Debat

Socialborgmester: Jo, København hjælper hjemløse, men regler står i vejen

REPLIK: Rigide regler gør det svært at hjælpe de hjemløse, som vi gerne vil. Derfor håber vi, at en ny regering er mere lydhør over for vores behov, skriver socialborgmesteren i København, Mia Nyegaard (R).

Mia Nyegaard fra Radikale Venstre har været socialborgmester i København siden kommunalvalget i 2017.
Mia Nyegaard fra Radikale Venstre har været socialborgmester i København siden kommunalvalget i 2017.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København.

Når sekretariatschefen for landsorganisationen Sand, Ask Svejstrup, skriver, at København deporterer hjemløse til vandkants- og landkommuner, fordi det er nemmere og billigere for os, så skyder han forbi.

I København er hjemløse mere end tal i et regneark.

De er som alle andre københavnere en del af byen og mangfoldigheden, som gør København til noget særligt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

København skal være en by med plads til alle.

Det er i øvrigt også titlen på den socialstrategi, som Socialudvalget sidste år vedtog.

Firkantede regler bør ikke stå i vejen for, at København fortsat kan være en rummelig storby med plads til alle. I stedet for at bruge tid på at pege fingre, bør alle, der forsøger at yde en indsats for byens hjemløse, gå sammen. 

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

Housing First
Når det så er sagt, virker det, som om hjemløsheden gradvist bliver en større fjende for os alle. Pludselig kan man blive bortvist af politiet fra sin egen kommune.

Zoneforbud og regler om teltlejre er ikke løsningen.

Vi bør i stedet fokusere på at bygge reelle boliger, der skaber fundamentet for løsningen af andre af de problemstillinger, som hjemløse oplever.

Housing First-strategien bliver betragtet som en god løsning på hjemløseområdet. Strategien er også en af grundstenene i den handleplan for hjemløseområdet, som Socialudvalget vedtog sidste år.

Vi vil skabe flere, og de rigtige, betalelige boliger for hjemløse. Og vi knokler for det, for behovet i København er stort, hvis vi skal hjælpe de knap 1.500 hjemløse i byen.

Afvisende regering
Selvfølgelig ønsker København at huse hjemløse, Ask Svejstrup.

Jeg ønsker også, at vi skal tilbyde hjemløse endnu bedre løsninger end i dag, hvor vores muligheder er få.

Stigende boligpriser gør det svært at bygge billigt nok til, at socialt udsatte kan betale boligerne. Selv almene boliger bliver hurtigt for dyre.

Herberger er heller ikke altid den rigtige løsning til at hjælpe folk videre, og rigide regler på boligområdet gør det svært at se ønsket blive til virkelighed.

Overborgmester Frank Jensen (S) og jeg selv har flere gange forsøgt at overbevise regeringen om behovet for at opføre flere midlertidige, skæve boliger, end vi må i dag, som Frank Jensen også har nævnt.

Desværre er regeringen afvisende.

Midlertidig dispensation
Jeg krydser fingrer for, at en ny regering vil være mere lydhør for vores ønske, for arbejdet med at sikre byens hjemløse bedre muligheder fortsætter også efter folketingsvalget.

Der vil jeg blandt andet foreslå en ny regering, at man udvider et frikommuneforsøg, så vi kan arbejde med boligløsninger til alle socialt udsatte og ikke kun de unge.

Samtidig vil jeg arbejde for, at vi får mulighed for at give midlertidig dispensation fra lokalplaners principper, når der er tale boliger til socialt udsatte, og at lokalplanpligten lempes i forhold til byggeriers fysiske omfang, når det gælder midlertidige boliger til socialt udsatte.

Firkantede regler bør ikke stå i vejen for, at København fortsat kan være en rummelig storby med plads til alle.

I stedet for at bruge tid på at pege fingre, bør alle, der forsøger at yde en indsats for byens hjemløse, gå sammen.

For som Ask Svejstrup selv skriver, må vi ind i kampen.

Sammen kan vi gøre endnu mere for byens hjemløse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00