Socialborgmester: Udligningsreformen er en udemokratisk og uforståelig lappeløsning

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Ingen folkevalgte i landets 98 kommuner har stærke følelser for den nuværende udligningsordning, og efter at have sovet på den nye aftale om udligning, er jeg ikke i tvivl om, at den nye ordning kommer til at lide samme skæbne. Hvorfor? Fordi den er næsten lige så uforståelig og sammenlappet af hensyn, handler og småtteriløsninger som den gamle.

Den eneste reelle forskel er, at nogle kommuner er glade for udsigten til nye penge i kommunekassen, mens det modsatte er tilfældet for kommuner, som nu skal af med penge eller af med flere penge. Endelig er der kommuner, som ånder lettet op, fordi deres postanvisning ud af kommunen er markant mindre end det, de havde frygtet. Det gælder blandt andet min egen nabokommune Frederiksberg.

I København vidste vi godt, at vi ville få en gedigen ekstraregning. At den med 465 millioner kroner blev godt 100 millioner kroner mindre end i regeringens oprindelige udspil, er en ringe trøst. Selv for en kommune som vores, er det ikke peanuts at finde en halv milliard.

Som borgmester for socialområdet, der hjælper mere end 40.000 københavnere, er jeg vant til at kæmpe med næb og klør for bare tilnærmelsesvis at kunne tilbyde de svageste og mest sårbare københavnere den samme service, som de fik sidste år. En service, som, jeg langt fra er ene om at mene, er både utilstrækkelig og utidssvarende.

Derfor er det også klart, at jeg frygter, at regningen for den nye udligningsreform skal samles op af dem, der har mindst, og som har mest brug for hjælp. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.

Jeg frygter, at regningen for den nye udligningsreform skal samles op af dem, der har mindst, og som har mest brug for hjælp. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. Man kender et samfund på, hvordan det behandler sine svageste medborgere.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Man kender et samfund på, hvordan det behandler sine svageste medborgere.

Ingen kompensation til København
Selvfølgelig skal de bredeste skuldre bære det største læs. Det gør vi også i København. Der er enorme forskelle på vores egne bydele, fra Nordvest og Bispebjerg i den økonomiske bund til Indre by og Østerbro i top.

Vi er samlet 10 procent af befolkningen, men her bor mere end 20 procent af landets udsatte. Det er ikke en undskyldning eller talen for nogens syge moster. Det er fakta. Lige som vi i København skal hjælpe stadigt flere borgere med ondt i liv og sjæl for de samme penge. Og spørger man til tallene for antallet af børn og ældre i Københavns Kommune, ja, så bliver vi heldigvis flere og flere og lever længere. Men vi er nødt til at være ærlige omkring, at der er en regning, som skal samles op.  

Jeg havde i det mindste gerne set, at vi som hele landets hovedstad var blevet kompenseret. At vi havde fået noget den anden vej. Jeg er glad for, at mit eget parti fik indført i aftalen, at vi kan beholde flere af vores egne parkeringsafgifter. Jeg er også glad for, at vores forhandlere fik afset penge til udsatte boligområder. Men jeg havde også gerne set håndslag fra forligspartierne på støtte til infrastruktur og åbninger for klimainvesteringer.  

Det ærgrer mig mildt sagt, at aftalen fratager os en afgørende mulighed for at gøre vores trafik grønnere og luft renere ved at sætte et beløbsloft over indtægter fra parkering per indbygger. Alt derover skal gå til staten. Dermed går København potentielt glip af flere hundrede millioner kroner, som vi kunne bruge til bæredygtig omstilling. Det er ikke alene kulsort. Det er også et skud mod det demokratiske selvstyre.   

Ingen kender næste års økonomi
Jeg er valgt til at varetage københavnernes interesser, så ved aftalens offentliggørelse tirsdag middag tænkte jeg først og fremmest på københavnerne, præcis som alle andre borgmestre. Præcis som alle andre lokalpolitikere. På konsekvenser for borgere og ansatte. Og så tænkte jeg én gang til.

For ingen ved, hvor lang tid vi er ramt af coronakrisen, eller hvad prisen bliver. Ingen ved, hvordan krisen og konsekvenserne vil påvirke velfærden lokalt. Og vi har forventeligt ingen nagelfaste svar i indeværende år. Måske ikke engang til næste år. Har den usikkerhed indflydelse på den lokale økonomi i kommunerne? Ja, i dén grad.

Når jeg læser mig ned i den nye aftale om udligning, er jeg helt overordnet skuffet på demokratiets vegne. Det er jeg, fordi det er en aftale, som er det stik modsatte af det, der var brug for, nemlig en enkel, transparent og letforståelig aftale.

Når demokratiets repræsentanter og vogtere – det er politikerne – ikke kan gennemskue en aftale, så har vi et demokratisk problem. Så ender vi med et ensidigt fokus på, hvilke kommuner skal betale eller modtage og hvor meget. Så ender vi helt uden diskussion.

Udligning berører den helt borgernære velfærd, og det diskuterer vi ikke. Det er faktisk ret vildt.