Sociale entreprenører: Der er noget helt galt i fondsverdenen
EFTERLYSNING: Hvor er de fonde, der vil vise lederskab og investere langsigtet i at skabe grundlæggende positive forandringer i verden, spørger Morten Møller Holst og Stefan Maard.
Carsten Terp Beck-Nilsson
Redaktør, Altinget: civilsamfundMange fonde vil gerne tage risiko, investere langsigtet og skabe reel forandring i verden. Derfor har de en unik position i forhold til at realisere FN's verdensmål. Men fondene er spundet ind i så mange snubletråde, at de har svært ved at gøre de store ord til handling.
Projekterne skal være synlige og konkrete. Man skal kunne klappe kaninen.
Stefan Maard
Stifter, Diva Ventures
Det mener Morten Møller Holst og Stefan Maard, baseret på deres egne oplevelser med danske og især internationale fonde.
Alle verdensmålene er vigtige, understreger de, men det måske lidt underbelyste mål nummer 17 har deres særlige interesse. Det går ud på at styrke det globale partnerskab for handling og øge midlerne til at nå målene.
”Det 17. mål lyder måske lidt diffust og komplekst, men vi mener, det er essentielt for at få de andre 16 gjort til virkelighed. Og den filantropiske sektor er suverænt positioneret til at vise lederskab her,” siger Morten Møller Holst.
Filantropiske fonde er for lidt risikovillige.
Flemming Borreskov
Tidl. direktør, Realdania
Stefan Maard påpeger, at fondene ofte opererer med et langsigtet perspektiv. Og samtidig har de adgang til kapital, der ikke nødvendigvis skal give afkast.
”Alligevel er det ind til videre mest blevet ved snakken,” siger han.
Ingen plads til eksotiske dyr
I tre år har de to danske iværksættere arbejdet på at skaffe fondsmidler til ngo'en DIVA, der er sat i verden for at skabe bæredygtig udvikling på markedsvilkår. Indtil videre har pengejagten været forgæves.
Deres analyse er, at fondenes ledelser mangler både mandater og incitamenter til at bevæge sig ud i de gråzoner, der kan være nødvendige at udforske, hvis man skal tage livtag med verdens store, grundlæggende problemer.
”Der er visse fortolkningsmuligheder i fondes mandater, men det er ikke let for en fondsadministrator at befinde sig for meget i gråzonen,” siger Morten Møller Holst.
De to danskeres eget projekt, DIVA Ventures, er et eksempel på et projekt, der nærmest konsekvent vil befinde sig i udkanten af de fleste fondes mandater.
”Vi må desværre konstatere, at DIVA er så eksotisk et dyr, at fondsverdenens zoo ikke automatisk har en indhegning klar til os,” siger Morten Møller Holst.
Ku' I fokusere på bæredygtig tekstil?
De sociale entreprenører medgiver, set i bakspejlet, at de har tilbudt fondene et produkt, som fondene har haft svært ved at sætte tænderne i.
Resultatet har været, at nogle fonde i stedet for at skyde penge i DIVA har forsøgt at dreje projektet i en anden retning:
”Vi har oplevet fonde sige: 'Vi er vilde med jeres koncept – og hvis I bare fokuserer det hele på bæredygtige tekstiler, så kan vi godt hjælpe,” siger Stefan Maard.
Han mener, at den umiddelbart eneste mulige vej for DIVA – i hvert fald i forhold til udenlandske fonde – er at gå direkte til de rigmænd, som har stiftet fondene, i stedet for de direktører, som administrerer pengene.
”Men dem kender vi desværre ikke mange af,” siger Stefan Maard.
De to danskere ser et behov for, at fondsledelserne får bedre vilkår for at tænke og handle langsigtet – og at fondene i det hele taget tilpasser deres styring til en omskiftelig verden.
”I erhvervslivet har mange virksomheder de seneste ti år måttet transformere sig for at være tilstrækkelig omstillingsparate. På samme måde tror jeg, fondene har brug for at blive mere smidige og dynamiske, så deres mandater kan tilpasses udfordringerne omkring dem,” siger Morten Møller Holst.
Synlighed er hård valuta
Han og Stefan Maard har forsøgt at bygge en bro, der gør det attraktivt for store pengetanke at skyde penge i bæredygtig forretning i udviklingslande. Men det spiller skidt sammen med fondenes ønske om hurtigt at kunne vise en synlig forandring.
”Projekterne skal være synlige og konkrete. Man skal kunne klappe kaninen,” siger Stefan Maard.
For eksempel er det attraktivt at bygge en brønd, der skaffer vand til 1.000 mennesker. Det er let at forstå, kan kommunikeres ud i medierne og kan illustreres med et billede på forsiden af årsrapporten.
Men når man arbejder på at løse strukturelle problemer, er det svært at imødekomme behovet om hurtig og synlig lindring. For de store problemer er ofte abstrakte, usynlige for det blotte øje og svære at forklare, mener Stefan Maard.
”Vi har ikke bedt fondene om hjælp til at finde kaniner, du kan ae. Vi har ikke engang bedt om hjælp til at bygge kaninfarme. Vi har talt med dem om at lave en fabrik, der bygger kaninfarme. Og det er der tilsyneladende ikke mange fonde, der kan være med på,” siger han.
Risiko belønnes ikke
Udover at fondsdirektører har et snævert manøvrerum, er der ikke nogen indbygget belønning til dem, hvis de bevæger sig ud på tynd is.
”Hvis en fondsdirektør laver fede projekter, som kan kommunikeres til offentligheden, får han ros og bliver måske en dag direktør for en større fond. Men hvis han investerer i et risikabelt projekt, som går i vasken, så kommer han bagest i køen. Så incitamentsstrukturen lægger op til at minimere risiko,” siger Morten Møller Holst.
Værst er det, hvis fondsdirektøren bevæger sig ud på tynd is på egen hånd – og fejler.
”Som first mover risikerer man at ligne en, der ikke har styr på sine ting. Men hvis man nu går sammen med nogle andre fonde, så kan man altid sige, at Jens og Peter og Niels gjorde det også,” siger Morten Møller Holst.
Professor: Ikke alle fonde er ens
De to iværksættere står ikke alene med analysen af, at der mangler risikovillighed i fondsverdenen.
Flemming Borreskov er tidligere direktør for Realdania og har nu sit eget firma, Catalytic Society, der arbejder med projekter globalt. Og han er enig.
”Filantropiske fonde er for lidt risikovillige,” siger han.
”Hvis fondene skal have en eksistensberettigelse på langt sigt, så skal de komme med noget, som ingen andre aktører i samfundet kommer med. Og det er langsigtet tænkning og viljen til at tage risiko. Og det er desværre min erfaring, at alt for få fonde lever op til det.”
Også den amerikanske professor i filantropi, Richard Marker, fra University of Pennsylvania efterlyser mere risikovillighed blandt fondene. Han påpeger dog, at man ikke kan skære alle fonde over én kam.
”Der er ikke nogen tvivl om, at mange fonde har en modvilje mod at tage risiko. Men det er ikke det samme som, at ingen fonde er parat til at støtte radikal innovation,” siger Richard Marker.
Efter hans opfattelse vil en del fonde snarere afsætte en begrænset andel af deres midler til at støtte risikobetonede projekter og anbringe hovedparten af pengene mere sikkert.
Morten Møller Holst og Stefan Maard anerkender, at der findes progressive fonde.
”Vi har talt med nogle fonde, som efterspørger innovative løsninger inden for specifikke områder. Det gælder for eksempel Shell Foundation på energiområdet,” siger Morten Møller Holst.
Han mener at kunne spore en spirende tendens til at fokusere mere på hele økosystemer end på enkeltstående projekter.
”Men den udvikling er vist stadig på et meget tidligt stadie,” siger Morten Møller Holst.
Stefan Maard tilføjer, at der er eksempler på fonde, som ser strategisk på nogle af de konkrete verdensmål – for eksempel målet om adgang til rent og sikkert drikkevand. Men han har ikke set eksempler på fonde, der har en strategisk tilgang til mål nummer 17.
”Vi har ikke mødt nogen, som er villige til at kaste samme strategiske blik på de partnerskaber og incitamenter, der holder hele udviklingsfeltet tilbage,” siger han.