Skov-Jakobsen: Vær god mod sproget

For nylig udkom en lille, vigtig bog af Timothy Snyder: 'On Tyranny. Twenty Lessons from the Twentieth Century'. Man kan have den i næven, mens man færdes. Timothy Snyder, en af samtidens største kendere af totalitarisme, har skrevet denne lille håndbog, som består af gode råd om at undgå tyranniet og bevare demokratiet.

Bogen er skrevet ud af et livslangt engagement som historiker, og man opdager også hurtigt en fascination af demokratiet og en frygt for det totalitære, som tilsyneladende altid er besnærende og altid har en overtalelseskraft, endskønt det altid sætter eftertanken ud af spil og suspenderer friheden. Den "stærke" mand eller kvinde synes altid at være den enkleste løsning på en politisk krise, selv om historien skulle have lært os, at de, der gemmer sig bag hemmeligt politi og statsterror, aldrig har skabt samfund, der beroede på andet end frygt og gengældelse.

"Vær god mod sproget" lyder et af de tyve små råd, den moderne borger får i håndbogen. Med sproget kan vi nå hinanden. Derfor skal vi også være nænne om det. Vi skal vide, at med sproget tager vi folk ind til os, og vi skyder dem fra os. Ordene afslører os hele tiden. Jo vanskeligere situationer, man lever under, jo mere afslører sproget. Er du sønderjyde eller nordslesviger? Er du "ulstermand" eller "irish" – det er ikke uskyldigt. Vi afslører hele tiden, hvor vi kommer fra.

Vi håndterer også hele tiden sproget. Én af de fineste optegnelser over sprog er Victor Klemperers iagttagelser af det tyske sprog, som det udviklede sig i 30'erne. Han var professor i fransk i Dresden og opdagede hurtigt, at den nazistiske magtovertagelse også havde et sprog med sig, og det fordrejede virkeligheden. Det fordrejede godt tysk, der blev vredet i en retning, der betød, at de umenneskelige sider af nazismen blev skjult under sproglige vendinger, der gjorde umenneskelighederne til en mulighed og dækkede over deres gru. "Endlösung" hører vi nu alle med gru og med den frygtelige og morderiske historie i om massemordet og folkedrabet på millioner af europæiske jøder. Men da ordet blev opfundet, var der ingen, der vidste, hvad det indeholdt, og hvilken forbandelse det ville sænke over mange mennesker. Det lød bare effektivt, ordentligt og som god organisation. At ordet skulle dække over en forbrydelse, kunne ingen vel have forudset.

I sin bog 'LTI, Lingua tertii imperii (Det tredje riges sprog)', viser Klemperer, hvordan sproget skaber vejen for, at gruen pludselig bliver så meget en del af menneskers hverdag, at vi ikke længere mærker, at vores sproglige grænser rykkes og dermed er med til at rykke andre grænser.

Den, der under sig selv at læse Sebastian Haffners 'En tyskers historie', kan læse hans beretning om dengang, han lå i en høstak i solen med sin kæreste, der var høj, blond og blåøjet og derfor uden det, man tænkte på som kendetegn for en jøde. Men det var hun. Forbi drog en spejdergruppe, der alle råbte: "Juda verrecke!" (Jøde, måtte du rådne op!") som en dagligdags hilsen til det unge par. Hans pointe er, at så langt var man kommet i den sproglige "udvikling" i naziriget, at små drenge uden at ane det tog hadets og fordommenes og folkemordets sprog i deres mund og dermed banede vej for Holocaust. De kunne ikke se, at hun var jødisk, og det eneste, de gjorde, var at råbe "hej". Men hvilket "hej"! Det var vist den lejlighed, at Haffner besluttede, at han måtte ud af Tyskland og væk.

Hver gang der bliver sagt danskerne, ville jeg ofte hellere have, at der bliver sagt borgerne eller medborgerne.

Peter Skov-Jakobsen

At være god mod sproget er at tale ordentligt, redeligt om og med sin modstander. Det er at være til stede som et diskuterende menneske i sin samtid og ikke bare som et orakel, der udspyr evige sandheder. At være god mod sproget er ikke at fordreje det og skjule frygtelige virkeligheder i smuk klædning.

Snart er det tid til Folkemødet på Bornholm. Det er hver gang en stor oplevelse. Det er det, fordi man hele tiden oplever åbenheden, ærligheden og tilliden i de samtaler og diskussioner, der finder sted. Folkemødet er et frirum – et sted, hvor politiske modstandere ikke møder hinanden med klichéer, men taler med hinanden.

Den samtale, man oplever, giver en idé om, hvorfor vi til tider ser forskelligt på verden. For min skyld måtte der gerne gå folkemøde i hverdagen i det politiske, for vores politikere viser sig altid som mennesker med noget på hjerte i disse diskussioner. Her er det ikke bare en sætning, der skal hamres fast, og et standpunkt, der skal stå som en klippe midt i havet. Her er det opfattelser af virkeligheden, forskellige opfattelser, der med indsigt, humor, tvivl og dyb overbevisning føres frem til overvejelse.

Et ord, jeg godt kunne tænke mig vandt frem, er ordet "borger". En borger er bevidst om at leve i et demokrati og skylder samfundet at tage stilling, for vi skal hele tiden være i dialog med hinanden, hvis vi skal finde den grundindstilling, som vi er fælles om, og som gør, at vi kan kalde os et samfund. Borgeren har rettigheder og pligter. Borgeren oplyser sig, inden vedkommende stemmer. Borgeren opfatter ikke bare sig selv som en kunde i staten, som skal have skole, hospital, kultur og kirke for pengene. Vi er mere end kunder. Vi er borgere.

Hver gang, der bliver sagt "danskerne" ville jeg ofte hellere have, at der bliver sagt borgerne eller medborgerne (som vi vist har taget til os fra svensk).

Jeg elsker mit land, min kultur og mit sprog. For mig har det været verdens port. Men når jeg hellere vil have, at der bliver sagt "borgerne", skyldes det også, at jeg ikke er sikker på, at vi hører Rainer, Ariel, Fatimah, Kjartan, Ludmilla og alle de andre fra andre lande og kulturer, og som lever her og forstår sig som danske, ind i vores billede.

Hvis vi skal være gode mod sproget og mod demokratiet, skal vi huske, at vi alle er med.

Skulle jeg være den eneste, der har en fornemmelse af, at begrebet "danskerne" bliver brugt eksklusivt og ikke inklusivt og derfor hellere vil høre betegnelsen "borger", så undskylder og beklager jeg, men ellers er det blot til overvejelse, for vi er sammen om at være danske og sammen om det her land, og vi er i samtalende demokrati. Vi tænker forskelligt, tror forskelligt, opfører os forskelligt – én ting er sikkert i vores samfund: ingen af os slipper for at komme i mindretal på et tidspunkt. Det skulle nødig blive en traumatisk oplevelse, hvor man kun mærker de andres fordomme og forbandelse.

Jeg glæder mig til Folkemødet. Dér møder jeg nemlig hele tiden mennesker, der passer på sproget, og det gælder dem alle: røde, lyserøde, grønne, alternative, liberale, konservative, traditionalister, nationale – og jeg mærker, hvad der ligger dem på sinde. Jeg er ofte uenig – men jeg ved, hvorfor! Samtalen og godheden mod sproget er opmuntrende.

-----------------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.