Skov-Jakobsen: Nedim var på vej hjem

RØDDER hedder hans bog. Nedim Yasar er der blevet skrevet meget om, efter at han blev myrdet på åben gade. Det har været bevægende og interessant at se, hvordan sagen er blevet kommenteret og debatteret i medierne.

Der er blevet sagt meget. Der er blevet givet udtryk for fuldstændig beundring. Andre har været kritiske og har gjort det klart, at der manglede noget i Nedim Yasars fornemmelse for, hvad fortrydelse og beklagelse betyder, hvis man vil fremstå troværdig.

Jeg har dog noteret mig i det meste af det, der er skrevet, at alle så et menneske, som havde været langt væk hjemmefra, og som havde været med til at gøre forfærdelige ting. I mit univers er det at skabe frygt om andre mennesker noget af det værste, man kan gøre i denne verden.

Frygten gør andre bange og får os næsten altid til at reagere irrationelt og næsten altid med sårede og forvirrede følelser, der nærmest blot magtesløst får os til at ville slå igen.

I vores kultur er der stadig en tiltro til, at selv når folk bliver meget fremmede for os og sætter sig ud over reglerne, må vi forsøge os med at skabe relationer.

Peter Skov-Jakobsen

De fleste af os er opdraget til venlighed. Venlighed beror på, at vi har tillid til de andre. Vi går ud fra som givet, at de taler sandt, og at de udviser en følelse af, at vi er mennesker sammen. Venligheden får os derfor til at svare den anden på en måde, som er forståelig for den anden. Vi svarer på det sprog og med det sprog, som vi bliver tiltalt med – altså hvis vi behersker det.

Sagen er blot, at frygten skaber en dyb mistillid i os og får derfor også det etiske kompas til at snurre rundt. Det er ved den lejlighed, man opdager, at man ikke altid skal svare på det sprog, som man bliver tiltalt med. Frygtens og aggressionens sprog er i hvert fald farligt. Hver evig eneste gang vi udsættes for det sprog, slukker det tillidens glød og vækker fantasien om, hvordan man ved modfrygt kan skabe balance.

Frygten gør andre bange og får os næsten altid til at reagere irrationelt og næsten altid med sårede og forvirrede følelser, der nærmest blot magtesløst får os til at ville slå igen.  

Peter Skov-Jakobsen

Vi har deponeret et magtmonopol hos staten i form af politi og militær for at hindre frygten i at brede sig. Magtmonopolet ligger også dér i et demokrati, for at det altid kan stilles til regnskab for almenvældets dom.

Frygten tager tilliden fra mennesker. Uden tillid er der ingen af os, der kan gå på gaden. Vi bliver bange for alt lige fra at blive berøvet til at blive kørt ned eller at frygte, at det er i dag, jeg får en tagsten i hovedet. Vi kan ikke leve sammen med andre uden tillid, så bliver verden formørket. Sådan et samfund er et indelukke, et meget mørkt rum.

Forleden hørte jeg så et andet menneske fra de samme kredse som Nedim Yasar. Han gjorde det helt klart, hvad det alt sammen drejede sig om. Han fortalte om, at det moralske kompas, som man navigerer efter i bandemiljøerne, har et meget ”stærkt nord”, og det er det ”stærke nord”, der skal erstattes af en meget klar fornemmelse for op og ned i tilværelsen.

Det ”stærke nord” synes jeg, at jeg har noteret mig i såvel kritiske som beundrende røster i de forløbne uger. Alle har set en mand på vej. De så ham komme hjem fra frygtens fremmedhed. De så ham som én, der enten havde fået et andet ”stærkt nord” eller som én, der var på vej.

Jeg tror det er vigtigere, end vi er klar over til daglig, at vi stadig er en kultur, der godt kan blive rasende, rådvilde og triste over, at mennesker griber til mistillid, frygt, ulovligheder, vold og aggression, men tilsyneladende lever der stadig en fortælling om, at der er en vej hjem til tilliden, venligheden, menneskeligheden.

I vores kultur er der stadig en tiltro til, at vi må kunne tiltale mennesket i hinanden. I vores kultur er der stadig en tiltro til, at selv når folk bliver meget fremmede for os og sætter sig ud over reglerne, må vi forsøge os med at skabe relationer.

Vi lever også med en bevidsthed om, at aggression til tider skal mødes med forsvar eller modaggression; men det forhindrer os ikke i at vide det i vores hjerter, at der kun er relationens og tillidens vej, hvis vi skal leve godt med hinanden.

Vi tillader os heldigvis stadigvæk at møde mennesker med høje forventninger, og det gør vi, fordi vi har tillid til venlighed og medmenneskelighed. Mon ikke vi har en fornemmelse af, at hvis vi ikke sætter tilliden i centrum sammen med villigheden til at tilgive og skabe nye relationer, ved vi godt, at livet vil blive forkrøblet af mistænksomhed, og vi vil selv stå i fare for selvretfærdighed?

Vi lever med en bevidsthed om, at vi kan blive væk for vores egne og for os selv. Men i vores liv har vi også en erfaring af, at vi skal holde øje med hinanden og fejre livets fest, når nogen kommer hjem fra frygtens land, og derfor sørger vi over, at et menneske som var på vej, blev myrdet på vejen. Det var en tragedie, men den må ikke svække håbet og tiltroen til tilliden.

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.