Søren Espersen: Hvor er jeg dog træt af Kommunist-kina

Kommunistkina går rundt med nogle særdeles følsomme ligtorne, som fornærmet begynder at jamre, når nogen bare kommer i nærheden af dem.

Det drejer det sig i første omgang om Taiwan og om Tibet, men også kinesiske bevægelser, som ikke vil lade sig intimidere af kommunisterne, og som af den grund fører en på alle måder fredelig frihedsopposition til det fascistiske diktatur i Peking. Et eksempel herpå er Falun Gong.

Så såre en af ligtornene jamrer, skrider det kinesiske diplomati i aktion og begynder at udstede sine trusler og iværksætter sine chikanerier mod den formastelige, som har nærmet sig en ligtorn.

Men det er ikke alene det officielle Danmark, kineserne truer. Også mod hotel- og restaurationsbranchen samt imod vort kulturliv rettes der trusler. Det seneste eksempel er sagen om Det Kongelige Teater.

Det hele foregår fra det kinesiske diplomati altid meget diskret og uhyre sofistikeret. Kommunistkina efterlader sig aldrig spor, når der trues og chikaneres.

Søren Espersen

Det hele foregår fra det kinesiske diplomati, altid meget diskret og uhyre sofistikeret. Kommunistkina efterlader sig aldrig spor, når der trues og chikaneres: Aldrig noget på skrift! Aldrig noget på e-mail! Aldrig offentligt! Alt sker per telefon eller face-to-face.

Eksempel: Et større hotel i det nordlige Sjælland udlejede et mødelokale til en minister fra Taiwan, som var kommet til Danmark for at overrække en orden til en dansker. Inden overrækkelsen skulle finde sted, havde hoteldirektøren Den Kinesiske Ambassade i røret, hvor han klart blev gjort opmærksom på, at fandt overrækkelsen sted, ville ambassaden ikke længere benytte hotellet.

Heureka! Efter få dage kørte alting igen som i smør for dansk erhvervseksport til Kina. Leverancer nåede frem til tiden, forsvundne containere blev mirakuløst fundet, møder afvikledes effektivt, og der kom gang i licenserne.

Søren Espersen

Et andet eksempel: En kinesisk restaurant i København, som ofte leverede mad til ambassaden, skulle huse en dansk-taiwansk venskabsforening og fik besked om, at det var slut med mad-leverancerne, hvis venskabsforeningen blev lukket indenfor.

Og så til det allermest alvorlige – nemlig de trusler og chikanerier, som Kommunistkina har rettet mod den danske stat og dansk erhvervsliv.

I 2008 modtog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, og snart efter indledtes de kinesiske chikanerier mod dansk eksport. Og som vanligt skete det med sofistikeret finesse. Kina overtræder nemlig aldrig internationale handelsaftaler, når man chikanerer. Derimod er alle WTO’s regulativer overholdt til punkt og prikke. Der er ikke noget at sætte en finger på.

Nej, det foregår i stedet på den facon, at nogle danske containere ”forsvinder” under transporter i Kina, og hvor man så ”arbejder hårdt på at finde dem”. Eller det trækker ud med en eksport-licens ”... på grund af stor travlhed” – som man beklager. Eller forsendelser når ikke frem. Eller at vigtige møder – under stor beklagelse – i sidste øjeblik ”udsættes”.

Alt dette sattes i værk efter Dalai Lamas besøg – og efter et år havde dansk erhvervsliv nået smertegrænsen, og 45 ledende erhvervsfolk henvendte sig fortvivlet til daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) for at få hjælp.

Der indledtes derefter i 2009 en diskret forhandling mellem danske og kinesiske diplomater, som mundede ud i, at Danmark sendte Kina en såkaldt verbalnote, hvori det fra dansk side forsikredes, at Danmark ville ”… modsætte sig tibetansk selvstændighed”.

Kineserne, som jo i høj grad var med til at forfatte noten til sig selv, glædede sig efterfølgende ikke overraskende over det danske initiativ som værende med til at forbedre det i forvejen loyale, varme og venskabelige forhold til Danmark.

Og – heureka! – efter få dage kørte alting igen som i smør for dansk erhvervseksport til Kina. Leverancer nåede frem til tiden, forsvundne containere blev mirakuløst fundet, møder afvikledes effektivt, og der kom gang i licenserne.

Sidste kendte trussel foregik i november sidste år, hvor Det Udenrigspolitiske Nævn var i Peking – ugen inden Tibets politiske leder skulle aflægge besøg på Christiansborg.

Her blev jeg som formand for Nævnet i skarpe vendinger – ret ubehageligt – gjort klart, at jeg skulle orientere Folketingets formand om, at hun ikke måtte mødes med tibetaneren. Snart efter trådte også Udenrigsministeriet ind på scenen og anbefalede ligeledes, at formanden ikke mødtes med tibetaneren. Det havde hun nu i forvejen heller ingen planer om, idet hun var optaget af andre møder. Det endte så med, at tibetaneren på Borgen mødtes med en håndfuld politikere.

Men rædslen for, at dansk erhvervsliv atter skulle chikaneres, betød altså, at Udenrigsministeriet anbefalede Folketingets formand ikke at tage mødet. Så vidt er det altså kommet i det officielle Danmarks krybende underdanighed over for et fascistisk diktatur.

Hvorfor minder alt dette mig om det officielle Danmarks attitude op igennem 1930'erne over for et andet fascistisk diktatur, til hvilket eksporten på samme måde nødigt skulle forstyrres?

--------

Søren Espersen (MF, Dansk Folkeparti) er blandt andet formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.