Spastikere: Skal et handicap uundgåeligt føre til fattigdom?

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for, at der over de seneste dage er sket forbedringer af regeringens udspil til reform af kontanthjælpssystemet. 

En række handicappede i visiterede eller anviste boliger er blevet fritaget. Og nu senest har regeringen også besluttet at fritage handicappede, som får særlig boligstøtte på grund af ekstraordinære pladsbehov. Det er klare forbedringer, som vi glæder os over.

Men det er ikke godt nok. Den største gruppe handicappede, herunder også mange med CP, bor ikke i boliger, som er omfattet af de nævnte undtagelser. 

Er du blind, har du sclerose, en erhvervet hjerneskade, eller har du en variant af CP, hvor dit primære handicap består af alvorlige kognitive problemer, så bor du ikke nødvendigvis i en bolig, som er omfattet af de nævnte undtagelser. 

Langt de fleste mennesker med handicap bor i helt almindelige boliger, som de selv har skaffet sig. Og de vil blive ramt hårdt af kontanthjælpsloftet, fordi det lige præcist er boligsikringen, der bliver reduceret. 

Det er umenneskeligt at forsøge, at piske et menneske til at flytte sig, når det ingen bevægelsesmuligheder har.  

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Kan ikke selv forbedre situationen
I et regneeksempel, vi har lavet for et af Spastikerforeningens medlemmer, Lonnie - enlig mor til to børn, hvor det ene er hjemmeboende, viser det sig, at hun mister 2.129 kroner om måneden i boligsikring. Resultatet er, at hun, når hun har betalt sin husleje, kun har 3.245 kroner tilbage til alle øvrige udgifter: mad, tøj, befordring, forsikringer og alle øvrige faste eller variable udgifter. 

Der er en reduktion på 40 procent af det beløb, hun har at leve for, når huslejen er betalt. Til sit hjemmeboende barn får hun børnecheck og børnebidrag på cirka 2.200 kroner, så i alt til sig selv og barnet har Lonnie 5.500 kroner om måneden.

Efter 24 år på kontanthjælp og et utal af aktiveringsforsøg giver det simpelthen ikke mening at forestille sig, at man kan presse Lonnie og andre i hendes situation til at finde et job. Lonnies handicap er så omfattende, at hun aldrig vil kunne forbedre sin situation ad den vej. Det er umenneskeligt at forsøge at piske et menneske til at flytte sig, når det ingen bevægelsesmuligheder har.     

Det kan godt være, at regeringen kalder det et moderne kontanthjælpsloft. Men konsekvensen er helt almindelig, gammeldags fattigdom. 

Arbejdsmarkedet er ikke rummeligt nok
Helt tilsvarende forholder det sig med kontanthjælpsreformens andet element: 225 timers-reglen. 

Kravet vil i fremtiden være, at kontanthjælpsmodtagere skal kunne dokumentere 225 timers ustøttet arbejde. Ellers reduceres kontanthjælpen med 1.000 kroner om måneden. Forslaget undtager ganske vist personer, som har en arbejdsevne, der er så begrænset, at den pågældende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Men hvem er de?

Alle ved jo, at arbejdsevnen ikke måles med samme målestok af de kommunale myndigheder og arbejdsmarkedet. 

Rigtig mange spastikere og andre handicappede vil formelt set blive betragtet som jobparate, men i realiteternes verden, vil de aldrig have en chance for at finde det job, som kan skaffe dem fri af 225 timers-reglen. 

Gang på gang har vi gennem statistik og i praksis måttet konstatere, at arbejdsmarkedet ikke er tilstrækkelig rummeligt til også at kunne rumme en stor gruppe mennesker med handicap. 

De job, som er forudsætningen for, at handicappede kan skaffe sig 225 timers ustøttet arbejde, findes ganske enkelt ikke. 

Skal handicap være lig fattigdom?
Gennemføres kontanthjælpsreformen, som den foreligger i dag, så vil den sende mennesker med handicap ud i hjemløshed, fordi de ikke kan betale deres husleje, og den vil føre til økonomisk forarmelse af mange mange handicappede, som ikke vil kunne honorere beskæftigelseskravet på 225 timer om året. 

Ikke fordi de ikke vil arbejde, men fordi arbejdsmarkedet ikke vil vide af dem. 

Jeg har ved adskillige anledninger stået på talerstole rundt om i verden og rost dansk handicappolitik for at være lykkedes på i hvert fald ét punkt: I Danmark er der på grund af vores generelle velfærdspolitik ikke nogen automatisk sammenhæng mellem handicap og fattigdom.

Det synspunkt er voldsomt udfordret af regeringens forslag til en kontanthjælpsreform.