Sofie Carsten Nielsen er på vej til et katastrofevalg

Det er en af de ældste sandheder i menneskehedens historie, at forsøget på at undvige skæbnen fører lige lukt ind i den. At den sandhed stadig gælder, erfarer Radikale Venstre i disse dage.

Det skulle have været partiets store oprør med blokpolitikken og frihedskamp mod skæbnen som almindeligt parlamentarisk grundlag, at de Radikale væltede Mette Frederiksen.

Det skulle have været et stort og rungende slag i bordet over for et socialdemokrati, man mener kun reagerer på trusler og politigreb. 

20 års identitetskrise i R er langt fra slut. Måske den først begynder for alvor nu.

Men et par dage inde i den valgkamp, man selv har foranstaltet, er Radikale Venstre på vej mod et regulært katastrofevalg. Og hvad der er meget værre: På vej til at ende i den skæbne som det mindre socialliberale parti, der ikke betyder fra eller til, når magten skal fordeles. 

Med meningsmålinger på 3,8 procent (Gallup), 4,9 procent (Epinion), 4,1 procent (Megafon) her R indledt valgkampen med om ikke de værst tænkelige, så de næstværst tænkelige omstændigheder. Man var klar til at tage et slag, men slet ikke i den størrelsesorden, hvor partiet ville blive halveret i forhold til valgresultatet på 8,6 procent ved folketingsvalget i 2019.

Det ser ud som om, partiet bløder på to fronter. Både på den røde (den sociale) og på den blå (den liberale) front.

På den ene side har partiet med sit mistillidsvotum til Mette Frederiksen bekræftet den mistillid, en del blå radikale vælgere har, når det kommer til statsministeren. Men ved at pege på hende alligevel, har de vælgere omvendt mistet tilliden til Sofie Carsten Nielsen og er draget mod Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og i mindre omfang Venstres Jakob Ellemann-Jensen.