Skov-Jakobsen: Voksenskældud må aldrig blive ubærlig

Ganske almindelig venlighed. Vi taler alt for lidt om det, men vi har brug for det mere end nogensinde før. Venlighed er grundlæggende for ethvert samfund. Det er en imødekommenhed og elskværdighed, som vi skylder hinanden, og såmænd ikke af anden grund, end at den anden er et menneske, som man bør møde med agtelse og respekt. Store som små.

Jeg kan stadig se det lille menneskes blik for mig. Det var midt i et supermarked på en ganske almindelig hverdag. Vi havde alle kunnet høre den lille fyr i nogen tid. De af os i køen, der var forældre, vidste jo godt, hvad det ville sige at have umulige børn. Han var såmænd bare aldeles ud til bens og træt, som kun et menneske kan være efter en lang dag på arbejde eller i børnehave – og så skulle han finde sig i at skridte alle fronterne i butikken af lige fra mel og mælk til slik og frysedisk.

”Jeg vil have!” lød det og derpå en masse tvær snak fra mor – og derpå hyl og skrig. Så pokkers irriterende, som kun ens eget barn kan være.

Så skete det frygtelige. ”Klask!” Mor havde ”hentet én ned” fra øverste hylde, men det værste var det fuldstændigt magtesløse raseriudbrud og de syv forvirrede sætninger, der viklede sig ind i hinanden. En ordsuppe med en masse anklager, og rundt på suppen flød der ”det kan du godt forstå”, ”mor er træt”, ”synes du virkelig, at du kan være det bekendt”, og ”hvad bilder du dig ind”.

Det menneske, som skulle beskytte ham, være ham til hjælp, lære ham ud- og indveje i livet, var brændt sammen foran hele verden.

Peter Skov-Jakobsen

Fra os i køen lød der nærmest et kollektivt gisp. Jeg tror ikke, der var nogen, der tænkte på ”klasket” og politivedtægten. Det var endnu værre. Der opstod en tavshed. Det lille menneske så på sin mor og på os andre med dette blik, som jeg aldrig har glemt. Han var flov og skammede sig. Men jeg tror ikke, han skammede sig over sig selv. Han skammede sig over den mor, der i offentligheden fuldstændig havde tabt besindelsen og havde ydmyget ham for øjnene af os.

Det menneske, som skulle beskytte ham, være ham til hjælp, lære ham ud- og indveje i livet, var brændt sammen foran hele verden. Forfærdelsen stod i øjnene på den lille dreng. Hvordan vi alle kom videre, kan jeg ikke huske, men jeg formoder, at vi alle bare prøvede med et halvt smil, lidt forlegenhed, en lille bemærkning og tænkte: ”Vi ruller lige filmen tilbage og tager scenen forfra og får den til at falde anderledes ud.”

Englænderne siger om os skandinaver, at vi er ”blunt”. Det skal nok oversættes ”ligefrem”, ”dumsmart”, måske endda ”uforskammet”.

I mit sind efterlod denne hændelse en overvejelse over, at ydmygelser, korrektioner, skældud ikke egner sig til et offentligt forum, og at man i øvrigt ikke ved, i hvilken retning de gør mest indtryk. Er det den, der bliver sat på plads, der får opmærksomheden, eller er det den, der korrigerer?

Mit ærinde er ikke, at vrede, forargelse eller dyb uenighed ikke må komme til udtryk. Men vi har et valg i forhold til, hvordan det sker. Vi bliver nødt til for de andres og for vores egen skyld at finde venlige former, der fremmer vores liv med hinanden.

For nogle år tilbage boede jeg i Storbritannien. Det er til at blive klogere af, hvad angår ens egne kulturelle vaner og de manerer – eller mangel på samme – der følger med.

Englænderne siger om os skandinaver, at vi er ”blunt”. Det skal nok oversættes ”ligefrem”, ”dumsmart”, måske endda ”uforskammet”. Hvis det siges om en englænder, er det ikke pænt ment; men om os andre gik det vist bare for at være en del af det, der karakteriserede os – altså noget særligt dansk.

Det var ikke på samme måde karakteriserende hen imod det udannede, som det ville være i en engelsk sammenhæng. Som danskere var vi egentlig sådan lidt stolte over det. Vi kan jo godt lide dem, der siger deres mening.

Som sømandspræst og orlogspræst har jeg også oplevet meget ligefrem tale om bord på skibene, men det havde en form, som rammede den adfærdskorrigerende samtale ind. Det var ikke bare et ordstyrtebad for fuld damp og arrig udførelse.

Når der skulle ”skideballeres”, blev det gjort på en måde, der afslørede, at vi alle vidste, at vi skulle til søs sammen, og dér ville vi være afhængige af hinandens indsats, og derfor skulle ingen tilføjes en skade, der ville gøre dem ”defekte”.

Nogle af os har et arbejde, hvor vi til tider må påtale fejl eller mangler og måske ligefrem adfærdskorrigere. Som regel er det jo en samtale, der helst skal føre en forandring med sig; men det er også en samtale, hvor man muligvis bliver nødt til at udtale en klar kritik.

Hver gang det falder i min lod at skulle føre disse samtaler, forsøger jeg at tænke på, hvordan man bevarer balancen imellem den klare og utvetydige kritik, der indeholder en forventning om forandring, for nu ikke at sige forbedring, og så den sproglige form, der gør, at den, der udsættes for kritikken, også kan gå ned ad trappen igen og bære det, der blev sagt.

Jeg synes, vi er blevet lige rå nok. Vi er lidt for optagede af dette rygte om at være ”blunt”.

Når jeg læser blog-kommentarer i medierne eller følger diskussioner på Twitter og Facebook og ser den måde, man går til andre menneskers meninger eller gerninger på, bliver jeg nødt til at indrømme: Ja, når jeg har læst en artikel af en, jeg er lodret uenig med (men såmænd lige så ofte af mine meningsfæller), glider der måske også nogle hurtige ord og sætninger gennem mit sind, og sommetider kommer de ud af munden, og de nærmeste hører det. Jeg er næppe den eneste, som får at vide, at jeg skal dæmpe mig og være lidt mindre arrig og lidt mere nuanceret.

Tænk, om vi kunne udvikle en samtale, som bærer præg af, at nok har vi en mening, og vi vil gerne gøre den klar, men det handler ikke om at ydmyge modstanderen. Det handler ikke om at slynge sig rundt i sproglige lianer og sværte sin modstander til.

Vi kan ikke omgås med hinanden i raseri og med trusler på læben hele tiden. Vi kan ikke byde de andre at skulle leve med vores lune, som det faldt ud lige den dag eller i det sekund. Venlighed er en måde at åbne sig for det andet menneske på. Det er en nødvendig form, for at den anden kan komme til orde. Det er væsentligt, at det er venligt sagt, selv om det er væmmeligt ment.

---------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.