Kommentar af 
Søren Søndergaard

Søren Søndergaard: Det gælder om at flytte fødderne virkelig hurtigt på det politiske dansegulv

Der er politisk ”footloose” for fuld skrue de her år, og med SF’s modige og hurtige ryk den seneste lange uge kan det blive en ny normal, at partier og politikere skal flytte fødderne virkelig hurtigt på det politiske dansegulv, hvis ikke de vil ende med at stå ude i siden med et tomt balkort og uden dansepartnere, skriver Søren Søndergaard.

Det er modigt og visionært for en partileder for et socialistisk parti i dén grad at stemple ind i den ny normal og turde stå skulder ved skulder med borgerlige partier, skriver Søren Søndergaard om Pia Olsen Dyhr i denne kommentar.
Det er modigt og visionært for en partileder for et socialistisk parti i dén grad at stemple ind i den ny normal og turde stå skulder ved skulder med borgerlige partier, skriver Søren Søndergaard om Pia Olsen Dyhr i denne kommentar.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”The Times They Are a-Changing” skrev Bob Dylan I en ofte citeret sang, der udkom det år, jeg blev født.

Jeg er ikke stor fan af Dylan og hans nasale sang, men budskabet om at indse, at verden forandrer sig, er mildt sagt lige så relevant i 2022 som i 1963.

Klimakrise, coronapandemi og Putins morderiske invasion af Ukraine har de senere år sat sig tungt på mediernes og politikernes dagsorden og dermed også på borgernes. I to år har vi, sat lidt på spidsen, fået corona-news nonstop på alle medieflader.

Sult i Sudan, jordskælv, småkrige og politisk forfølgelse nært og fjernt blev afskaffet i mediebilledet fra 11. marts 2020, da en alvorstung statsminister Mette Frederiksen tonede frem på fladskærmene hjemme i stuerne og lukkede landet ned.

I næsten to år stod den på corona-news morgen, middag og aften. Som om de evige pinde i hals og næse ikke var nok, kunne man i nyhedsfladerne og avispapiret kun stave til corona.

Der var corona på alle hylder i alle afskygninger. Intet under, hvis både børn og ældre døjer med psykiske mén.

Væg-til-væg coronadækningen gik dog væk som dug for en tidlig forårssol, da Putin angreb Ukraine, og siden 24. februar i år har vi stået i ikke bare et nyt mediebillede, men på tærsklen til et jordskælv i den verdensorden, som alle under 30 ellers havde taget for givet som en konstant.

Siden 24. februar i år har vi stået i ikke bare et nyt mediebillede, men på tærsklen til et jordskælv i den verdensorden, som alle under 30 ellers havde taget for givet som en konstant

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Så massivt har skiftet været, at man skulle hen på side seks i en af de ledende, nationale aviser for 11. marts at finde markeringen af to-års dagen for corona-nedlukningen af kongeriget. De fem første sider handlede om Ukraine, Putin og den nye virkelighed.

I dét billede skal danske politikere manøvrere.

Som om krig og flygtningekatastrofer ikke var nok, oveni klimakrisen og resterne af corona - jo, jo den ér fortsat derude, den lede virusskurk – så forværrer krigen og restriktionerne de voksende problemer med verdens forsyningskæder, der tog fart i 2020 og bare ikke rigtig har sat tempoet ned, tværtimod.

Jeg hørte forleden i Aarhus Havn et oplæg fra CEO Lars Jensen fra Vespucci Maritime, der har to årtiers erfaring med, og dermed god forstand på netop forsyningskæder.

Jensen tegnede et pædagogisk billede af alle de elementer, der tilsammen havde skabt forsyningskrisen, ikke mindst corona og de første reaktioner herpå, Suez-krisen, hvor et skib på tværs forsinkede flere hundrede andre, on-off corona-lukninger af dele af et par af verdens største havne i Kina, hvor containerne i rekordtempo tårnede sig op.

Da de endelig kunne sejles videre, var det indlysende nok med store forsinkelser og ad andre ruter end vanligt – og så blev historiens længste containerskibskø skabt ud for Californiens kyst.

Der er billedligt talt gået trafikkaos i vandvejene i verden og råvarepriserne. Det løser sig ikke lige med det wuns og slet ikke i år.

Dét bliver en særdeles mærkbar følge af de kriser, verden står i lige nu, som vælgerne konfronteres med i dagligdagen de kommende år.

SF har i det globale kaos flyttet fødderne i et imponerende tempo i bestræbelserne på at tilpasse politikken til de nye realiteter.

SF har i det globale kaos flyttet fødderne i et imponerende tempo i bestræbelserne på at tilpasse politikken til de nye realiteter.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

De indså for år tilbage hurtigt klimakrisens perspektiver, og det er historisk, at partiet er med i endnu et nationalt lynkompromis, der tager livet af dele af det nationale kompromis, som partiet på lange stræk var hovedforfatter til i oktober 1992, og som blandt andet gav Danmark det gældende forsvarsforbehold.

Et forbehold, som der med det nye nationale kompromis om Danmarks sikkerhed skal stemmes om 1. juni i år, og som SF som forligsparti anbefaler ophævet.

På et noget højstemt pressemøde med deltagelse af statsministeren og formændene for forligspartierne V, K, SF og R leverede Pia Olsen Dyhr den mest oprigtige præstation, selv om det på næsten alle måder var hende og SF, der havde flyttet fødderne mest og hurtigst og havde mest på spil.

Det ér bare ikke en nyhed, at Venstre, Konservative og Radikale ønsker alle forbehold hen, hvor pepperet gror. Det har de drømt om i 30 år.

Og trods mange skeptiske udtalelser om EU før folketingsvalget i 2019 og EU's ”gak-gak”-budget efter valget, har statsminister Mette Frederiksen i tre år bevist, at hun er EU-venlig statsminister, før hun er EU-nølende partiformand. Nu skal Danmark ”ind i hjertet af EU”.

SF skal forsvare en position, hvor pengekassen åbnes med særdeles rund hånd for at give milliarder til dansk forsvar, både helt akut og på den lange bane, hvor politikerne frem til 2033 skal hæve udgifterne til forsvaret og fra 2033 finde mindst 18 nye milliarder, antageligt en del mere, hvert år, til krudt, kugler, isenkram, hightech og mandskab til forsvaret.

Det er en dagsorden meget langt fra et løfte om flere pædagoger i institutionerne og spørgsmålet ”Er der en voksen til stede?”  

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Det er en dagsorden meget langt fra et løfte om flere pædagoger i institutionerne og spørgsmålet ”Er der en voksen til stede?”

Traditionelt gider danske vælgere ikke give penge til forsvaret, og det gør de stadig ikke, skal man tro Altingets seneste måling herom, hvor kun tre procent synes, det er en god ide. Så pengestrømmen til forsvaret bliver snart, også uanset følelserne for Ukraine, et politisk problem.

I sin landsmødetale lørdag 19. marts fyldte Pia Olsen Dyhr endnu mere på. Hun talte varmt for oprustningen, for NATO og gjorde opmærksom på den nye virkelighed, vi står i, endda med budskabet om, at ikke kun Putins Rusland er farlig. Det er Kina også.

Det er modigt og visionært for en partileder for et socialistisk parti i dén grad at stemple ind i den ny normal og turde stå skulder ved skulder med borgerlige partier, der fejrer en formands fødselsdag med NATO-flag ved siden af Dannebrog, uden at være usikker på benene.

Vi har til gode at se, hvordan SF klarer den nye position, også i spillet med Enhedslisten, som dog mest har udmærket sig i Rusland-Ukraine-sagen ved at både Mai Villadsen og tidligere topprofiler serielt har måtte klappe forvorpne partimedlemmer, der ikke havde set det blå-gule lys klart, på plads.

Men som det ser ud nu, har SF med både det nationale kompromis og Pia Olsen Dyhrs landsmødetale flyttet fødderne hurtigst og mest elegant i den politiske ”footloose” på dansegulvet.

Vi har et hav af partier, og antageligt mindst et mere på vej. Det bliver interessant at se, hvem der er rappest på fødderne frem til næste valg, for "The Times They Are a-Changing".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00