Socialminister: Tvangsanbringelse skal ikke være sidste udvej

Da statsministeren i sin første nytårstale kunne annoncere regeringens ambition om at anbringe flere børn uden for hjemmet tidligt i livet, vakte det en del debat.

Forsinket af coronakrisen kunne Folketingets socialudvalg endelig få uddybet den ambition på et samråd torsdag med socialminister Astrid Krag.

Her gik Krag i rette med den opfattelse, at en tvangsanbringelse bør være sidste udvej.

”For mange steder betragter man anbringelse som den sidste udvej. Det duer bare ikke,” sagde ministeren.

Ifølge ministeren viser hendes eget ministeriums analyser af tvangsanbringelser, at de børn, der anbringes uden for hjemmet i en sen alder, klarer sig dårligere, en dem der anbringes tidligt i livet:

”De får kortere uddannelser, de er mere på kontanthjælp, og kæmper mere med kriminalitet og misbrug end tidligt anbragte. De børn skulle have haft den rette hjælp langt tidligere,” mener ministeren.

Måltal?
For både Venstre og DF virker regeringens udmelding som om, man ønsker at sætte et måltal for, hvor mange tvangsanbringelser, man vil have. Men det afviste Krag.

Ifølge ministeren udspringer ambitionen om flere anbringelser ved tvang af ønsket om at anbringe tidligere i livet, hvor der ofte er tale om tvangsanbringelser, modsat ved ældre børn, hvor det ofte er en frivillig anbringelse. Det højere antal følger altså naturligt heraf, og er ikke en ambition i sig selv:

”Jeg vil gerne slå meget kraftigt til jorden, at vi skulle operere med et måltal. Det er det rene nonsens,” forsikrede ministeren.