Søren Hove Ravn: Centralbankernes politik bliver afgørende for, hvor længe inflationen varer ved

Sommerens økonomiske tema har været den høje inflation. I juli lå inflationen i både Danmark, Eurozonen og USA på mellem 8,5 og 9 procent. Det er det højeste niveau siden begyndelsen af 1980’erne. Politikerne overvejer tiltag, der kan kompensere lige præcis deres vælgere for den nedsatte købekraft.

I sommerens løb sluttede Den Europæiske Centralbank (ECB) sig til den lange række af centralbanker, som er i gang med at sætte renterne op for at inddæmme inflationen. Flere rentestigninger er på vej i de kommende måneder.

Imens diskuterer økonomer både årsagerne til, at inflationen er blevet så høj, og ikke mindst hvordan og hvor hurtigt den kan komme ned igen. I en nylig analyse peger Ricardo Reis fra London School of Economics ligesom mange andre på, at en stor del af forklaringen på den høje inflation skal findes i de lempelser af finans- og pengepolitikken, som blev sat i værk i kølvandet på coronakrisens start i foråret 2020. Hertil kommer brudte forsyningslinjer og løbende nedlukninger, som har gjort en række produktionsprocesser dyrere.

En stor del af forklaringen på den høje inflation skal findes i de lempelser af finans- og pengepolitikken, som blev sat i værk i kølvandet på coronakrisens start i foråret 2020

Søren Hove Ravn
Lektor i økonomisk Institut på Københavns Universitet

Reis kritiserer ikke selve den ekspansive politik, som var med til at bringe økonomierne på fode igen, men han påpeger, at centralbankerne i for lang tid fastholdt, at den høje inflation var af en karakter, som de ikke skulle reagere på. Desuden peger han på andre medvirkende årsager til, at inflationen er blevet så høj, og som desuden kan blive afgørende for, hvor hurtigt den kommer ned. En afgørende faktor er udviklingen i inflationsforventningerne samt offentlighedens tillid til, at centralbankerne vil gøre det nødvendige for at kontrollere inflationen.

Reis har nærstuderet udviklingen i inflationsforventningerne i USA. Mens den gennemsnitlige inflationsforventning lå stabilt et stykke ind i 2021, så begyndte spredningen på tværs af de adspurgte husholdninger at stige. Husholdningerne blev med andre ord mere uenige om den forventede inflation.

Efterhånden hævede flere og flere husholdninger deres inflationsforventning, og så steg også gennemsnittet. En lignende dynamik gjorde sig gældende omkring 1970, da inflationen også steg kraftigt, samt med omvendt fortegn i midten af 1980’erne, hvor inflationen faldt markant.

Disse tre episoder har også det til fælles, at husholdningernes forventninger reagerede hurtigere end de inflationsforventninger, som kan udledes fra de finansielle markeder, mens det modsatte normalt gør sig gældende. Reis har også analyseret udviklingen i inflationsforventningerne på de finansielle markeder i USA. Her er prisen for at forsikre sig mod kraftige stigninger i inflationen steget betydeligt. Det tyder på, at nogle er begyndt at tvivle på centralbankens vilje og evne til at overholde sin inflationsmålsætning.

Det tyder på, at nogle er begyndt at tvivle på centralbankens vilje og evne til at overholde sin inflationsmålsætning

Søren Hove Ravn
Lektor i økonomisk Institut på Københavns Universitet

Denne udvikling er i sig selv bekymrende, for når inflationsforventningerne stiger, så stiger risikoen for en negativ spiral, hvor højere lønkrav medfører højere omkostninger, som igen fører til prisstigninger. Den danske økonom Peter Lihn Jørgensen har analyseret betydningen af, at den private sektors inflationsforventninger er velforankrede omkring centralbankens målsætning. Han finder, at en central årsag til den lange periode med lav og stabil inflation indtil coronakrisen var en høj grad af tillid til centralbankernes udmeldte inflationsmålsætning.

Men deri ligger også en risiko: Hvis først denne tillid begynder at skride, så kan det tage lang tid at genopbygge den, og så kan det blive svært at bringe inflationen ned igen. Før sommerferien forventede Finansministeriet fortsat, at inflationen i Danmark er tilbage under to procent i 2023. Hvis inflationsforventningerne for alvor har rykket sig, så kan den prognose imidlertid hurtigt vise sig at være for optimistisk. I den kommende tid vil ECB derfor gøre sig umage for at overbevise os alle om, at den har midlerne til at bringe inflationen under kontrol igen.