Søren Hove: Politisk usikkerhed har økonomiske konsekvenser

DEBAT: Usikkerhed omkring den fremtidige økonomiske politik kan i sig selv være særdeles skadelig for økonomien. Derfor virker det som et rimeligt krav til politikerne, at de i det mindste ikke forstærker de økonomiske udsving, skriver Søren Hove Ravn.

Af Søren Hove Ravn
Adjunkt ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

At stabilisere økonomien gennem politiske tiltag er en svær disciplin. Men det virker som et rimeligt krav til politikerne, at de i det mindste ikke forstærker de økonomiske udsving. Det kræver, at de undlader at føre konjunkturmedløbende politik. Endvidere viser nyere forskning, at usikkerhed omkring den fremtidige økonomiske politik i sig selv kan være særdeles skadelig for økonomien.

En gruppe forskere ved tre amerikanske topuniversiteter har forsøgt at kvantificere graden af usikkerhed omkring den økonomiske politik – i første omgang i USA, siden for en række andre lande. Deres metode er relativt simpel.

Med udgangspunkt i samtlige avisartikler fra en række førende medier foretager de en søgning efter artikler, som indeholder følgende kombinationer af ord: ”økonomi”, ”usikkerhed” samt et eller flere ord relateret til den økonomisk-politiske proces, for eksempel ”kongressen/parlamentet”, ”centralbanken”, ”lovgivning” eller ”regulering”. Hyppigheden af artikler, som indeholder disse ord, udgør forskernes mål for økonomisk-politisk usikkerhed.

I en række forskningsartikler samt på hjemmesiden policyuncertainty.com har forskerne gjort deres dataserier for politisk usikkerhed offentligt tilgængelige. Adskillige interessante pointer kan opnås ved blot at betragte de rå dataserier over tid. I USA, hvor forskerne har opgjort usikkerheden tilbage til 1985, formåede politikernes delvist selvskabte kriser i form af debatten om gældsloftet i 2011, den ”finanspolitiske afgrund” i 2012 og lukningen af dele af den offentlige sektor i 2013 at skabe så høj politisk usikkerhed, at det tåler sammenligning med perioden efter 11. september 2001.

Forskernes mål for global politisk usikkerhed – et vægtet gennemsnit af usikkerheden i 20 større lande – nåede sine (foreløbige) højdepunkter i juni 2016 (omkring Brexit-afstemningen) samt i november-december 2016 (ved valget af Donald Trump). Generelt har perioden siden 2007 været præget af en betydelig stigning i økonomisk-politisk usikkerhed på europæisk såvel som globalt plan – næppe nogen overraskende konklusion.

Nok så relevant finder en række studier udført af både førnævnte og andre forskere, at en stigning i den politiske usikkerhedsindikator har negative konsekvenser på makroøkonomisk plan. Bruttonationalproduktet falder, mens arbejdsløsheden stiger, når usikkerheden øges.

Det skyldes ikke mindst et stort fald i investeringerne, hvilket afspejler, at virksomhederne udskyder eller helt aflyser planlagte investeringer, når der opstår usikkerhed om de fremtidige økonomisk-politiske rammer. En lignende effekt kan påvirke husholdningernes køb af varige forbrugsgoder. Det kan man sikkert skrive under på i den danske bilbranche, hvor salget af nye biler ad flere omgange har ligget midlertidigt underdrejet, mens politikerne har forhandlet om reformer af registreringsafgiften.

Forskerne bag ovennævnte metode har ikke opgjort den politiske usikkerhed i Danmark. Et speciale på økonomistudiet forsøgte sidste år at gøre dette, og resultaterne herfra tyder på, at højere usikkerhed har de samme negative effekter i Danmark som i andre lande. Desuden indikerer en analyse, jeg selv præsenterede ved en nylig konference, at højere politisk usikkerhed i Europa også påvirker dansk økonomi negativt.

Generelt er der dog gode grunde til at tro, at usikkerheden om den økonomiske politik i Danmark er på et lavt niveau i en international sammenligning. Det skyldes ikke mindst de mellemfristede finanspolitiske planer, som skiftende regeringer regelmæssigt har fremlagt siden slutningen af 1990’erne. Disse planer opridser en overordnet økonomisk spillebane, som husholdninger og virksomheder kan have tillid til, uanset om regeringsmagten skifter hænder – en praksis, som politikerne derfor må opfordres til at videreføre.

Forrige artikel Jakob Nielsen: Derfor giver vi nu Socialdemokratiet ordet Jakob Nielsen: Derfor giver vi nu Socialdemokratiet ordet Næste artikel Søren Hove: Uligheden stiger – mellem virksomheder Søren Hove: Uligheden stiger – mellem virksomheder