med det samme skriftsyn. De vil ikke overlade noget til fortolkningen. Hvis ikke entydigheden er til stede, kan de ikke bruge teksten som andet end et udtryk for forvirring og usandhed.

Den eneste forskel mellem mange fundamentalister og ateister er kun, at de første tror det - de andre tror det ikke.

Men der findes ikke nogen tekst, der ikke skal forstås i sin sammenhæng. Når man derefter læser virkningshistorien, altså hvad disse tekster blev brugt til, så bliver det en vandring mellem misforståelse og forståelse, en vandring mellem idealet og det uperfekte. Man bliver vidne til en yderligere sandhed - eller usandhed - i teksten.

Jeg tør næsten ikke sige det; men der ligger altså så mange sandheder og flyder rundt i verden. Vi mennesker skal huske, at vi er med til at konstruere disse sandheder, så de bliver begribelige.

Alle sandheder synes ikke altid at forliges lige godt; men enhver ved, at lyve må man ikke, for det er grundlæggende ødelæggende for tilliden mellem mennesker.

Havde man gemt en jøde i kælderen i 1940’ernes København, ville man vel have benægtet det, hvis man blev spurgt af en Gestapomand, og man ville have løjet, og det ville have været en sand adfærd.

Gud bliver menneskelig i den kristne grundfortælling. Gud bliver den, der tager menneskenes skæbne på sig og bliver et offer og dør.

Det ser ud som om, Gud er i hverdagen og vil forstås i denne hverdag. Han er ikke bare den, der får ægypterne til at lide nederlag. Han er ikke en superhelt, men snarere en ansvarlig, der får menneskene til at lede efter sandhed.

Jeg tror, at nutidens menneske instinktivt lever med en bevidsthed om, at der er mange sandheder i verden, og det er ikke altid nemt at finde ud af, hvad man skal tro og gøre.

Men som tiden går, bliver de fleste af os enige med os selv om, at trods vores uperfekte måde at leve og tro på, må vi efterstræbe tro, håb og kærlighed, barmhjertighed, forsoning og mod.

Fortolkningen og bevidstheden om det historisk begrænsede udvander ikke fortællingerne, og afmytologiserer heller ikke og gør ikke alting fladt og ligegyldigt.

Jeg tror, at mennesker hungrer efter samtalen om sandhederne. Der er en længsel efter at gå ind i rum, som hele tiden åbner sig, og hvor man ikke bare bliver klasket til med ord og billeder og skal makke ret.

Hvis vi tør gå ind i disse åbne rum, vil, med den finske teolog Petri Merenlahtis ord: "Vores belønning være visdom i stedet for fanatisme, fred i stedet for skyld og had, medfølelse i stedet for nådesløs moralisme. Vi vil lære, at den der vil lære at være hellig skal være venlig, som Jesus er venlig: mens han opmuntrer sine efterfølgere til at efterligne Gud og tilstræbe det perfekte, er han ikke bange for at blive forgiftet af deres fejltagelser....Han er menneskelig. Han er ikke umenneskelig".

------------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand. theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.